Ikke schæfersanktioneret

Jeg møblerede om i spisekøkken og stue i går. Nu havde det stået sådan i to år, jeg trængte til noget fornyelse.
I køkkenet blev spisebordet vendt halvfems grader, det giver faktisk mere plads. I stuen blev sofaen vendt halvfems grader og sat op ad væggen ved vinduet. Stuens bedste krimistol blev flyttet over i den anden ende af stuen, hvorfra jeg kan se ind i mit arbejdsværelse, som jeg – noget indbildsk – ynder at kalde ’biblioteket’ på grund af de 671 bøger, som står i reolen.

Jamen, jeg ved godt, at folk, der har et rum i deres hus, som de kalder ’biblioteket’ ofte har tusindvis af titler stående. Men jeg er glad for mine bøger - og jeg har læst næsten dem alle - selvom der hverken er førsteudgaver eller andre sjældenheder iblandt. Der er enkelte gamle bøger med pæn bogbinderkunst, men det er generelt bøger uden særlig værdi. Alligevel kan jeg godt lide at kunne kaste et blik til venstre på dem fra krimistolen.

Ommøbleringen faldt dog ikke i god jord hos schæferen. Han stod længe og kikkede på det hele. Så gik han rundt og snusede grundigt og kritisk til hvert eneste møbel, som var flyttet. Og derefter satte han sig og nedstirrede den stol, der nu stod, hvor han plejede at ligge. Han var ikke tilfreds. Ommøbleringen var absolut ikke schæfersanktioneret.

I går aftes opdagede jeg så, at TV apparatet nu stod alt for langt fra min foretrukne stol. Schæferen godtede sig:
”Indrøm nu bare at det ikke var gennemtænkt,” begyndte han. ”Du er nødt til at flytte det hele tilbage igen.”

Eller også skulle jeg bare få købt den 42 tommers fladskærm?

En dialog om prutteposer

”Har du nu igen købt de billige prutteposer?”
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.

Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.

”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”

Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.