”Klokken er over syv. De friske er for længst stået op,” sagde jeg, da jeg vækkede schæferen i morges.
Som sædvanlig sad jeg ved siden af kurven og gav mig god tid til at klø ham bag øret og lade ham vågne. Den stakkel havde kun fået omkring ni timers søvn. Plus det løse.
Han brummede velbehageligt, som han plejer, og strakte sig, først forbenene, så bagbenene, som blev strakt op mod væggen, så han skubbede sig selv flere centimeter frem i kurven.
Jeg benyttede lejligheden til at tjekke ham for skovflåter, der måtte have bidt sig fast (sæsonen er vist startet), mens jeg kløede ham på brystet.
Så gabte han længe og højlydt og lige op i ansigtet på mig med det dér schæferstore gab, hvor tænderne sidder klar på geled, så langt som øjet rækker. Han kom for skade at trække vejret ind samtidig og havde nær slugt rummet, huset og byen.
”Jeg forstår godt, at du er træt. Du har jo næsten ikke fået noget søvn,” jeg strøg ham medlidende over snydesnudeskaftet. ”Du kan sove lidt mere, mens jeg går i bad.”
Han brummede og lukkede øjnene.
”Jeg tror, at det er søndag; men jeg er ikke helt sikker,” fortsatte jeg. ”Det gør heller ikke noget. Det betyder bare, at man ikke hænger i en klokkestreng.”
”Ja, eller hænger sig i bagateller,” svarede schæferen søvndrukkent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar