Et dødsfald:

Vi fandt et af ”vores” frækdyr ude på vejen. Det var den ene af de to vilde kaniner, den med de korte ører.
”Den er da blevet overhalet af en bil,” mente schæferen, og det kunne man vel egentlig godt sige.

For et par uger siden havde schæferen løbet den op ude i haven og jaget den hen i en krog ved udhuset, hvor den stod og trykkede sig. Jeg bad ham om at lade den løbe. Det bragte han på bane nu igen, schæfere er iskolde:
”Så kunne jeg da lige så godt have gjort den ovnklar forleden. Nu kan den jo ikke bruges,” han pegede med en skuffet pote.
Så blev han eftertænksom og spurgte:
”Når vi har været i skoven, og jeg har løbet og lægger mig træt i kurven, så siger du tit, at jeg er helt flad. Men jeg er da ikke så flad som kaninen dér, vel?”

På vej ind glemte han et kort øjeblik, at han er en frygtelig farlig og kynisk schæfer og sagde:
”Det er nu alligevel synd for den lille frækkanin.”
Så nu har vi aftalt her i eftermiddag at ære den lille frækkanins minde og ønske hvil i fred med en lille andagt, hvor vi drikker gravøl (mest mig) og spiser blødt brød (formentlig mest schæferen).