Et dødsfald:

Vi fandt et af ”vores” frækdyr ude på vejen. Det var den ene af de to vilde kaniner, den med de korte ører.
”Den er da blevet overhalet af en bil,” mente schæferen, og det kunne man vel egentlig godt sige.

For et par uger siden havde schæferen løbet den op ude i haven og jaget den hen i en krog ved udhuset, hvor den stod og trykkede sig. Jeg bad ham om at lade den løbe. Det bragte han på bane nu igen, schæfere er iskolde:
”Så kunne jeg da lige så godt have gjort den ovnklar forleden. Nu kan den jo ikke bruges,” han pegede med en skuffet pote.
Så blev han eftertænksom og spurgte:
”Når vi har været i skoven, og jeg har løbet og lægger mig træt i kurven, så siger du tit, at jeg er helt flad. Men jeg er da ikke så flad som kaninen dér, vel?”

På vej ind glemte han et kort øjeblik, at han er en frygtelig farlig og kynisk schæfer og sagde:
”Det er nu alligevel synd for den lille frækkanin.”
Så nu har vi aftalt her i eftermiddag at ære den lille frækkanins minde og ønske hvil i fred med en lille andagt, hvor vi drikker gravøl (mest mig) og spiser blødt brød (formentlig mest schæferen).

Tag den så!

Vi har gjort det igen, bølleschæferen og jeg, bragt terror og panik til den lille sagesløse nordskånske by, hvor vi bor. Så længe det varer.

Det var nede ved søen, vi havde været inde på marken og gik ad den smalle dyreveksel på skråningen. Da vi kom om hjørnet og havde udsigt til søen, stien og broen, kom der en ung pige med en lille silkepuddel.

Da jeg kender schæfersheriffens temperament og hans hurtige pote på bødeblokken, stoppede vi nogle meter før stien og lod dem passere. Men schæferen kunne selvfølgelig ikke holde kæft. Han rejste sig på bagbenene og stod 45 grader fremover i stram snor og uddelte en skideballe til den sagesløse silkepuddel. Både pudlen og den ligeså sagesløse unge pige så på os med store, nervøse øjne, mens jeg forsøgte at smile beroligende.

Da de var kommet ti meter væk, gik vi ud på stien, vi skulle samme vej. For at skabe lidt afstand imellem os benyttede jeg mig af et lille godistrick.

Når schæferen og jeg går tur, så stopper vi en gang imellem. Jeg siger ”stanna!” til ham (han er jo svensk), kaster 2-3 godis til alle sider. Derefter venter vi lidt, hvorefter han får lov til at finde dem. Vi bruger også en variant, hvor vi går sammen rundt og lægger et antal godis, hvorefter han så skal huske, hvor vi lagde dem. Da schæferen hverken hedder Bohr eller Einstein til efternavn, kan det være lidt af en udfordring for hans hukommelse. Han husker oftest placeringen af 3 godis, men har jeg lagt en fjerde kniber det.

I det her tilfælde beordrede jeg ”stanna” og kastede en enkelt godis frem ad stien. Så gik jeg ind foran schæferen, vendte ryggen til stien og pudlen, tog snoren af ham og stod og kikkede ud over søen, mens schæferens stirrede intenst på mig, og schæfersavl begyndte at dryppe på stien.
Jeg ventede lidt, så afstanden til pudlen blev størst mulig. Så sagde jeg, som jeg altid gør, og ret højt:
”Tag den så!”
Schæferen for frem, jeg drejede mig og opdagede, at pigen med pudlen stod kun 20 meter fra os (pudlen havde formentlig brugt tid på at besørge i skovbunden). Og vel at mærke i den retning, som schæferen galoperede.
Pigen skreg, greb pudlen og løb. Schæferen dykkede efter sin godis og fandt den efter få sekunder snuseri. Derefter så han forundret efter pige og puddel, der nu kun var en støvsky et par hundrede meter fremme.

Jeg har forberedt schæferen på, at en dag vil der måske komme en gruppe alvorlige mennesker og banke på krageslottets dør. Gruppen vil formentlig indeholde en repræsentant for grundejerforeningen, en person fra kommunen og en fra sognerådet samt den danske konsul for Nordøstskåne. De vil medbringe en dybtfølt appel til os om at flytte tilbage til Danmark.