Jeg havde netop spist frokost, og derefter havde jeg fodret schæferen. Jeg havde arbejdet hele formiddagen, og da man jo aldrig skal overdrive sådan noget på en mandag, så satte jeg mig godt til rette i læderlænestolen med norske Jan Mehlums krimi ”For Guds skyld”.
Bølle-schæferen kom ind i stuen, smaskende højlydt på de sidste rester af frokostens Pedigree. Han stoppede op og snusede til min bog - muligvis kunne han lugte, at der i historien medvirkede en Sankt Bernhards hund.
Så gik han videre, og drejede sig en lille smule, så bagdelen var rettet lige imod mig, bogen og lænestolen. Med en lyd der mindede om en gammel lastvogns trykluftbremser, slap schæferen derefter en vind, som gav mig tilbagestrøget hår, tårer i øjnene og lænestolens læder et instant antiklook.
Jeg råbte instinktivt et eller andet efter ham. Det fik schæferen til at vende om og gå hen til mig. Han placerede sit schæfer-fjæs ti centimeter fra mig og kikkede mig lige ind i ansigtet.
”Var der noget?” sagde han med øjnene.
Selvom det måske lyder usandsynligt, vil jeg godt her understrege, at såvel schæfer-børsten som jeg kan begå os i de bedste kredse uden at skabe skandale. Men vi kan altså også være ganske ligefremme.
Mens jeg kikkede ham ind i øjnene, kunne jeg, i slipstrømmen på frokostens microovns-lunede bøf med ketchup, mærke sådan en lille luftboble, der steg op igennem luftrøret. Det virkede som et passende svar på hans lumre vind, så jeg holdt ikke noget tilbage. Jeg reeebede ham lige ind i ansigtet, så han stod med lukkede øjne og blafrende ører.
Til schæferens ros skal siges, at han ikke rykkede sig én millimeter. Så kikkede vi på hinanden og brød begge ud i grin.
”Det er sgu’ da godt, at der ikke bor nogen kvinde i det her hus”, udbrød schæferen. ”Så ville vi da jævnligt være i seriøse vanskeligheder”.
Og det havde han givet ret i ……
Bølle-schæferen kom ind i stuen, smaskende højlydt på de sidste rester af frokostens Pedigree. Han stoppede op og snusede til min bog - muligvis kunne han lugte, at der i historien medvirkede en Sankt Bernhards hund.
Så gik han videre, og drejede sig en lille smule, så bagdelen var rettet lige imod mig, bogen og lænestolen. Med en lyd der mindede om en gammel lastvogns trykluftbremser, slap schæferen derefter en vind, som gav mig tilbagestrøget hår, tårer i øjnene og lænestolens læder et instant antiklook.
Jeg råbte instinktivt et eller andet efter ham. Det fik schæferen til at vende om og gå hen til mig. Han placerede sit schæfer-fjæs ti centimeter fra mig og kikkede mig lige ind i ansigtet.
”Var der noget?” sagde han med øjnene.
Selvom det måske lyder usandsynligt, vil jeg godt her understrege, at såvel schæfer-børsten som jeg kan begå os i de bedste kredse uden at skabe skandale. Men vi kan altså også være ganske ligefremme.
Mens jeg kikkede ham ind i øjnene, kunne jeg, i slipstrømmen på frokostens microovns-lunede bøf med ketchup, mærke sådan en lille luftboble, der steg op igennem luftrøret. Det virkede som et passende svar på hans lumre vind, så jeg holdt ikke noget tilbage. Jeg reeebede ham lige ind i ansigtet, så han stod med lukkede øjne og blafrende ører.
Til schæferens ros skal siges, at han ikke rykkede sig én millimeter. Så kikkede vi på hinanden og brød begge ud i grin.
”Det er sgu’ da godt, at der ikke bor nogen kvinde i det her hus”, udbrød schæferen. ”Så ville vi da jævnligt være i seriøse vanskeligheder”.
Og det havde han givet ret i ……
3 kommentarer:
Åh, er de ikke dejlige de hunde? Jeg har lige tørret en ordentlig portion bræk op fra det lyse gulvtæppe, fordi jeg kom 2 sekunder for sent med avisen. Og det var ikke fordi at hun skulle læse i den, Per!!
Hundehilsener fra Lis
Ja, de er .. øh .. dejlige. Jeg føler mig engang imellem foranlediget til at spørge schæferen: "Hør, genopfrisk lige min hukommelse, hvorfor var det jeg fik hund?"
Han svarer aldrig ...
Ahhh, hahaha - Nu tror jeg, at jeg som kvinde, at problemet mest vil bestå i, at i slet ikke kan følge med. Som kvinde kan jeg da både prutte og ræbe så selv naboen falder ned af sin stol, inde bag væggen her. Min schæfer virker dog mere velopdragen, men han er vel lærenem ;o) Hvis jeg nu kravler ned på gulvet, viser det et par gange? Det kan da være en fordel han kan rive en gedigin schæfer-skid af, når der kommer gæster, som gerne må gå hjem igen :o)
Send en kommentar