onsdag den 2. december 2009

Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør


Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.
Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

Der var helt stille.

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.
Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.
Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.


NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.

Ingen kommentarer: