tirsdag den 23. august 2011

Ny schæferkurv



Det er mange måneder siden, at schæferens kurv begyndte at gå op i syningen. Jeg tænkte derfor, at han skulle have en ny. Det kæmpede han imod igennem et par måneder.

”Jeg vil ikke have en ny kurv. Den kan aldrig blive så god, som den gamle. Det her er den, jeg er vant til. Det er den, jeg holder af. Den lugter rigtigt, det vil en ny aldrig komme til. En ny kurv vil stresse mig. Jeg vil aldrig få lukket et øje i en ny kurv!”

Selv når jeg støvsugede kurven, mente schæferen, at den var dårligere bagefter:
”Der er noget, der mangler. Der er noget, der er forsvundet. Den lugter mærkeligt. Af bøllesuger!”

Da han havde skabt sig et par måneder, tog jeg ham med til dyrehandelen for at vælge en ny kurv; men han ville ikke med ind, han sad ude i bilen med poterne overkors og var 3 måneder. Da jeg havde været inde og kikke lidt på udvalget og specielt priserne, blev jeg overbevist om, at han havde ret. Han behøvede bestemt ingen ny kurv.

Forleden faldt jeg så over et parti kingsize hundekurve til en usædvanlig pris. Så købte jeg én. Nu har jeg placeret den på den gamle kurvs plads, hvor der er udsyn ind til stue og køkken, og flyttet den gamle kurv over i den anden ende af værelset, hvor der slet ikke er noget udsyn. Så håbede jeg lidt, at han selv ville vælge den nye.

Men schæferen er småsur:
”Du tvinger mig jo til at bruge den nye kurv. Det er dyremishandling.”
”Du har da stadig den gamle?”
”Jo, men jeg kan jo ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

lørdag den 6. august 2011

Et par korte hukommelser


Schæferen og jeg spillede fodbold i haven igen i dag. Det gør vi tit. Som sædvanlig troede jeg, at mine ben var 25 år og mit efternavn Laudrup, mens schæferen rutinemæssigt havde besluttet at brække mindst et pjoklederben.

Faktisk gik det indledningsvis ret godt. Det lykkedes flere gange at drible udenom schæferen med både bold og ben i behold.
Jeg kunne høre bruset fra tribunen, da jeg satte sidste forsvarsspiller af på kanten af straffesparksfeltet og gjorde klar til en skruet yderside, hvis mål var at slikke indersiden af stolpen oppe i højre trekant. Jeg var i blå og hvidstribet trøje tilbage på Holtes 2. hold og 14 år, og historien gentog sig i mindste detalje, da jeg sparkede i græsset og vred om på foden.

Efter at have ømmet mig lidt, fløjtede jeg kampen af og lod schæferen tage en æresrunde. Da vi skulle ind misforstod schæferen mig og var på vej forbi trappen om mod den anden ende af haven.
”Nej, vi går ind!”
Han stoppede og drejede skarpt op ad trappen. Under den øvelse vred han højre forben, så jeg kunne se det. Han sagde ikke noget; men han støttede næsten ikke på benet, og jeg måtte holde ham, da jeg skulle tørre den venstre pote.

Så sad vi lidt i stuen, som et par patetiske krykhusarer, og havde medlidenhed med os selv og hinanden. Men nu går det godt, og i morgen skal vi sikkert spille fodbold igen.

Det er en stor lettelse, at der ikke bor en kvinde her på krageslottet, når vi spiller fodbold i stuen, smadrer en vase og bare griner; men det betyder samtidig, at der heller ikke er en kvinde til at åbne vinduet mod fodboldbanen og skråle:
”Kan I to kyllingehjerner så stoppe med det dér. I ved, hvad det ender med!”
For det gør vi faktisk ikke, det har vi nemlig glemt. Min hukommelse er kun en anelse længere end schæferens.