tirsdag den 24. februar 2009

Blodbad


Den 30. januar 2009:

Jeg er sådan en hvor-svært-kan-det-være-type. Det tror jeg egentlig også er en stor fordel i langt de fleste tilfælde her i livet; men der er altså undtagelser ……
Jeg har aldrig klippet negle på mine tidligere hunde. Måske gjorde min første ex det, måske var det doktor Dyr, måske sled de selv neglene – det er nogle år siden, jeg husker det simpelthen ikke.
Bølle-schæferen slider ikke selv sine negle, det har han folk til – folk som mig.
Hidtil har han fået klippet negle, når han er hos Katarina på Slättaröds Hundpensionat & Dagis. Han er dér, når jeg er væk et par dage og ikke kan have ham med. Han får også en dag derovre, hvis jeg er væk mere end omkring 7 timer. Faktisk er der en lov her i Sverige, hvorefter en hund ikke må være alene mere end 6 timer i træk (det er rigtigt!)
Katarina har helt uopfordret klippet hans negle, og det har passet så godt med de gange, han har været der. Imidlertid er det snart et par måneder siden, at jeg har haft behov for at aflevere ham i pensionen. Neglene var blevet lange, så jeg tænkte hvor-svært-kan-det-være og købte en negleklipper.
Det var heller ikke svært i sidste uge. Jeg klippede en lille smule af hver negl, det tog ti minutter, han fik en kiks for hver pote, og alle var glade.
Eksperterne havde fortalt mig, at nerven vokser sig længere med neglene, men at den også trækker sig tilbage, når neglen er blevet klippet. Planen var derfor at klippe et lille stykke af, de stadig for lange negle, igen i denne uge. Det gik også fint, bortset fra en enkelt negl.
Jeg vil under edsansvar garantere, at jeg klippede mindre end 2 mm af, men blodet sprang med det samme. Schæferen tog sig ikke af det, det virkede overraskende nok, som om det ikke gjorde ondt.
Kendetegnende for hvor-svært-kan-det-være-typen er, at de selvfølgelig ikke har ”klipstop” i huset, fordi hvor-svært o.s.v. Kendetegnende for typen er endvidere, at de ikke tænker worst-case og derfor meget vel kan finde på at klippe neglene udenfor dyrehandelens og dr. Dyrs normale åbningstid.
Jeg har altid ment, at der er gået en god TV-serie-læge tabt i mig, så jeg lagde med professionel mine, og uden nogen form for panik, et pres på den blødende negl med en isterning i et håndklæde, hvor-svært …..

Schæferen var ikke imponeret. Til trods for 3 forsøg - til sidst satte jeg mig med ham i hans kurv og holdt pres på, indtil isterningen var smeltet – så blødte det stadig lystigt.
Til dem, der ikke har prøvet at klippe for meget af en negl, kan jeg fortælle, at det bløder rigtig, rigtig meget.
Præcis klokken 21:02 (og det er ikke engang løgn) her fredag aften opgav jeg og ringede til Djursjukhuset i Hässleholm, jeg måtte have dem til at stoppe blødningen. Deres telefonsvarer oplyste, at de lukkede kl. 21.00. De henviste til Djursjukhuset i Helsingborg – det er 105 km herfra!

Så lagde jeg en transsibirisk kompresforbinding – opkaldt efter en hændelse på en sibirisk fisketur (don’t ask!). Den består af vat, hæfteplaster, en halv meter gaffatape og en god del gazebind. Schæferen var ikke voldsomt begejstret – og i øvrigt var den ikke særlig skridsikker på parketgulv.
Det her kommer til at koste. Schæferen er forhandlingsvant og lidt af en hård hund. Indtil videre er det blevet til lasagne til middagsmad og et par Digestive fra min personlige kiksedåse; men det slutter ikke dér. Det bliver dyrt de næste par uger.
Til gengæld glæder jeg mig over, at schæferen har forstået budskabet og ladet forbindingen være i fred, og at det ikke er blødt igennem. Og så har jeg for resten lavet et notat i kalenderen for i morgen formiddag: ”Købe klipstop”.

Ingen kommentarer: