En brutal type

Schæferen og jeg gik ned til søen i dag ved frokosttid. Jeg havde ondt i knæet, så vi gik den korte vej langs søen til marken, hvor han kan løbe frit. Det er blot omkring en halv kilometer.
Problemet er, når vi går den korte vej, så ved han, at vi skal ned på marken. At løbe energien af sig og hente en pind er det bedste, schæferen ved. Og han kan næsten ikke vente!
Resultatet er, at han slet ikke kan koncentrere sig om at gå ”på plads” ved siden af mig. Det giver en tur i ujævnt tempo, hvor jeg konstant må bede ham om at gå på plads, ”klikke” med halsbåndet og alle mulige andre tricks for at få ham tilbage på plads. Det er altid lidt trættende.

I dag var det helt galt, værre end sædvanligt. Schæferen blev så fokuseret på, hvor vi var på vej hen, at han helt lukkede af for alt andet. Lige før, vi skulle dreje ind på marken, fik han fuldstændig tunnelsyn og var umulig at komme i kontakt med. Så jeg blev nødt til at udføre en væsentlig disciplinering for at få hans opmærksomhed og få hans hjerne i et andet gear.

Jeg lagde ham ned på siden med hånden hvilende på siden af hans hals – som en førerhund gør i en hunde- eller ulveflok (og som enhver, der ser ”The Dog whisperer”, kender så udmærket). Pointen er, at man skal holde hunden i den position, indtil den slipper sin fokusering og slapper af igen – og dermed viser at den anerkender mennesket som ”flokleder”.

Schæferen var dog så fokuseret på sin mark, at han lå og peb højlydt, og nu og da forsøgte han at rejse sig, selvom han ikke havde fået lov. Det går selvfølgelig ikke. Man skal ikke bruge unødvendig magt, men man skal bruge tålmodighed og konsekvens. Igen og igen måtte jeg lægge ham ned, og i sin fokusering strittede han noget imod. Der er sådan et lille trick med at trække i et forben, så man ikke skal bruge al for megen magt. Det vigtige her er, at man gennemfører det. Ellers har hunden ”vundet”, og det skaber tvivl hos hunden om, hvem der er flokleder.

Dette var imidlertid blevet observeret af to ældre kvinder, der gik tur med formklippet puddel. Da de kom tæt på, stoppede de op. Den ene, en firskåren type i halvnusset trenchcoat og rågummisåler, satte hænderne i siden og kikkede anklagende på mig.
”Hvad foregår der her. Er du oppe at slås med din hund?”
Samtidig begyndte pudlen at gø af schæferen. Og det kunne han jo ikke acceptere, så han sprang op, og jeg måtte igen lægge ham ned.
Jeg forklarede mig, men damen var forarget.
”Jeg har haft pudler i tyve år, og udstillet”, sagde hun. Det skulle sikkert dokumentere, at hun havde forstand på hunde, går jeg ud fra.

Fra den anden side var nu kommet en collie. På slæb havde den en midaldrende herre med perfekt solbrændt teint, lille silkehalstørklæde og løse håndled.
”Er den syg?” spurgte han venligt.
”Nej, jeg disciplinerer ham blot. Han ville ikke gå på plads, og derefter var han gået så meget i fokus på noget andet, at han gør modstand mod at blive disciplineret”, forsøgte jeg at forklare.
”Var det så ikke bedre at lade være?” foreslog han.
”Jo, det ville da være den nemmeste udvej”.

Damerne havde kikket mig ud og stod anklagende, sådan én med skæg og vildmarksjakke var en usympatisk type. Pudlen larmede, uden de sagde noget til den. Nu begyndte collien også at give sit besyv med, mens dens ejer så forsagt til.
Der var for meget panik omkring os, jeg måtte lade schæferen komme op. Og han var faktisk den eneste, der ikke gøede. Han slikkede mig på hånden og kikkede længselsfuldt mod marken. Vi skyndte os at fortrække.
”Det var dog en brutal type”, hørte jeg lige den ene dame bemærke bag om ryggen på os.

Da vi kom ind på marken, trak schæferen igen i snoren. Og vel af vejen fra al panikken, lagde jeg ham ned igen. Denne gang gik der kun et par minutter, så kom der et forløsende suk fra ham, et anderledes roligt åndedræt og hundrede procent fokusering på mig.
Det var det, jeg ønskede. Han kom op igen, og så kastede vi pind og løb rundt på marken en halv times tid, og havde det herligt i solskinnet.

Nu ligger schæferen ude i sin kurv og hviler ud. Men da jeg gik forbi lige før, synes jeg bestemt, at jeg hørte ham mumle: ”Sådan en brutal type” ………..