Rån!

”Hallo dér!” råbte han. Jeg så mig over skulderen.
”Dig med hunden!” Schæferen og jeg stoppede.
Så kom han småløbende hen mod os i mørket og regnvejret. 195 centimeter polisuniform med refleksvest og støvler, der gungrede hårdt i asfalten.
Da han var et par meter fra os, sprang schæferen frem i snoren og gøede farligt. Jeg greb bølledyret i halsbåndet, han trak sig lidt til venstre, jeg måtte træde et skridt samme vej for ikke at miste balancen, og min venstre røjser placerede sig lige oven på en af schæferens kæmpestore poteplader, dramaschæferen hylede op, jeg lavede et hop af bare overraskelse, og schæferen gik i gang med at gø igen.
Polismanden trak sig lidt tilbage og så på os med spørgende øjenbryn.
”Normalt tager vi penge for sådan en forestilling,” forklarede jeg. ”Vi kalder det cirkus Schæferweiz.”
Han så uforstående på mig. Ironi er ikke en svensk spidskompetence.
Nu er det ikke det smarteste at gø farligt af polisen. Selvom Sverige ikke har forbudt en mængde hunderacer som Danmark har, så har de også skrappe regler, hvorefter polisen kan medtage farlige hunde til nærmere vurdering og eventuelt senere aflivning. Så jeg skyndte mig at dæmpe bølleschæferen ned.
”Sit!”
Schæferen fortsatte med at gø.
”Sit, schæfer!”
”Nå, var det til mig?”
”Ja, det var sgu da ikke til polisen, vel?”

Nu kunne jeg mærke, at ordensmagten var ved at blive lidt utålmodig, så jeg skyndte mig at stille mig velvilligt til etatens rådighed, mens jeg spekulerede over, hvilken forbrydelse det var, de havde opdaget. Uanset hvad, kunne det vel næppe give mere end bødestraf.
”Var I hernede på torvet ved 19 til 19.30-tiden i går?” spurgte polismanden.
”I går aftes? Næh, men vi gik her ved 18-tiden og kom vel forbi igen en halv time senere,” svarede jeg og prøvede at erindre hvilken form for gadeuorden, schæferen havde lavet dagen før.
”Det var et rån på det tidspunkt,” forklarede polismanden og pegede mod byens lille kiosk.
”Nu igen, sådan noget forbandet lort, de skulle fandeme …” rasede jeg. Schæferen troede, at jeg skældte polisassistenten ud, så han sprang en meter op i luften og gøede: ”Passér gaden!”

Desværre havde vi ikke set noget, så vi kunne ikke hjælpe. Og polisbetjenten gik igen.
”Sådan en praktikantpolis,” brummede schæferen. ”Er han ikke klar over, at det er mig, der er sherif her i byen?”
”Hvis du er sådan en farlig schæfersherif, så burde du fange dem, der røvede kiosken i går. Måske er der stadig fært at hente, snuden til jorden, du!”
Det gjorde han så og fik en fært.
”Jeg har fat i færten!” råbte han. Vi strøg over gaden til en toetages lejlighedsbebyggelse. Schæferen vejrede i luften: ”Det er oppe på første sal.”
”Flygtede de op på første sal?”
”Flygtet, hvem? Næ, de laver pandekager oppe på første til højre!”