Sværvægtskrave

”Flot kasket, sværvægtsweiler,” gøede bølleschæferen. ”Men er skyggen ikke lidt stor?” Og så grinede han.

Vi mødte sværvægtsweileren på morgenturen lige ud for anemonegrøften. Han havde sådan en stor krave af gennemsigtig plast på og et ordentligt sår på skulderen.
”Du ligner en sværvægtslampe med den skærm,” brægede schæferen, ”men der er sgu da ikke meget lys i den lampe, hahahaha!”
Efter yderligere bemærkninger og en begyndende mavepine af grin fik schæferen taget sig sammen til at spørge, hvad der var sket.
”Han tabte linen,” svarede sværvægtsweileren og kastede et blik tilbage mod den gamle mand, der stod længere oppe på vejen, helt ude for enden af snoren. ”Og så gik jeg hen og hilste på en hund. Jeg ville jo bare sige hej; men så hang den i skulderen på mig.”
”Var det ham den lille tætte med kommodebenene?” spurgte schæferen.
”Ja.”
”Skal jeg sige noget til ham næste gang jeg …”
”Nej, han blev vel bare bange.”

Da vi var på vej hjem, udbrød schæferen:
”Hvor så han sjov ud med den krave, jeg har fået helt mavepine af grin.”
”Hør schæfer, du kom jo med alle de morsomheder, som jeg fyrede af, da du gik med krave. Dengang syntes du ikke, de var sjove.”
Det svarede han ikke på.