mandag den 5. oktober 2009

Schæfer på ferie


Schæferen har været på ferie. Dels sammen med mig, vi har kørt mere end 2.000 km, hvor han har været agterskytte på V70’eren, dels for sig selv.

Schæferen har gøet af danske hunde fra Skagen til Gedser - næsten. Tilsyneladende kunne de alle sammen godt forstå, hvad han mente. Og han har set mere hav end nogensinde før. Han har gået i sandet ved Vesterhavet, skuet ud over bælterne og Kattegat og lavet en agterskytte pejling mod Falsterbo.

Vi var bl.a. på besøg hos en god ven, en smuk og meget sød pige, som schæferen gerne ville indynde sig hos – ikke mindst fordi hun var så god til mandelkage og marengs. Hun kan godt lide gravhunde, så schæferen gravede straks et hul i græsplænen. Det var ikke vejen til popularitet; men hun tog det nu pænt.

At tage på ferie med sin schæfer er naturligvis en større videnskab – altså når man bor i Sverige. Dels skal hunden jo have sit eget pas. Derud over er der regler om ormekur. Meget indviklede regler, vel at mærke.
Sverige er ”dvärgbandmask” frit område. Det tror de svenske myndigheder i hvert fald på. Denne frygtede og dødsensfarlige orm trives særdeles godt på det europæiske kontinent og i farlige Danmark, så restriktioner er naturligvis påkrævet.
Hunden skal have en ormekur højst 10 dage før, den indføres i Sverige, og de svenske myndigheder pointerer med stor alvor, at man også bør give pelsdyret ormekur hver 28. dag, mens man er bortrejst. Når man kommer tilbage til Sverige, er man forpligtet til at samle dyrets afføring op de første 3 dage.
Hvis man rejser meget, så kan man få et ”4-veckors-intyg” hos den svenske dyrlæge. Det er et alvorligt dokument, hvor man forpligter sig til, under dyrlægens skarpe tilsyn, at give sin hund en ormekur hver 28. dag. Det er en højtidelig sag, hvor selv bilens registreringsnummer skal anføres.

Dette er en EU-særregel, som Sverige desværre fik forlænget for et års tid siden, da den første gang udløb. Reglerne er frygteligt indviklede, f.eks. gjaldt en ormekur hos en dansk dyrlæge kun i 10 dage og ikke i 28, fordi den var indført i passet og ikke på en særskilt pendler-formular (4-veckors-intyg).

Et spørgsmål, man kan stille sig selv, hvis man pendler med sin hund imellem Danmark og Sverige, er om det er sundt for hunden at få en ormekur hver 4. uge?

Schæferen var også lige et par dage på pension. Han kom hjem med et halsbånd og en snor, som ikke var hans egen. Det er ligesom at sende et barn i skole, og det kommer hjem med forkerte vanter og halstørklæde. Det burde være ret enkelt lige at være opmærksom på det; men det er åbenbart for store forventninger at stille til schæferen.
”Jamen, jeg legede lige så godt, så …” prøver han at bortforklare.
Nå, pensionen kørte forbi med det rigtige senere på dagen, så det var jo flot service.

Nu er det hverdag igen for schæferen. Og … nå ja, det er jo også ren ferie.
"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan om få dage bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Ingen kommentarer: