Bøllebold og badehætte

Bølleschæferen elsker at spille fodbold. Jeg købte en plastikbold, som schæferen ondulerede på tyve sekunder. Nu ligger den på plænen og ligner en druknet badehætte. Så investerede jeg i en læderbold. Det tog schæferen flere minutter at trykke livet ud af den, nu ligger den i rabarberbedet som en gennemtygget havehandske. Pudsigt nok har den mest holdbare fodbold været en skumbold. Det er den, vi bruger i øjeblikket ude i haven.

Vi spillede her ved frokosttid.
”Jeg er centerschæferward og målsluger,” proklamerede schæferen med øjnene.
”Pas på du ikke sluger bolden,” svarede jeg og foretog en Laudrup-dribling udenom ham, mens jeg højlydt hånede ham for at være en alt for tung forsvarsschæfer. Driblingen lykkedes næsten perfekt. Det var først ved den sidste afsluttende manøvre, at mine ben erindrede mig om, at jeg ikke er knapt 25, men derimod knapt 60. Det har jeg det med at glemme.

Schæferen er mere sådan en Tøfting-type. Så han satte en plæneklippertackling ind, så det knogleknagede.

Da jeg hang oppe i luften, så jeg, at der stod to tilskuere på den anden side af hegnet. De lignede nogen, der havde stået der et par minutter. Det var ægteparret Jönsson igen. De har bestemt ikke hund. De har det med at komme forbi på de mest uheldige tidspunkter, og de går med så lydløse sko. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik. Men han plejer også derefter at trække næsten umærkeligt på skulderen og gå videre – formentlig kommer han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

”Hent førstehjælpskassen, Fredrik!” råbte fru Jönsson.
Jeg vinkede afværgende, mens jeg spyttede græs, og schæferen triumferende løb med bolden.
”Jensen, jeg kan jo ikke undgå at høre, altså jeg mener …” begyndte overlæge Jönsson.
Jeg pegede på schæferen, men han stod og så ud som om, han slet ikke kunne tale.
”Vi har et udmærket system, Jensen. De skal bare henvende Dem på vores lokale vårdcentral, så kan De få en henvisning til en ekspert.”
”Ja, det ved jeg godt, jeg har været på vårdcentralen, men …”
”Nå, De er i behandling. Det var godt.”
”Næ, nej, jeg …”
”Kom nu, Fredrik.”
Så trak fru Jönsson af med sin Fredrik.
”Hva’ så, er du skadet, Ronaldo?” grinede schæferen.

Jeg kom op, og vi spillede videre. Schæferen vandt 9-1. Det gør han altid. Det er ham, der fører regnskab.

En fødselsdagsudflugt

”God morgen, schæfer.”
”Åh, jeg føler mig gammel. Det er efterhånden blevet så hårdt at komme ud af kurven om morgenen,” klagede dramaschæferen sig.
I går fyldte han seks år.

Jeg havde lovet ham en fødselsdagsudflugt om formiddagen.
”Hvor skal vi hen?” spurgte han
”Det skal være en overraskelse,” svarede jeg.
Da vi var fremme, spurgte han forundret:
”Hvad skal vi dog hos dr. Dyr?”
”De vil jo også sige tillykke til dig, schæferdreng.”
”Vil de det?”
”Ja, ja, det gør de med alle dyrene.”

Da vi kom ud igen, var schæferen knapt så begejstret.
”Var det din fødselsdagsgave til mig, en lang nål i nakken? Hvad siger du til i julegave at få et gavekort til en schæfertand i bagen?”
”Jo, men …”
Du kunne godt have sagt, at jeg skulle have en rabies vaccination.”
”Jamen, det vidste jeg jo ikke noget om,” svarede jeg rapt. ”Det var fordi, du gøede ad den dér retriever i venteværelset.”
”Jamen, den kikkede på mig.”
”Det er muligt, men så giver man altid en vaccination mod rabies for en sikkerheds skyld.”
Gør man virkelig?”
”Ja, ja. Det siger loven.”

Men han fik altså også leverpostej, lagkage, løbetur i skoven og en ny fodbold til haven.