Togstop og forstuvning

Vi mødte sværvægtsweileren med den ældre mand i snor, da vi var ude at gå her ved frokosttid. Så pustede schæfersheriffen og sværvægtsweileren sig igen op, snorene var spændt til bristepunktet, mens de så hinanden dybt i øjnene, og byens borgere skyndte sig indendørs.
”Hov, hvorfor har han bind om fingeren?” spurgte weileren.
”Pjoklederen? Det er en arbejdsskade,” svarede schæferen, hvorefter de to pelsdyr fortsatte med at tale om mig, som om jeg ikke var til stede.
”Jeg troede ikke, han lavede noget?” mente weileren.
”Det var under arbejdet med den nye station.”
”Arbejder han ved jernbanen?”
”Naj da, din tossede vægtweiler, men vi gik nede ved stationen forleden dag, da de lige var begyndt.”

I 2012 skal toget igen standse her i vor lille nordskånske by. Det har det ikke gjort i omkring tre dekader. Der skal laves perron og gangbro med elevator. Schæferen er ikke særlig tilfreds med det.
”Jeg kører aldrig med toget. Jeg er ligeglad,” siger han.
”Tænk på at det bliver lettere for folk at besøge os,” forklarer jeg. ”Man vil kunne køre hertil fra Københavns Hovedbanegård med kun et enkelt togskift.”
Schæferen er ikke imponeret:
”Besøg griber så forstyrrende ind i mit søvnbehov.”

De er lige startet på arbejdet med den nye station. Langs banen, nord for den gamle stationsbygning, der nu er restaurant, er der et grønt område med plæne og gamle træer. Her går schæferen og jeg tit. Nu har de imidlertid spærret hele området af. Det er schæferen ret utilfreds med. Så da vi forleden gik forbi et par arbejdere, der stod ved hegnet i deres orange reflekstøj, kastede schæferen sig farligt frem i snoren og gøede.
Det var jeg uforberedt på og havde desværre samtidig snoet snoren lidt uheldigt om hånden.

”Han har forstuvet lillefingeren,” forklarede schæferen.
”Det var da godt, lægen ikke sagde, den var brækket,” svarede sværvægtsweileren.
”Pjoklederen har sgu da ikke været til lægen. Se på forbindingen, den består af lige dele gaze, gaffetape og pjokleder-optimisme. Pjoklederen er nemlig meget klog. Meget klogere end lægerne. Bare fordi han ude i vildmarken har lagt et par brækkede fingre og et enkelt anfald af storhedsvanvid i skinne, så tror han, han er udlært som overlæge. Han brækkede jo en pegefinger i sommer, stillede selv diagnosen og lagde den i skinne. Nu har han besluttet, at lillefingeren har fået en let forstuvning.”
”Har han røntgen hjemme?”
”Nej, din tossede weilervægt; men han har ”mærket efter,” siger han. Åbenbart har han et meget følsomt sind, der er bedre end røntgen. Meget dygtig mand!”

Mens ironien således drev tykt ned ad schæferpelsen, begyndte han at brokke sig over hegnet ved banen.
”Nu har de sat hegn op om hele plænen dernede, og jeg har da vundet hævd på …”
”Ja, hævn! Jeg vil godt være med!” udbrød sværvægtsweileren.
”Det er da ikke hævn, dit tossede weilerapparatur, det hedder hævd!”
”Hævd?”
”Ja, pjoklederen er jo gammel ejendomsmaler, så han har fortalt mig …”
Nu tillod jeg mig at bryde ind:
”Mægler, schæfer, ejendomsmægler.”
”Ja, ja, what ever. Hævd er en ret, man får, når selv gamle på egnen ikke kan huske, at det har været anderledes. Jeg er efterhånden en gammel schæfer, siger pjoklederen, og jeg kan ikke huske, at det har været anderledes. Jeg har altid brugt den plæne!”
”Så har jeg vundet hævd på dit fortov!” udbrød weileren.
”Hvad? Umuligt, det er mit!”
”Hvor gammel er du da?”
”Seks år,” svarede schæferen.
”Ha, jeg er otte år. Og jeg har gået på dit fortov siden, jeg blev født. Jeg har vundet hævd.”
”Sådan noget vrøvl!”
”Hvorfor bed du egentlig de der jernbanearbejdere?”
”Jeg bed dem da ikke. Jeg sprang bare sådan lidt farligt frem, så han sked i de dér orange refleksbukser. Nu er de brune!”
”Det er da derfor, de har afspærret det hele. Det er din skyld!”
”Det kan de altså ikke. Det er mig, der ejer det, for jeg har vundet hævd.”
”Jeg tror altså, det er kommunen, der ejer det.”
”Kommunen? Jeg ejer også kommunen. Jeg ejer alting!” fastslog sheriffen.
”Gør du det?”
”Ja. Hvad er kommunen for noget?”
”Det ved jeg ikke. Det er vist noget, som man brokker sig over,” mente weileren.
”Så vil jeg da ikke eje det.”

Jeg vil tro, at samtalen kunne være fortsat på det tomgangsniveau i timevis; men jeg fik nok og trak af med schæferen. Naturligvis med en vis forsigtighed på grund af min forstuvede lillefinger.