En schæfers ubetingede accept

Jeg fik en e-mail for et par dage siden. Den var fra en fast læser af denne blog. Hun skrev smukt om hundens betingelsesløse kærlighed, og som eksempel refererede hun følgende vittighed:

”To mænd fisker. ( Fra bagsiden af Ekstrabladet):
- Min påstand er, at hunden er mandens bedste ven !
-Det er noget sludder, Schrøder.
- Nej, det er meget enkelt, Brunsvig….. Forleden lagde jeg konen og hunden i bagagerummet og kørte rundt i en times tid. Så lukkede jeg dem ud, og hvem tror du, var mest glad for at se mig ?”

Jeg vil godt understrege, at jeg naturligvis må tage afgørende afstand fra at lukke en hund i bagagerummet. Og, nå ja, også konen selvfølgelig …;o)

Når schæferen og jeg går ud ad hoveddøren, så ved han nogle gange, hvad vi skal, men ikke altid. Så springer han logrende til venstre for at komme om i haven.
”Haven er det bedste jeg ved!” Jeg går ligeud.
Så springer han glad hen til bilen.
”Bilture er det bedste, jeg ved!” Jeg går forbi.
Så springer han begejstret med ud til indkørslen, og kikker op på mig med et forventningsfuldt blik.
”Gåture er det bedste, jeg ved!”
Jeg smider affaldsposen i renovationsbeholderen og går tilbage. Jeg går op ad trappen og åbner hoveddøren. Schæferen traver entusiastisk med.
”Hygge i stuen er det bedste, jeg ved!”

Denne ubetingede glæde og betingelsesløse accept imponerer mig gang på gang, og gør mig i godt humør.

Jeg var syg søndag og mandag. Et eller andet mavehalløj, kastede op hele natten til søndag. Hver gang jeg, i løbet af natten, kom vaklende ned på toilettet med plastikspanden, der skulle tømmes, stod schæferen der med store øjne og lignede en, der havde alle ønsker om at hjælpe, hvis han bare havde vidst hvordan.

Selvom det først var sent søndag morgen, da han kom ud for at morgentisse, var der ingen lyd fra ham. Han ventede bare. Hensynsfuldt.
Søndag og mandag var der ingen gåture. Det var kun korte tisseture i haven. Det accepterede han uden indvendinger. Han drejede endda selv mod hans del af haven, når vi gik ud, klar over at jeg, med min langsomme gang og store byrde af selvmedlidenhed, var aldeles ude af stand til at gå en ordentlig tur.

Jeg havde det også skidt, og som alle ved, så bliver mænd meget syge, når de er syge. Vi er altid næsten ved at dø. Det er videnskabeligt bevist.
Men midt i den sø af usund selvmedlidenhed, så var det som sædvanlig en glæde at mærke den ubetingede accept af situationen, som en hund viser.

Og det fik jeg så lejlighed til at tænke nærmere over, da jeg modtog den mail, der så udmærket beskrev netop dét.

Schæferen er sådan set enig; men han påpeger dog, at jeg ikke skal udnytte hans gode vilje …