mandag den 28. december 2009

Jul med Jesusænder


Jo tak, schæferen havde en god jul.

Juleaften skulle vi tilbringe herhjemme. Vi gik en tur omkring søen om eftermiddagen, og jeg fortalte:
”Jeg havde tænkt mig risengrød i aften.”
”Nej, vi skal da have and,” svarede schæferen.
”Nå, fanger du én måske?”
Ti minutter efter kom schæferen tilbage med en svane og et blåt øje.
”Den var lidt vild, den and,” sagde han.

Den kunne ikke være i ovnen, og jeg havde ikke fået købt mælk. Så schæferen og jeg endte med at dele en tallerken med æbleskiver og et gensyn med ’Polarekspressen’ i TV, mens sneen udenfor blev grå.

Juletræ og gaver og den slags holdt vi første juledag – ja, det var nu mest schæferen, der fik gaver.
Vi holdt jul med Rullepølsen, sådan en hønselab i god foderstand med fire korte ben, og med Dumlen, der er en lille, karamelfarvet kleinspitz – og så var der for resten også noget familie.
Schæferen fik da også lige ædt lidt juleglimmer fra træets nederste grene. Det kom ud morgenen efter.
"Det er for at du bedre kan finde det i mørke, når du står og fjumrer med posen," forsøgte schæferen optimistisk at bortforklare sig med.
"Der er jo intet glimmer i det mere," forklarede jeg efter grundige studier. "Det er jo nærmest mavesyregult."
"Ja, ja, det er den nye modefarve!"

Tredje juledag var der fred igen, og schæferen og jeg gik en tur omkring vores lokale sø. Vi så Jesusænder. Ja, det kaldte schæferen dem altså. Han har aldrig før set tynd is i vandoverfladen dækket af et lag smeltevand øverst.
Jeg talte 70 ænder, der vraltede rundt 10 meter ude i søen.

Godt nytår!

mandag den 21. december 2009

En blå balladebold


Klokken er 18.30, stuen ligger hen i halvmørke, sådan er det her hos os i december måned. Vi har de typiske svenske adventsstager med lys i vinduerne og nogle fyrfadslys inde i smukke keramikjuletræer og keramikhuse med snedækkede tage og tårnværelser, så der er ikke brug for det sædvanlige skarpe lys.
Schæferen kommer ind fra venstre, helt hen til lænestolen, med sin lille blå balladebold i munden. Jeg afviser ham. Der er ’Seinfeld’ på svensk TV6, og jeg må jo have min daglige vitaminindsprøjtning af humor på højt plan, det kan enhver vel forstå.
Så går han tværs over sendefladen og ind fra højre. Jeg brummer lidt irriteret, vil nødig gå glip af noget. Det burde selv en schæfer da kunne forstå.

Schæferen går ud i stuens halvmørke og rusker balladebolden fra side til side, åbenbart er den ikke helt død. At ”slå sine ting ihjel” gør han ellers ikke særlig tit; men nu bliver han ved.
Jeg knipser med fingrene og peger mod gulvet. Han lægger sig i den anden ende af stuen og falder til ro.

Da ’Seinfeld’ er slut en halv time senere, vil jeg skifte kanal til anden opbyggelig kultur, der er ’Two and a half men’ på TV3; men opdager at schæferen ligger så underligt med munden. Jeg kan ikke helt se, hvad det er i halvmørket, så jeg tænder lampen.
Schæferen ligger med den blå balladebold i munden. Det gør han ellers normalt aldrig. Det må da også være ubehageligt, når man ligger og hviler, tænker jeg, ryster på hovedet, slukker lyset og griber fjernbetjeningen.

Men det undrer mig alligevel så meget, at jeg ombestemmer mig, tænder lyset, går hen til schæferen og beder ham give mig bolden. Jeg rækker ned efter den, og han åbner straks schæfer-gabet; men den blå balladebold flytter sig ikke.
Det viser sig, at han har jaget en af de lange hjørnetænder durk igennem boldens plastoverflade og den sidder uhjælpeligt fast i overmunden - i hvert fald for en schæfer. Det var derfor, han kom hen til mig for mere end en halv time siden. Jeg får straks et anfald af dårlig samvittighed.
Jeg trækker den fri med et ”plop.”
”Puha, jeg troede, at jeg skulle leve med den bold i munden resten af livet,” stønner schæferen lettet med øjnene. ”Og hvordan skulle jeg så få noget at spise?”

onsdag den 16. december 2009

De har stjålet schæferens skov


De har stjålet schæferens skov. Den er væk, forsvundet, lagt ned, kørt væk, pist borte.

Den ligger fire minutter kørsel fra, hvor vi bor. Vi har ikke været derude et stykke tid. Først var der perioden med elgjagt, dér holder vi os væk fra skoven. Tidligere i år fik vi jo et indregnet område, hvor hundene kan løbe frit nede ved søen, der har vi været en del. Så igennem et par måneder har vi ikke besøgt schæferens skov. Nu tog vi derud, og så var den bare væk.

Schæferens skov var et af de få steder i naturlig skov, hvor der var afstand imellem træerne på dansk vis. Det meste svensk skov er plantet tæt og svært at komme igennem. I Sverige er skove forretning og ikke rekreativt område. Men schæferens skov lignede en dansk bøgeskov.
Området var på 10-12 tdl., hvorefter det gik over i mere typisk svensk skov med mosearealer og tæt underskov. En tredjedel af området bestod af ”svampen”. Det kaldte vi den, fordi der var et underlag af mosbevoksning. Det sugede og medførte, at der aldrig stod blankt vand, selv ikke lige efter et regnskyl. Da træerne samtidig havde høje, nøgne stammer langt op og stod med god afstand, var det et perfekt område at kaste med pind, når alle andre steder var våde og mudrede.

Men nu er den væk. 10-15 tdl. land er fældet. Det står nu som et interplanetarisk månelandskab med store kratere fra træernes rødder og gennemskåret af meterdybe hjulspor fra skovmaskiner på størrelse med mellemstore udlejningsejendomme.

”Kan de bare sådan stjæle min skov?” spørger schæferen.

Desværre ja, i Sverige er skov en forretning, enhver skov kan pludselig forsvinde, enhver udsigt forandres. Så den hyggelige fritidstorp i svenskrød, som den danske familie har i skovbrynet, kan en dag, de kommer derop, ligge på en bar mark, hvis ikke en del af skoven ligger på egen grund.

fredag den 11. december 2009

Forkølet schæfer


Schæferen er forknnølet. Sådan kan det gå, når man stikker snudeskaftet for langt frem.

Han ligger på sofaen med dyne og lommetørklæde, kamillethe og halspastiller, tegneseriehæfte og selvmedlidenhed.

Schæferen er jo en hanhund, så er han er selvfølgelig meget syg og plejekrævende. Som enhver ved, så bliver vi mænd meget syge, når vi er syge. Vi er faktisk altid liige ved at dø.
Det er schæferen også. Han har det meget slemt forsøger han at sige med et plaget brunt blik. I hvert fald indtil man vifter med et griseøre, så står han lige pludselig ude på gulvet med savl drivende fra de krumme hjørnetænder. Og så er det, at det går op for mig:

”Du har nok spist for mange griseøre, du har fået svineinfluenza,” foreslår jeg.
”Svineinfluenza? Nej, det får en stor og farlig schæfer da ikke, det ville være nedværdigende,” klynker han. ”Det må være meget voldsommere og farligere. Mindst vildsvineinfluenza!”

onsdag den 2. december 2009

Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør


Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.
Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

Der var helt stille.

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.
Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.
Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.


NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.