Lige nu kan jeg ikke komme i tanke om hvad

Den 18. februar 2009:

Frosten står stille i luften og klinger i tocifrede minusgrader, som en klar tone fra et perfekt stemt musikinstrument. Schæferen og jeg går ned igennem den lille skov, ned til det høje trådhegn ved banen.
Og så er det der pludselig, som altid næsten uden varsel: VUSSSSSH! 4 sekunder, og så er det væk,

Schæferen er ligeglad med X2000 til Stockholm. Han kikker ikke engang op. Han er mere optaget af to skader, som ikke viser den nødvendige respekt.

Jeg gad ikke gå ud, ville hellere være blevet inde i varmen. Men nu, hvor vi går langs banen og eneste lyd er fuglenes sang, nu hvor solen bryder frem, nu hvor sneen glimter frosthvid, så indfinder den dér følelse af næsten meditativ ro sig.
Som om schæferen straks fornemmer den igennem snoren, stopper han op, og står længe bare og snuser ud i luften.

Så, som ved en fælles uudtalt overenskomst, sætter vi os begge i gang igen. Driver langs banen ned mod byen. Alt er næsten perfekt. Der findes muligvis noget, der er bedre, men lige nu kan jeg ikke komme i tanke om hvad.
”Det skulle da lige være et stykke med leverpostej”, brummer schæferen hjælpsomt.