En nærsynet hare

Vi var på vej ned til marken, nede ved søen, hvor schæferen løber frit og henter pind. Det var i dag ved frokosttid. Vi gik ad stien, han kunne næsten ikke vente og slet ikke gå ordentligt i snor. Så frøs han og stod helt stille. Det gjorde jeg også.

En stor hare snusede og rodede i skovbunden. Den var på vej hen imod os. Schæferen rørte sig ikke.
”Se kaninen,” hviskede han. ”Den passer lige i vores ovn.”
”Det er en hare. Det kan du se på ørerne og bagbenene,” hviskede jeg tilbage.
”Kanin eller hare, det kommer ud på et. De er lige al dente at sætte tænderne i,” mente schæferen.
”Sådan en bemærkning, under de her omstændigheder, bryder jeg mig ikke om. Det skal du sige, når der er damer eller små piger til stede. Så er det morsomt.”
”Eller din niece. Vær nu lidt stille.”
”Nå ja, hun har jo to kaniner. Hvad er det nu, de hedder?”
”De hedder forret og dessert,” svarede schæferen.
Haren kom nærmere.
”Jeg tror, at den er nærsynet,” hviskede schæferen.
Det kunne han måske godt have ret i. Jeg har mødt mange harer, ikke mindst under fluefiskeri; men aldrig én, der kom så tæt som denne her. Schæferen dirrede. Og så kunne han ikke stå imod længere.

Han kastede sig frem og glemte, at han var i snor. Jeg stod og så haren forsvinde ind igennem skoven med schæferen bagefter, efter ham hang snoren og min venstre arm.
Armen var klog nok til at kravle op ad snoren og prikke schæferen på ryggen.
”Hallo, storvildtsjæger!”
”Jeg har travlt,” gøede schæferen, mens han lavede en håndbremsevending omkring et træ og fulgte flugtharen i en ny retning.
Venstre arm rakte frem og knyttede næven foran schæferens snydesnudeskaft, og schæferen blokerede alle fire poter.
”Måske schæferen vil være så venlig at transportere mig tilbage til mit udgangspunkt,” brummede armen.
”Gisp,” svarede schæferen og luntede tilbage.

Mens jeg prøvede at få mig organiseret, havde schæferen et forslag:
”Måske ville det være nemmere, hvis du fik noget velcro i det skulderled?”