torsdag den 26. marts 2009

Når schæferen læser avis


Når schæferen og jeg går tur, så er fremgangsmåden den, at han går koncentreret ”på plads” ved siden af mig – det er i hvert fald min plan, som jeg bedst muligt forsøger at gennemføre. Som belønning for det, stopper vi udvalgte steder ved rabatter og grønne områder, hvor han så får lov til at snuse for lang snor.

Her får han en masse informationer om hvilke hunde, der har været forbi siden sidst. Derfor kalder schæferen og jeg det for at ”læse avis”.

Enhver gåtur starter gerne med at schæferen læser avis her udenfor, hvor der er en græsrabat på ca. 500 m2. Vi kalder den ”Sydsvenskan”.
Nede ved banen, hvor vi tit kommer, har vi et stort, grønt område, som vi kalder ”Aftonbladet”.
Det kedeligste græsområde er plænen nede på torvet, der kommer ikke mange hunde, der er ikke meget at snuse efter, siger schæferen. Vi kalder den ”Information”.
Og engang imellem kommer vi forbi en lille græsrabat, ovre i villakvarteret mod øst. Den har langt græs, og der ligger en del hundelort. Den kalder vi for ”Ekstra Bladet”.

2 kommentarer:

Annette sagde ...

:o))))

Annette sagde ...

:o))))))