En blå balladebold

Klokken er 18.30, stuen ligger hen i halvmørke, sådan er det her hos os i december måned. Vi har de typiske svenske adventsstager med lys i vinduerne og nogle fyrfadslys inde i smukke keramikjuletræer og keramikhuse med snedækkede tage og tårnværelser, så der er ikke brug for det sædvanlige skarpe lys.
Schæferen kommer ind fra venstre, helt hen til lænestolen, med sin lille blå balladebold i munden. Jeg afviser ham. Der er ’Seinfeld’ på svensk TV6, og jeg må jo have min daglige vitaminindsprøjtning af humor på højt plan, det kan enhver vel forstå.
Så går han tværs over sendefladen og ind fra højre. Jeg brummer lidt irriteret, vil nødig gå glip af noget. Det burde selv en schæfer da kunne forstå.

Schæferen går ud i stuens halvmørke og rusker balladebolden fra side til side, åbenbart er den ikke helt død. At ”slå sine ting ihjel” gør han ellers ikke særlig tit; men nu bliver han ved.
Jeg knipser med fingrene og peger mod gulvet. Han lægger sig i den anden ende af stuen og falder til ro.

Da ’Seinfeld’ er slut en halv time senere, vil jeg skifte kanal til anden opbyggelig kultur, der er ’Two and a half men’ på TV3; men opdager at schæferen ligger så underligt med munden. Jeg kan ikke helt se, hvad det er i halvmørket, så jeg tænder lampen.
Schæferen ligger med den blå balladebold i munden. Det gør han ellers normalt aldrig. Det må da også være ubehageligt, når man ligger og hviler, tænker jeg, ryster på hovedet, slukker lyset og griber fjernbetjeningen.

Men det undrer mig alligevel så meget, at jeg ombestemmer mig, tænder lyset, går hen til schæferen og beder ham give mig bolden. Jeg rækker ned efter den, og han åbner straks schæfer-gabet; men den blå balladebold flytter sig ikke.
Det viser sig, at han har jaget en af de lange hjørnetænder durk igennem boldens plastoverflade og den sidder uhjælpeligt fast i overmunden - i hvert fald for en schæfer. Det var derfor, han kom hen til mig for mere end en halv time siden. Jeg får straks et anfald af dårlig samvittighed.
Jeg trækker den fri med et ”plop.”
”Puha, jeg troede, at jeg skulle leve med den bold i munden resten af livet,” stønner schæferen lettet med øjnene. ”Og hvordan skulle jeg så få noget at spise?”

De har stjålet schæferens skov

De har stjålet schæferens skov. Den er væk, forsvundet, lagt ned, kørt væk, pist borte.

Den ligger fire minutter kørsel fra, hvor vi bor. Vi har ikke været derude et stykke tid. Først var der perioden med elgjagt, dér holder vi os væk fra skoven. Tidligere i år fik vi jo et indregnet område, hvor hundene kan løbe frit nede ved søen, der har vi været en del. Så igennem et par måneder har vi ikke besøgt schæferens skov. Nu tog vi derud, og så var den bare væk.

Schæferens skov var et af de få steder i naturlig skov, hvor der var afstand imellem træerne på dansk vis. Det meste svensk skov er plantet tæt og svært at komme igennem. I Sverige er skove forretning og ikke rekreativt område. Men schæferens skov lignede en dansk bøgeskov.
Området var på 10-12 tdl., hvorefter det gik over i mere typisk svensk skov med mosearealer og tæt underskov. En tredjedel af området bestod af ”svampen”. Det kaldte vi den, fordi der var et underlag af mosbevoksning. Det sugede og medførte, at der aldrig stod blankt vand, selv ikke lige efter et regnskyl. Da træerne samtidig havde høje, nøgne stammer langt op og stod med god afstand, var det et perfekt område at kaste med pind, når alle andre steder var våde og mudrede.

Men nu er den væk. 10-15 tdl. land er fældet. Det står nu som et interplanetarisk månelandskab med store kratere fra træernes rødder og gennemskåret af meterdybe hjulspor fra skovmaskiner på størrelse med mellemstore udlejningsejendomme.

”Kan de bare sådan stjæle min skov?” spørger schæferen.

Desværre ja, i Sverige er skov en forretning, enhver skov kan pludselig forsvinde, enhver udsigt forandres. Så den hyggelige fritidstorp i svenskrød, som den danske familie har i skovbrynet, kan en dag, de kommer derop, ligge på en bar mark, hvis ikke en del af skoven ligger på egen grund.

Forkølet schæfer

Schæferen er forknnølet. Sådan kan det gå, når man stikker snudeskaftet for langt frem.

Han ligger på sofaen med dyne og lommetørklæde, kamillethe og halspastiller, tegneseriehæfte og selvmedlidenhed.

Schæferen er jo en hanhund, så er han er selvfølgelig meget syg og plejekrævende. Som enhver ved, så bliver vi mænd meget syge, når vi er syge. Vi er faktisk altid liige ved at dø.
Det er schæferen også. Han har det meget slemt forsøger han at sige med et plaget brunt blik. I hvert fald indtil man vifter med et griseøre, så står han lige pludselig ude på gulvet med savl drivende fra de krumme hjørnetænder. Og så er det, at det går op for mig:

”Du har nok spist for mange griseøre, du har fået svineinfluenza,” foreslår jeg.
”Svineinfluenza? Nej, det får en stor og farlig schæfer da ikke, det ville være nedværdigende,” klynker han. ”Det må være meget voldsommere og farligere. Mindst vildsvineinfluenza!”

Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør

Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.
Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

Der var helt stille.

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.
Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.
Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.


NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.

Ingen handy-hund

I går susede efteråret om hushjørnet og ind over verandaen sammen med affaldsbeholdere og mindre pudler.
Jeg bor i et træhus fra 1910. Det snakker en del med, når vinden blæser med vindstyrke 7-8. Schæferen var utilfreds med al den larm, han lå lige og så ”Arga snickaren” på kanel 5 her i det Skånske.

Det er sådan et byggeprogram, hvor snedkeren rykker ud med sit team til husejere, som er gået i stå i en hovedløs ombygning. Mod at færdiggøre den erhverver han sig ret til at skælde ud på dem en times tid i bedste sendetid. De får læst og påskrevet om manglende planlægning og overvurdering af egne evner. Det er åbenbart meget populært hos seerne. Og også hos schæferen.

Ikke fordi schæferen er på nogen måde er en snedker-schæfer eller en handy-hund. Han er faktisk så uhandy, som han kan blive. Han mangler fundamental forståelse for praktiske opgaver. Når jeg har kastet en hundekiks til ham, og den ryger ned imellem kurven og væggen, så forsøger han at flytte kurven, mens han selv står i den. Helt ærligt …?

Jeg tror simpelthen, at hans poter er skruet forkert på til praktisk husarbejde.
”Det er fordi den ene er med linksgevind og den anden med almindeligt gevind. Så en af dem skruer sig altid af ved hårdt manuelt arbejde”, siger schæferen i baggrunden.
Han siger så meget.

Som en ren refleks

Nu er det den mørke tid. Schæferen og jeg har lige gået en tur her efter mørkets frembrud iført matchende reflekser.

Er det fornuftigt? JA! Er det smart? NEJ! Og hvad vælger mænd normalt, når de har valget imellem smart og fornuftigt? Bare tænk på biler. Rigtigt!

Principielt vil jeg jo hellere blive antruffet død end iført refleksvest – i øvrigt en meget sandsynlig udgang på en gåtur i mørke uden reflekser. Men nu bor jeg her i Skåne, og svenskere er jo så fantastisk fornuftige. Her er det en selvfølge at gå i refleksvest efter mørkets frembrud. Og man må jo hyle med de ulve, man er iblandt.
Formentlig er den ulv, der løber rundt herude i skoven (se tidl. indlæg), også blevet indkaldt og forsynet med reflekshalsbånd her ved overgangen til normal vintertid. Det er jo Sverige.

Og naturligvis har den svenske hund også reflekser, enten i form af vest/dækken eller halsbånd. Schæferen har dog nedlagt absolut forbud imod et refleksdækken.
”Jeg vil jo ikke ligne en pjokleder”, siger han. Så han har fået et gult reflekshalsbånd.

En ulv uden fornemmelse for god markedsføring

Sytten døde får (sytten!) er netop blevet fundet her i trakten i det nordligste Skåne, hvor schæferen bor.
”Det var ikke mig,” påstår bølle-schæferen i baggrunden.

En besigtigelsesmand fra Länsstyrelsen har konstateret, at de er blevet dræbt af en ulv.

”Den ulv har ikke megen fornemmelse for god markedsføring”, brummer schæferen.

Man mener kun at der har været én ulv på spil. Det er uden tvivl den samme ulv, som har været i området i mindst ni uger nu. En ulv kan godt gå i blodrus, ligesom en ræv i et hønsehus, og dræbe mere end den kan spise.
Fåreavlere i området rådes til at tage dyrene ind om natten, tjekke deres indhegninger og eventuelt supplere med elhegn.

Det er tilladt at skyde en angribende ulv, hvis man har taget sikkerhedsforanstaltninger som ovenfor. Ellers er det ikke tilladt at jage ulve. Nu er der selvfølgelig bønder her i området, som mener, at ulven skal skydes. De har ansøgt om tilladelse. Ulven har også her i weekenden angrebet en jagthund under en jagt. Hunden overlevede. Men det er altså ikke spor usædvanligt, det sker jævnligt under elgjagt længere oppe i Sverige, i de områder hvor der lever mange ulve. Hvis ulven opfatter hunden som en konkurrent, der er kommet ind på dens enemærker, så vil den jage hunden væk eller gå til angreb. Det er en helt naturlig reaktion for en ulv.

Det er synd for fårene og en udgift, eller i hvert fald en ulejlighed, for fåreavlerne; men jeg synes altså stadig, at det er lidt hyggeligt med en ulv ude i skoven. For min skyld måtte der meget gerne komme en hel flok.

Spørgsmålet er, om der er penge i at leje en hyrdehund ud til fåreavlerne lige nu? tænker jeg og kikker indgående på schæferen …