torsdag den 12. marts 2009

En schæfer og en støvsuger.


Jeg var på besøg hos en veninde i går aftes. Hun var i gang med at støvsuge, da jeg kom. Så jeg satte mig i sofaen med et glas rødvin og ydede moralsk støtte.
Hun har en schæfer, en tæve på 2 år, den lå på gulvtæppet. Veninden støvsugede tættere og tættere på hunden, der ikke rørte sig én millimeter. Først da støvsugerens mundstykke strejfede pelsen, rejste schæferhunden sig op og gik over i sin kurv.
Vi kom til at tale om, hvad der rører sig i sådan en hundehjerne i den situation. Og jeg fik lov til at referere her på bloggen.
”Jeg tror, at det er en magtkamp”, mente veninden. ”Det drejer sig om hvem der ejer den halve kvadratmeter, som hunden ligger på”.
Det kunne jo være; men jeg havde nu tænkt helt andre tanker om samme situation, som jeg også kender hjemmefra med bølle-schæferen. Jeg opfatter det således, at schæferen venter på, at jeg, som flokleder, giver ham besked om, hvad jeg ønsker af ham. Samtidig opfatter jeg det sådan, at han stoler blindt på, at jeg ikke kører ind i ham med støvsugeren, eller noget andet ubehageligt sker. Når jeg er tæt på ham med støvsugerens mundstykke, så beder jeg ham flytte sig. Og det gør han prompte. Altså en situation, der er næsten modsat af magtkamp.

Ingen af os har facitlisten. Min veninde er dyrlæge, ”men derfor ved jeg ikke nødvendigvis, hvad der foregår i hjernen på en hund”, som hun siger. Og jeg er hundeinteresseret, men absolut ingen hundepsykolog.

Vi blev enige om, at nøglen til at trives optimalt med sin hund er, at man forstår hinanden. Og at det faktisk er meget svært. Som hundeejer burde man gennemgå indtil flere kurser i hundepsykologi, blev vi enige om, inden maden kom på bordet og rødvinen blev åbnet.

Jeg har spurgt schæferen til råds om situationen; men for en gangs skyld har den ellers meget talende schæfer ingen kommentarer. ”Det må I da selv finde ud af”, siger han – det frække pelsdyr!

Ingen kommentarer: