Schæfersheriffen og jeg er lige kommet hjem fra en helt almindelig gåtur i byen.
Udenfor den gamle togstation, der i dag huser en lille restaurant, sidder kokken med en kompis. De drikker kaffe og ryger en smøg. Schæferen springer frem og gør, så den ene spytter kaffe og den anden taber sin cigaret.
Jeg sætter mig på hug og taler alvorligt med schæferen. Han anfører til sit schæferforsvar, at sådan en kok burde stå indenfor og røre i gryderne. Og i øvrigt er det usundt at ryge.
På hjørnet møder vi en lille puddel. Schæferen laver straks en farlig ballade, mens puddel og ejer skyndsomt fortrækker, og medicinalindustrien har fået atter en stesolid-kunde.
Schæferens eneste forklaring er, at det jo var en puddel.
Ved hjørnet af det grå hus på bakken ser jeg lige et glimt af en sort vingefjer og er derfor forberedt. Det er en skade, der hænger dér på hjørnet og tygger tyggegummi. Schæferen hopper frem i snoren og gør så farligt, at selv vinden lægger sig. Den form for lediggang er skadeligt på en mandag, mener han.
Ved busstoppestedet står der en lille kat med halsbånd. Jeg ser den før schæferen, hvilket formentlig er det eneste, der redder min venstre skulder fra en længerevarende fysioterapeut-behandling. Schæferen hidser sig op, så det runger imellem husene og ind og ud ad busskuret. Katten spæner.
Jeg sætter mig på hug igen for at evaluere situationen med schæferen. Han påpeger, at en kat ikke har noget at gøre dér, for enhver ved jo, at katte sjældent har rede penge eller buskort på sig.
Så stikker han snydesnudeskaftet ned i græsset og guffer lige en kattelort. Jeg kommer atter for sent; men rykker alligevel i snoren og skænder på ham, mens jeg bøjer mig ned. Schæferen ved godt, at det er galt, det er tydeligt at se på ham; men han kan ikke lade være.
Da han sekundet efter har tygget af munden, så hopper han lige op og slikker mig i ansigtet. Det plejer at virke. Og så schæferslentrer han ubekymret videre.
Som sagt en helt almindelig gåtur med schæferen …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar