Passér gaden!

Nede i vores lille nordskånske by er et par gader gravet op langs fortovet. Kort efter mørkets frembrud i går kom en mand med en puddel gående langs udgravningen, som var skærmet med rækværk næsten hele vejen. Schæferen og jeg gik på den smalle vejs andet fortov. Schæferen var helt afslappet og optaget af en duft i den lille græsrabat. Han værdigede knapt pudlen et blik.

Netop da manden og pudlen nåede til det sted, hvor rækværket ophørte, men udgravningen fortsatte et par meter, reagerede schæferen og sprang gøende frem på bagbenene. Pudlen kikkede overbærende, mens manden hoppede en meter ud af sine egne tanker og trådte et skridt baglæns. Hvorefter han forsvandt ned i udgravningen.

Der var ingen fare på færde, vel højst risiko for en forstuvet ankel. Udgravningen var knapt halvanden meter dyb og siden ikke voldsom stejl. Han forsvandt derned sådan i slowmotion. Da han havde sluppet snoren, og pudlen stod dér og så forundret ud, gik jeg over og tog fat i snoren, så den ikke løb sin vej.
Så dukkede mandens hoved op.
”Hjælp mig lige,” han rakte en hånd op.
”Jo, men jeg står jo lige og holder to hunde her.”
”Jamen, jeg kan ikke …” han skred i blød jord i forsøget på at komme op.
Jeg bandt hundene sammen og lagde snoren igennem rækværket, hvorefter jeg gav manden en hånd. Da han var kommet op og havde børstet det værste jord af, begyndte han at hidse sig selv en smule op:
”Hvad pokker er meningen? Sådan en bidsk hund burde …”
Jeg pegede hen mod hundene. Schæferen stod og så forundret på manden med hovedet sådan lidt på skrå. Pudlen benyttede imens lejligheden til at snuse schæferen respektløst i bagdelen.
Så tog manden en dyb indånding:
”Okay, måske var det mig, der overreagerede. Jeg blev lidt forskrækket.”
Så fortalte jeg, at schæferen var ganske ufarlig; men at han var af racen bølleschæfer og i en stilling som schæfersherif og derfor forpligtet til at råbe ”passér gaden” en gang imellem og i øvrigt sikre sig, at al aktivitet var schæfersanktioneret. Manden, der tydeligvis ikke var schæferblog-læser, kikkede på mig, som om jeg var vanvittig. Så valgte han tilsyneladende at tro på, at det var mit danske sprog, han ikke helt forstod.

Herefter skyndte han sig at ønske god aften, og så ilede pudlen og han hjem til aftensmaden.