Da vi går ned forbi stedet, hvor den gamle remise lå, og hvor det nu nedlagte spøgelsesspor førte mod Kristianstad, kommer der et X2000, vushhh, og væk er det, videre mod Stockholm. Derfor ser vi ikke sværvægtsweileren på stien til venstre, før det næsten er for sent.
Weileren puster brystkassen op og giver hals, bølleschæferen kaster sig frem i snoren med rejste rygbørster, og der bliver en farlig ballade.
”Hør, I plejer da ikke at gå på det her tidspunkt?” siger schæferen så, da de begge har mistet pusten.
”Næh,” svarer weileren. ”Men jeg tror, den gamle glemte det i morges.”
”Hør her, weilermand, hjemme hos os er det mig, der bestemmer, hvornår vi skal ud at gå. Når jeg synes, det er tid for en gåtur, går jeg ind til pjoklederen, der sidder foran sin computerskærm med firkantede øjne. Hvis han forsøger at ignorere mig, så slukker jeg bare hans lampe på skrivebordet.”
”Hunde kan da ikke tænde og slukke lyset,” siger weileren.
”He, muligvis kan du ikke, weilerboy, men schæfere kan den slags. Vi er meget intelligente.”
”Jamen, hvordan kan du nå kontakten, står du på bagbenene?”
”Herregud, dit lille weilernor, der er da ingen kontakt. Pjoklederen er jo en meget moderne mand. Med en lynhurtig reaktionsevne på 15 år er pjoklederen altid med på det nyeste.”
”Øj, det er vi ikke hjemme hos os,” siger weileren og kaster et blik bagud på den gamle mand, der står helt ude for enden af snoren og mumler for sig selv. ”Men hvordan slukker man så for jeres lampe?”
”Lampen slukker bare man rører ved den," siger schæferen. "Så jeg lægger da bare hovedet på lampens fod, så er arbejdslyset slukket. Slut med at skrive, pjokleder, vågn op, luk computeren, ud at gå!”
Følg også både bølleschæferen og bogens ("Bølleschæferen og pjoklederen") vej mod udgivelse på www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar