tirsdag den 4. september 2012

Slut!



”Alle hunde lystrer pjoklederen,” påstår bølleschæferen.
Sværvægtsweileren ser tvivlende ud.

Bølleschæferen er dybt imponeret. I går aftes sad vi og så en episode af et hundeprogram på tv af den type, hvor en adfærdskonsulent bliver kaldt ud til problemhunde.
Der var to små hunde, som jævnligt fik den idé at forsøge at slå hinanden ihjel. I episoden var der flere minutter, hvor de gøede rasende ad hinanden, mens adfærdsfidusen holdt dem adskilt i hver sin strakte arm.
Schæferen lå på gulvet og blev utryg, så han begyndte at blande sig ved at hyle dybt fra maven. Jeg pegede på ham, og han kiggede opmærksomt. Så drejede jeg i stedet pegefingeren mod tv-skærmen, knipsede og sagde ”slut!” Hvorefter de to tv-hunde blev helt stille, og schæferen så på mig med ærefrygt.
Så lænede jeg mig tilbage i stolen, og et øjeblik efter gøede hundene rasende igen. Herefter gentog jeg kunststykket et par gange. Og så lagde schæferen sig bare stille ned igen. Pjoklederen havde jo styr på det.

”Lystrer alle hunde? Det er altså mange hunde,” indvender sværvægtsweileren.
”Jamen, det er rigtigt,” insisterer schæferen. ”Selv hunde helt ovre i Amerika gør, som pjoklederen siger.”
Jeg siger ikke noget. Der er jo ingen grund til at belære dem om noget så kedeligt som fjernbetjeningens mute funktion, når schæferen nu er i gang med at fortælle en god historie.



5 kommentarer:

Unknown sagde ...

Ha, ha...Måske er det lidt synd for Schæferdrengen, sådan at blive taget ved snudeskaftet, men alligevel:)

Anonym sagde ...

Haha der skal alligevel ikke meget til at imponere den kære bølleschæfer ;-) og du må altså aldrig skrive "slut" som overskrift igen, var lige ved at tabe kaffen i skødet!

Margrethe sagde ...

Enig med Anonym, Jeg blev også helt forskrækket ;)....Tænk at snyde den stakkels smukschæfer .... Det kunne jeg jo f.eks. aldrig finde på! ;)...

Per Lau Jensen sagde ...

Ja, det er frygtelig dårlig opførsel af mig. Men schæferens reaktion var altså sjov: Store øjne og (mente jeg) beundring. Faktum var, at han lagde sig ned og ikke interesserede sig for resten af programmet, fordi jeg havde jo åbenbart styr på det.

mjø ;o) sagde ...

adfærdsprogrammer og bølleschæfere hører heller ikke sammen...