Testschæfer

Det var i januar, at jeg luftede ideen om et indhegnet hundeområde. Jeg skal på ingen måde tage æren for ideen, for den kan være tænkt af flere andre før mig. Jeg stod og talte med Jeanette Thelander, der er journalist, forfatter og indehaver af et lokalt forlag. Hun er også en yderst handlekraftig person, har jeg senere erfaret.

I dag er hundeområdet stort set færdigt. Jeanette har fundet et egnet sted, fået godkendelser fra kommune, foreninger og alle relevante instanser, fundet sponsorer i det lokale erhvervsliv til at betale for pæle, hegn og låger, og folk i den lokale hundeklub til at sætte det hele op. Det er meget imponerende.

Der har været et par informationsaftener og et par arbejdsdage, hvor jeg desværre ikke har kunnet deltage. Det er jeg lidt ked af, fordi jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi får sådan en lokal ”hundepark”. Det giver en mulighed for hundene at socialisere sig og omgås uden snor. Det giver også mulighed for at give dem motion uden at overtræde loven. Det er jo nemlig ikke tilladt hunde at løbe frit i Sverige i sommerhalvåret.

Schæferen har været testschæfer. Siden hegnspælene blev rammet ned, har vi jævnligt besøgt stedet, og han har drønet rundt på området. Han mener, at han egenhændigt har tromlet og planeret hundeparken.

En del oplevelser har vi allerede haft på området. En dag gik schæferen f.eks. til angreb på en snog. En stor én. Den ignorerede ham overraskende, for den var lige ved at sluge en tudse. Jeg fik ham sad ned, og vi kikkede begge to på snogen og dens måltid helt tæt på. Det var lidt interessant. Jeg havde øjenkontakt med den, og sådan en snog har faktisk rare øjne.

Det tror jeg nu ikke, at schæferen var enig i.

En skovflåt

I morges, da jeg stod i brusebadet og sæbede mig ind, opdagede jeg en lille knop. Den var så ubetydelig, at jeg nær havde ignoreret den. Kun fordi den sad på pungen, besluttede jeg mig for at undersøge den lidt nærmere. Ja, jeg beklager at bevæge mig under bæltestedet denne gang. Men det var altså lige dér, den pokkers skovflåt havde bidt sig fast.

Jeg har udviklet en vis erfaring med skovflåter. Schæferen har haft en del. Denne sommer har vi dog, i modsætning til sidste år, undgået de steder, hvor der er flest flåter. Han bliver forebyggende behandlet med ”Frontline Vet” mod flåter, lopper og lus.

Jeg er altid grundig med at tjekke både schæferen og mig selv, når vi har været i skoven. Det er dog svært at se skovflåter i schæferens pels, de har alle muligheder for at gemme sig. Så er det langt lettere at tjekke sine egne ben og arme. Men åbenbart er det ikke nok, for jeg har flere gange opdaget flåter i schæferens pels timer efter, at vi har været ude at gå. Så længe de ikke har bidt sig fast, så kan de sagtens hoppe videre – f.eks. over på hundeejeren.
Problemet med skovflåter er, som de fleste vil vide, at en del af dem kan overføre Borreliainfektion. Her i Skåne mener man, at hver femte skovflåt er inficeret med sygdommen. Hos mennesker kan Borrelia give infektion i huden, betændelsen kan sprede sig, og i værste fald kan der ske infektion i nervesystemet med risiko for varige men. Det kan være et ganske alvorligt sygdomsforløb, og det kan tage lang tid at blive rask. Jeg tror, at det er vigtigt for os hundeejere at være opmærksom på flåter, også på os selv, ikke kun på hunden. Og løbende, ikke kun lige efter vi har været i skoven. Se evt. nærmere på dette link http://www.jerk.dk/skovflaat.htm.

Efter en skovtur for et par uger siden kildede det i nakken på vej hjem. Jeg havde en skovflåt i nakken. Jeg havde ikke haft hovedet i nærheden af steder, hvor de lever; men jeg havde haft kontakt med schæferens pels. Den var nok sprunget over.

Det var en morgen i sidste uge. Jeg var netop færdig med at barbere mig, og da jeg satte skægtrimmeren tilbage i opladeren, så sad der en lille flåt på spidsen af den. Den måtte have siddet i mit skæg. Efter morgengåturen et kvarter forinden havde jeg givet schæferen en krammer. Den var nok sprunget over.

I går aftes sagde jeg som sædvanlig godnat til schæferen ved at nusse ham lidt bag øret og give ham et lille kram. Åbenbart må en skovflåt, ved samme lejlighed, have skiftet adresse, uden jeg bemærkede det. I løbet af natten har den så kravlet rundt på mig og fundet et sted at bide sig fast. Den havde kun nået at suge en lille smule blod, og lignede derfor kun en lille bitte knop her til morgen. Hvis jeg ikke var så vant til flåter, så ville jeg slet ikke have tænkt, at det var en flåt. Faktisk var jeg ikke helt sikker. Men jeg tog flåttangen og tænkte, hvis det ikke var en flåt men en knop, så mærkede jeg det jo nok.

Jeg har schæferen mistænkt for at have udviklet en teknik til at læsse sine skovflåter over på mig. Bølle-schæferen ser helt uskyldig ud:
”Hvad mener du. Er det de dér små selvgående ballontyggegummi ting, du taler om?”
”Ballontygge …?”
”Ja, ja, det ligner da sådan noget boblegum noget, når først de puster sig op”, forklarer han.

Ud at gå

Jeg fik stukket snuden frem i entreen lidt for tidligt, da vi skulle gå tur i dag ved frokosttid. Pjoklederen stod og tog sko på, og var i det hele taget, som sædvanlig, så frygtelig lang tid om det hele.
Så stoppede han op og stod og stirrede stift på mit lange, smukke bølle-schæfer snudeskaft.
Jeg lod som ingenting i et par sekunder, bare lige for at vise at jeg er en schæfer med egen vilje. Så trak jeg snudeskaftet til mig, gik baglæns ind på mit eget værelse, og satte mig i døråbningen.
Og alligevel skulle pjoklederen holde et af sine sædvanlige foredrag. Han sagde:
”Husk, jeg ejer entreen.”
”Ja, ja, lad os nu komme videre!” forsøgte jeg.
”Jeg ejer det hele. Du ejer ingenting. Jeg bestemmer det hele, du bestemmer ingenting. Sådan er det at være schæfer.”
”Ja, ja, få nu bundet det snørebånd!”
Men der var ingen vej udenom. Jeg måtte komme med det der jeg-har-forstået-blik, før pjoklederen var tilfreds. Jeg mener, at det er på grænsen til dyremishandling.

På hans signal gik jeg så ud i entreen og satte mig som altid ved siden af ham og ventede tålmodigt på, at snoren blev sat i halsbåndet. Og så skulle jeg høre på den sædvanlige vittighed:
”Jeg tror, at vi piercer dig i øret. Så kan vi sætte en ring i, og snoren direkte deri”. Og så grinede pjoklederen og så sig om efter klapsalver. Hverken overtøjet, knagerækken eller jeg klappede.

Herefter er proceduren altid følgende: Pjoklederen åbner døren. Så skal jeg blive siddende inde i entreen, mens han går ud på verandaen. Så klapper han sig på venstre hofte, og jeg formodes at stå der som et lyn. Straks efter vender han sig om mod hoveddøren med nøglen i hånden. Imens må jeg ikke stå og spejde efter skader i haven eller pudler på vejen. Derimod er min opgave at gå om bagved ham og sætte mig på måtten foran døren. Hvorfor er det altid mig, der skal holde mig på måtten?
Han låser døren og går hen til trappen. Jeg må først komme, når han igen klapper sig på venstre hofte. Sikken et cirkus!

Nogen gange står han dér så længe, at der næsten skal en afrivningskalender til for at tage tid. Når jeg så endelig får lov at komme frem, så skynder jeg mig nogen gange så meget, at jeg ryger ud på det første eller andet trin af de fem trin ned. Og så kommer det med usvigelig sikkerhed:
”På plads”.
Så må jeg bakke, op ad trappen. Det er altså ikke nemt for en travl schæfer.

Pjoklederen har mange pjokprocedurer, der skal overholdes. Jeg har overvejet at danne en schæfer-fagforening, så vi kan sikre os, at der bliver lavet nogle regler, som er schæfer-sanktionerede.

Venlig hilsen
Ozzy Jensen
aut.schæfer

En schæfers ubetingede accept

Jeg fik en e-mail for et par dage siden. Den var fra en fast læser af denne blog. Hun skrev smukt om hundens betingelsesløse kærlighed, og som eksempel refererede hun følgende vittighed:

”To mænd fisker. ( Fra bagsiden af Ekstrabladet):
- Min påstand er, at hunden er mandens bedste ven !
-Det er noget sludder, Schrøder.
- Nej, det er meget enkelt, Brunsvig….. Forleden lagde jeg konen og hunden i bagagerummet og kørte rundt i en times tid. Så lukkede jeg dem ud, og hvem tror du, var mest glad for at se mig ?”

Jeg vil godt understrege, at jeg naturligvis må tage afgørende afstand fra at lukke en hund i bagagerummet. Og, nå ja, også konen selvfølgelig …;o)

Når schæferen og jeg går ud ad hoveddøren, så ved han nogle gange, hvad vi skal, men ikke altid. Så springer han logrende til venstre for at komme om i haven.
”Haven er det bedste jeg ved!” Jeg går ligeud.
Så springer han glad hen til bilen.
”Bilture er det bedste, jeg ved!” Jeg går forbi.
Så springer han begejstret med ud til indkørslen, og kikker op på mig med et forventningsfuldt blik.
”Gåture er det bedste, jeg ved!”
Jeg smider affaldsposen i renovationsbeholderen og går tilbage. Jeg går op ad trappen og åbner hoveddøren. Schæferen traver entusiastisk med.
”Hygge i stuen er det bedste, jeg ved!”

Denne ubetingede glæde og betingelsesløse accept imponerer mig gang på gang, og gør mig i godt humør.

Jeg var syg søndag og mandag. Et eller andet mavehalløj, kastede op hele natten til søndag. Hver gang jeg, i løbet af natten, kom vaklende ned på toilettet med plastikspanden, der skulle tømmes, stod schæferen der med store øjne og lignede en, der havde alle ønsker om at hjælpe, hvis han bare havde vidst hvordan.

Selvom det først var sent søndag morgen, da han kom ud for at morgentisse, var der ingen lyd fra ham. Han ventede bare. Hensynsfuldt.
Søndag og mandag var der ingen gåture. Det var kun korte tisseture i haven. Det accepterede han uden indvendinger. Han drejede endda selv mod hans del af haven, når vi gik ud, klar over at jeg, med min langsomme gang og store byrde af selvmedlidenhed, var aldeles ude af stand til at gå en ordentlig tur.

Jeg havde det også skidt, og som alle ved, så bliver mænd meget syge, når de er syge. Vi er altid næsten ved at dø. Det er videnskabeligt bevist.
Men midt i den sø af usund selvmedlidenhed, så var det som sædvanlig en glæde at mærke den ubetingede accept af situationen, som en hund viser.

Og det fik jeg så lejlighed til at tænke nærmere over, da jeg modtog den mail, der så udmærket beskrev netop dét.

Schæferen er sådan set enig; men han påpeger dog, at jeg ikke skal udnytte hans gode vilje …