”Skal vi gå over til den anden side?”
Der var vel en kilometer. Eller to. Osbysjön var frosset. I weekenden havde jeg set mange mennesker derude, der havde også været et par snescootere. Og jeg havde endda hørt, at et lille sportsfly skulle være landet på isen. Nu var det hverdag, og isen var tom, så langt øjet rakte.
Schæferen og jeg stod på halvøen ved Spegeldammen, pustede os op og skrydede.
”Eller er det for koldt for dig, schæfer?”
”Overhovedet ikke, jeg kan klare hvad som helst!”
Så gik vi.
Da vi var fri af pyntens læ, kom vi ud i polarvinden, der fra nord jog lavt hen over den frosne sø og ramte os som en betonmur på hjul.
Vinden gik tværs igennem mine handsker. Schæferens ører blafrede og hans øjne løb i vand. Men vi stred os begge frem. Det skulle ikke hedde sig …
Kulden fandt vej igennem mine gummistøvler, og vinden for igennem mine bukser og hamrede på mine knæ som en 5 kilograms mukkert. Schæferen begyndte at sakke agterud, og han havde trukket pelsen helt op om ørerne.
På det tidspunkt, hvor det udelukkende var stædighed og ikke blodomløb, der holdt mig oprejst, stred schæferen sig op på siden af mig. Han var helt tiliset.
”Det er altså tæt på, at min schæferpels ikke kan klare det.”
”Vil du ind?”
Han nikkede.
Vi vendte om, og jeg triumferede:
”Ja, jeg kunne nu sagtens have klaret det!”
”Jeg har svært ved at høre, hvad du siger, når dine tænder klaprer så højt,” svarede schæferen.
Så tog vi hjem, skruede termostaten op på 120 grader og drak 200 liter suppe.
Der var vel en kilometer. Eller to. Osbysjön var frosset. I weekenden havde jeg set mange mennesker derude, der havde også været et par snescootere. Og jeg havde endda hørt, at et lille sportsfly skulle være landet på isen. Nu var det hverdag, og isen var tom, så langt øjet rakte.
Schæferen og jeg stod på halvøen ved Spegeldammen, pustede os op og skrydede.
”Eller er det for koldt for dig, schæfer?”
”Overhovedet ikke, jeg kan klare hvad som helst!”
Så gik vi.
Da vi var fri af pyntens læ, kom vi ud i polarvinden, der fra nord jog lavt hen over den frosne sø og ramte os som en betonmur på hjul.
Vinden gik tværs igennem mine handsker. Schæferens ører blafrede og hans øjne løb i vand. Men vi stred os begge frem. Det skulle ikke hedde sig …
Kulden fandt vej igennem mine gummistøvler, og vinden for igennem mine bukser og hamrede på mine knæ som en 5 kilograms mukkert. Schæferen begyndte at sakke agterud, og han havde trukket pelsen helt op om ørerne.
På det tidspunkt, hvor det udelukkende var stædighed og ikke blodomløb, der holdt mig oprejst, stred schæferen sig op på siden af mig. Han var helt tiliset.
”Det er altså tæt på, at min schæferpels ikke kan klare det.”
”Vil du ind?”
Han nikkede.
Vi vendte om, og jeg triumferede:
”Ja, jeg kunne nu sagtens have klaret det!”
”Jeg har svært ved at høre, hvad du siger, når dine tænder klaprer så højt,” svarede schæferen.
Så tog vi hjem, skruede termostaten op på 120 grader og drak 200 liter suppe.
5 kommentarer:
Hehe ja det er godt der ude, men ret koldt. Fordelen er at der bliver powerwalket hele vejel hjem og det siger de jo er så sundt :
Ja, det er rigtigt, Martin. Der bliver gået i et lidt højere tempo.
vh. Per
Katten Darleen ryster lidt på hovedet af schæferen og siger:"Sikken en dum hund, hvorfor bliver han ikke bare inde....det må være muligt at få "Kattebakker" også i hans størrelse."
Det er da også strengt der var jo ingenting på den is.
Havde der nu været en kat på isen, vi ved jo alle at katte ikke må gå på isen, så havde han glemt at han frøs og måtte straks have udskrevet en bøde til katten.
Det gælder om at have et formål med sådan nogle ture.
Hej Marie,
Ja, jeg ønsker tit her om vinteren, at schæferen kunne klare sig med en oversize kattebakke ;o)
Hej Louise,
Ja, enormt strengt. Der burde altid være et par bødeklare sabelkatte på tilfrosne søer ;o)
vh. Per
Send en kommentar