lørdag den 12. marts 2011

En pegefinger i pjoklederblåt


”Skal en pjoklederpegefinger være så stor og blå?” spurgte schæferen for et øjeblik siden. "Er det det, man kalder pjoklederblåt?" Herefter fik han atter et latteranfald.

Det var i dag ved frokosttid. Vi havde parkeret bilen ude ved skoven. Jeg havde lukket schæferen ud. Jeg skulle lige have noget inde i bilen, og så smækkede jeg bildøren, før min pegefinger var kommet helt ud.
Mens jeg brølede noget, som ikke tåler gengivelse, holdt mig for fingeren og satte mig på skovbunden, brød schæferen sammen af grin, og bilens alarm gik i gang, fordi venstre fordør stod på pegefingerklem.

I sidste uge klippede jeg mig i fingeren, sådan ret gennemført og lige på grænsen af syning. Men det bruger vi ikke her, der er for langt til skadestuen. Så jeg lagde en vildmarksforbinding og efter et par dage holdt det op med at bløde, og nu er det næsten vokset sammen. Kønt ser det ikke ud; men jeg skal ikke deltage i nogen skønhedskonkurrence.

Cirka sådan sagde jeg i telefonen, da jeg talte med en ekskæreste forleden, og følte mig meget macho.
”Hvor macho føler du dig nu. Sådan på en skala fra 1 til 2, hvor 1 er overhovedet ikke og 2 er uhyre lidt?” spurgte schæferen og pegede med en pote på min finger, hvor pulsen slog synligt i fingerspidsen.
Jeg så mig om efter noget at kaste efter ham.
”Jeg mener,” fortsatte schæferbørsten. ”Du klippede dig i fingeren i sidste uge og nu bildøren. Hvis man skal sige det i et ord, så er ordet vist klodset.”
Det ord indgik ikke i min selvforståelse. Jeg havde brug for en bortforklaring.

På samme tur i skoven sprang mine røjsere i øvrigt læk. Igen. De gamle blev utætte tidligere på vinteren, så de nuværende er kun tre måneder gamle. Og jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke kan finde kvitteringen.

Ude på marken lå der stadig lidt sne. Schæferen fik spist tre mundfulde, før jeg fik råbt ham op. Jeg har ikke forstand på sne; men jeg går ud fra, at det der ligger nederst, og som er tilbage nu, var det, der faldt først.
Mindre end et minut efter fandt schæferen også ud af, at det er dumt at spise sne i marts, som faldt i december. Han brækkede sig voldsomt, med hvidt skum, fire gange indenfor et par minutter.

Bortset fra det, er det en dejlig lørdag her i Nordskåne. Og efter at have tænkt over det, så har jeg nu bortforklaringen: Klodset? Nej. Distræt? Ja!

2 kommentarer:

Margrethe sagde ...

Forhåbentlig var det ikke den samme finger du fik i klemme, som du fik klippet dig i...
Karla syns at smukschæferen er en smule skadefro ;D hun ønsker dig god bedring :D

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Margrethe,

Nej, det er heldigvis ikke samme finger. To forskellige hænder, faktisk.
Jeg er helt enig med Karla og takker.

vh. Per