Bølleschæferen og støvsugeren

Da jeg fik bølleschæferen ved en omplacering i 2008, brød han sig ikke om min støvsuger. Det er ellers en fin Electrolux, der ligner en krydsning mellem en Fiat 500 og den dér lille robot fra Star Wars. Schæferen var dog tydeligvis i tvivl om flugt eller angreb ville den bedste reaktion.

Det arbejdede vi så en del på. Jeg har aldrig drillet ham med støvsugeren eller kørt ind i ham, fordi han ikke flyttede sig. Det er der mange, der gør. Jeg lavede vist også støvsugersjov med min første hund for næsten tredive år siden, fordi jeg ikke vidste bedre og troede, at vi legede. Det gjorde vi nok ikke. Han var sikkert bange.

Jeg har gjort meget ud af at anvise schæferen, når han skulle rejse sig og gå et andet sted hen, før støvsugeren kom for tæt på. Det er en af de ting, som jeg vist har været heldig med, for i dag kikker han altid på mig for at få råd, uanset hvor tæt støvsugeren kører på ham, og så længe der ingen anmodning kommer fra mig, bliver han roligt liggende. Det opfatter jeg som tillid.

Noget varmt venskab med støvsugeren får schæferen dog aldrig, og han forstår definitivt ikke konceptet; men han accepterer den. Og når man har en schæfer, så støvsuges der jo tit. Hos os mindst hver anden dag. Så er det dejligt, at det kan ske uden drama.

Lidt drama var der dog her i dag, da støvugeren kom for tæt på en avis, der lå under et par støvler i entreen. Den sugede straks halvdelen af nyhederne, og det meste af sporten, til sig og kom med halvkvalte lyde. De fleste nyheder i avisen er også svære at fordøje.
Schæferen rejste sig og så overrasket til, mens han sendte mig et spørgende blik.
”Ja, ja,” svarede jeg og slukkede for sugeren. ”Sådan én støvsuger kan godt blive lidt grådig og lidt svær at kontrollere.”
Schæferen kikkede på ledningen, der gik hele vejen inde fra stikkontakten i stuen og sagde: ”Det er da klart, når du giver den så lang snor.”