Vi var på vej ud på gåtur i sol og 24 graders varme, da bølleschæferen stoppede mig:
”Pjokleder, helt ærligt: Du er jo snart 60 …”
”58, tak!”
”Ja, det er det, jeg siger: Du er jo snart 60. Tiden er vist efterhånden løbet fra dig i korte bukser.”
”Altså, nu er det jo usundt at forberede sig på sommeren i solarium, så …”
”Ja, men behøver dine ben se ud som om, de har stået i letmælk vinteren over?”
”Nej, ved du hvad …”
”Og er de ikke lovlig skæve efterhånden og hvad med de små blå streger, der er begyndt at komme?”
”Det er så man kan se, at jeg er friherre af Ladonien med blåt blod i …”
”Ja, ja, jeg kender godt det dér Ladonien pjat, og jeg ved godt, du gerne vil være sådan en kunstmærkværdig type,” svarede schæferen og gjorde en bevægelse med poten mod panden.
Og sådan diskuterede vi den næste halve times tid; men når ens schæfer ikke vil følges med en, så skal man nok tage det alvorligt. Så efter hård forhandling er vi nu blevet enige om, at ingen af os herefter bør antræffes udenfor kragematriklen i korte bukser.
Det er hårdt at blive halvgammel, når man har schæfer.
http://www.ladonia.net/
2 kommentarer:
Jeg er ved at knække sammen af grin, når jeg hører om jeres hyggelige og sarkastiske forhold til hinanden.
Det har faktisk givet mig inspiration til at skrive en blog om de gamle i min familie.
Feks da min oldefar sad fast i grødisen i sin hullede skydepram. Og hans ældste søn lige netop kunne kaste et reb ud til gamlingen. Desværre hev han så hårdt, at den gamle røg ud over kanten og gik til bunds i sit tunge grej.
Da han endelig viste hovedet over isen igen med den bredskyggede hat hængende ned over ørerne og stadig med snadden i munden, skældte og smældte han mod sønnen for at have trukket så hårdt. Han dykkede igen på de otte meter, jeg har målt på stedet. For han havde tabt den dobbdltløbede. Sønnen fortalte senere, at da den gamle igen brød overfladen lignede han en sælhund som blæste vand og is ud af den krumme pibe. Han svømmede selv ind i sine lange søstøvler og bøssen i den ene hånd. Knægten havde bragt sig i sikkerhed.
Sådan er der mange historier som jeg dels har fået fortalt som barn. Dels er beskrevet af Achton Friis i bogen om de danske øer.
Også nogen meget vildere end den jeg lige hev frem her.
Men som sagt er det jer to, som har givet mig lyst til det. :-D
Vh Jens.
Ha, ha. Pragtfuld historie, Jens. Giv mig et praj, når du starter den blog, den vil jeg godt læse.
vh. Per
Send en kommentar