søndag den 3. juli 2011

En bøllebader


Få kilometer fra hvor bølleschæferen bor, ligger der et søbad. For få år siden blev det kåret som Sydsveriges bedste. Der er broer langt ud, der er græsplæne, sandbund, bænke, grillpladser, minigolf, lille restaurant og iskiosk. Og så er der en lille hundestrand.

Her går vi tit i vandet, gerne ved frokosttid på hverdage. Schæferen elsker at bøllebade. Vi har været derude tre gange i denne uge. Når vi har været i vandet og siddet lidt i solen, så lægger vi gerne vejen forbi iskiosken. Så får schæferen en vaffelis. Og hvis der er råd til det, får jeg også en.

Vi stod ved siden af iskiosken i torsdags. Jeg havde min vaffelis i højre hånd og spiste med stor nydelse. Schæferen havde sin på græsset og spiste med stor hast. Ved siden af stod en lille dreng med sin ispind og kikkede lidt betuttet på schæferen.

Et øjeblik efter kom der et par bikinipiger forbi, og jeg indrømmer ærligt, at jeg blev lidt distræt et kort øjeblik eller længere.
Jeg blev vækket af den lille dreng, der satte i et hyl. Schæferen, der for længst var færdig med sin is, stod ved siden af og så forundret ud.
”Jamen, så gør da noget. Kan du ikke se, at drengen er dybt ulykkelig?” sagde schæferen.

Hvad der var sket, havde drengen ikke tid til at fortælle. Han havde for travlt med at lyde som en luftværnssirene. Heldigvis var der et vidne. Det var en midaldrende dame i blomstret badedragt og gul solhat. Hun skulle sådan koncentrere sig for ikke at grine.

Mens jeg havde været bikinioptaget, havde den lille dreng åbenbart stået og flagret med sin is og kikket den anden vej. Schæferen, der var ulykkelig over netop at have spist sin egen is færdig, var rykket tættere på. Derefter havde han to gange slikket yderst forsigtigt på drengens is. Og da det gik godt, så tog han en ordentlig bid.
På det tidspunkt havde drengen vendt sig om, kikket chokeret på isen og schæferen i flere sekunder og derefter sat i sit sirenehyl.
Jeg købte en ny is til drengen.

Da vi var på vej op til bilen, spurgte schæferen:
”Hvad var der egentlig galt med den lille dreng. Savnede han sin mor?”

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det ligner heller ikke noget at stå med is/slik i hundehøjde.
Karla er meget fortørnet over at få skældud, da hun havde taget candyflossen ud af hånden på en lille pige. Hvis is/slik flagrer, må man gerne tage den sir hun.

Margrethe sagde ...

Hov - det er Karla og Margrethe som var anonyme ;)god sommer til Smukkeschæfer og dig

Per Lau Jensen sagde ...

Fuldstændig enig med Karla, Margrethe. Kodeordet er nemlig "flagrer." Hvis is, candyfloss eller andet godis flagrer, så er det lovligt at hapse (og umuligt at lade være).

vh. Per

Anonym sagde ...

Til Per:
Tak for dine gode og levende historier. Bliver altid i super humør når jeg læser dem.

Til bølleschæferen:
Klap og kæl, og havde jeg en godbid ville du få den.

Mvh.
Torunn - fan og schæfer ejer :)

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Torunn,

Tusind tak. Det glæder mig meget at høre.
Jeg finder en godbid og fortæller bølledrengen, at den er fra dig. Hils din schæfer mange gange.

vh. Per

Niels Rosenfeldt sagde ...

Dejlig læsning.. Særligt for mig, der lige selv er blevet schæfer-ejer :-D
Hvor kan jeg bare genkende mange ting i dine historier. Og jeg har kun haft ham i lidt over en uge ..

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Niels,

Tak for de pæne ord. Uha, hvis du kun har haft ham en uge og allerede kan genkende flere ting, så er han vist også af racen bølleschæfer. Det skal nok blive begivenhedsrigt :o)

vh. Per