Ud at gå

Jeg fik stukket snuden frem i entreen lidt for tidligt, da vi skulle gå tur i dag ved frokosttid. Pjoklederen stod og tog sko på, og var i det hele taget, som sædvanlig, så frygtelig lang tid om det hele.
Så stoppede han op og stod og stirrede stift på mit lange, smukke bølle-schæfer snudeskaft.
Jeg lod som ingenting i et par sekunder, bare lige for at vise at jeg er en schæfer med egen vilje. Så trak jeg snudeskaftet til mig, gik baglæns ind på mit eget værelse, og satte mig i døråbningen.
Og alligevel skulle pjoklederen holde et af sine sædvanlige foredrag. Han sagde:
”Husk, jeg ejer entreen.”
”Ja, ja, lad os nu komme videre!” forsøgte jeg.
”Jeg ejer det hele. Du ejer ingenting. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting. Sådan er det at være schæfer.”
”Ja, ja, få nu bundet det snørebånd!”
Men der var ingen vej udenom. Jeg måtte komme med det der jeg-har-forstået-blik, før pjoklederen var tilfreds. Jeg mener, at det er på grænsen til dyremishandling.

På hans signal gik jeg så ud i entreen og satte mig som altid ved siden af ham og ventede tålmodigt på, at snoren blev sat i halsbåndet. Og så skulle jeg høre på den sædvanlige vittighed:
”Jeg tror, at vi piercer dig i øret. Så kan vi sætte en ring i, og snoren direkte deri”. Og så grinede pjoklederen og så sig om efter klapsalver. Hverken overtøjet, knagerækken eller jeg klappede.

Herefter er proceduren altid følgende: Pjoklederen åbner døren. Så skal jeg blive siddende inde i entreen, mens han går ud på verandaen. Så klapper han sig på venstre hofte, og jeg formodes at stå der som et lyn. Straks efter vender han sig om mod hoveddøren med nøglen i hånden. Imens må jeg ikke stå og spejde efter skader i haven eller pudler på vejen. Derimod er min opgave at gå om bagved ham og sætte mig på måtten foran døren. Hvorfor er det altid mig, der skal holde mig på måtten?
Han låser døren og går hen til trappen. Jeg må først komme, når han igen klapper sig på venstre hofte. Sikken et cirkus!

Nogen gange står han dér så længe, at der næsten skal en afrivningskalender til for at tage tid. Når jeg så endelig får lov at komme frem, så skynder jeg mig nogen gange så meget, at jeg ryger ud på det første eller andet trin af de fem trin ned. Og så kommer det med usvigelig sikkerhed:
”På plads”.
Så må jeg bakke, op ad trappen. Det er altså ikke nemt for en travl schæfer.

Pjoklederen har mange pjokprocedurer, der skal overholdes. Jeg har overvejet at danne en schæfer-fagforening, så vi kan sikre os, at der bliver lavet nogle regler, som er schæfer-sanktionerede.

Venlig hilsen
Ozzy Jensen
aut.schæfer