Spurveforliget

Jeg ved ikke, om det var turtelduer. Det var nok bare almindelige, småfede villahaveduer. De havde sikkert været ude lørdag aften, hun havde haft planer, men han var bare faldet i søvn. Nu var det søndag morgen, og de forsøgte at indhente det.
To duer med tømmermænd, der forsøgte at parre sig, højt i kastanjetræet, på en spinkel gren. Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Heldigvis kunne de flyve.
Schæferen, med forpoterne plantet i vindueskarmen, stod og så på, for de lavede en frygtelig larm.

Schæferen kikkede på mig, og hans øjne spurgte: ”Sådan et par småfede duer må jeg da godt jage, ikke?”
Jeg nikkede.
Vi havde forhandlet aftalen på plads ved forårets start, ikke at det havde været let, chef-schæferen er en hård forhandler. Men nu var det på plads. Spurve måtte ikke jages i haven, dét havde jeg fået igennem. Til gengæld måtte jeg acceptere, at schæferen kunne jage alle større fugle.
Når han er ude, og jeg betragter ham i smug fra vinduet, kan jeg se, at han er lidt i tvivl, når der lander en solsort. Skader og krager er der ingen tvivl om. Dem jager han med skarpladte tænder.

Det gjorde han også i det tidligere forår med en gråspurv – eller det vil sige, det tror jeg, for jeg så det ikke.
Da jeg kom ud i haven, stod bølle-schæferen med tænderne i en gråspurv, der baskede med vingerne på jorden. Hvordan han havde båret sig ad med at fange den, ved jeg ikke, det må have været et rent held.
”Hvad fanden laver du?”
”Den fløj lige ind i hovedet på mig. Jeg forsøger at genoplive den”, svarede han lynhurtigt.
Men jeg har studeret racen, og jeg ved, at et markant karaktertræk ved bølle-schæfer racen er, at den altid har en bølle-bortforklaring klar. Så den hoppede jeg ikke på.
Jeg aflivede den sårede gråspurv, og vi begravede den, et spadestik nede, ved siden kompostbunken. Schæferen og jeg brummede ”Dejlig er jorden”. Bagefter drak vi gravøl – mest mig, og spiste blødt brød – mest schæferen.

Forliget, ”spurveforliget” kalder vi det her i flokken, kom på prøve i går. Vi stod i haven, jeg børstede schæferens pels. Jeg så godt denne her gråspurv allerede, da den lettede fra tagrenden. Han så beslutsom ud, der var klart spektakel i spurven. Så jetdykkede han ned og tæt hen over schæferen med overspurvshastighed. Derefter loopede kunstflyverspurven foran os, og i et spektakulært højresving drønede han forbi schæferens lange snyde-snudeskaft i kun en meters afstand.
Jeg går ud fra, at der har siddet nogle gråspurvetøser et eller andet sted, som den lille kunstflyverspurv skulle imponere. Jeg håber, at det lykkedes. Schæferen var i hvert fald ikke imponeret.
”Der må være grænser for hvilke provokationer, man skal stå model til”, indvendte schæfer-børsten.
”Et forlig er et forlig”, svarede jeg, og han så skuffet ud.

Jeg har i øvrigt for et stykke tid siden lagt endnu en forligstekst på bordet. Den hedder: Ikke jage bier. Men de forhandlinger er brudt sammen.

Bengalsk schæfer

”Skal du nu støvsuge igen?” Han så op på mig med de store, brune øjne.
Selvfølgelig skulle jeg støvsuge igen. Det gør jeg hver dag, eller i hvert fald hver anden. Det er jeg nødt til. Jeg forstår ikke, hvorfor hundehår hænger bedre fast i alt andet end hundens pels.

Jeg har prøvet at spørge schæferen om det. Men det interesserer ham vist ikke. Jeg har også prøvet at true med at hælde en flaske lim ud over ham. Så mumler han noget om ulovligt og telefonnummeret til dyrenes beskyttelse.

”Flyt dig nu lidt!” Schæferen ligger på det sorte tæppe og burde jo vide bedre. Jeg støvsuger altid samme vej rundt i huset.
”Din båtnakke”, råber jeg efter ham, over støvsugerlarmen.
Han vender sig halvt om. ”Hvor sidder den. Kan den sige dyt?”
”Bindegale schæfer”
”Bengalsk schæfer?”

En flyvende steg og en pelsingeniør

Schæferen og jeg gik omkring søen i dag ved frokosttid. Vejret var strålende og ganske forårsvarmt.
En flok ænder fløj skræppende hen over hovedet på os. Schæferen så bistert efter dem. De landede på søen ved den modsatte bred.
Svaneparret derovre var ikke helt tilfreds med det, og jagede dem væk. En enkelt and var lidt for skødesløs, lidt for tung, lidt for langsom. Svanen blev sur. Derefter jagede den i bølgehøjde efter anden, og de fløj begge to lige mod os – i schæfer højde.

Schæferen steppede fra side til side foran mig, med blikket fast rettet mod den flyvende middagsmad. Det tog dem 10-12 sekunder at flyve over søen.
Schæferen vendte hovedet et par gange og kikkede på mig. Hans blik sagde: ”Andesteg eller svane?”
Men så tog de højde, til schæferens skuffelse, og jog hen over os ti meter oppe.

Da vi kom hen til broen, dukkede der en bæver op. Jeg vidste ikke, at der var bævere nede ved søen. Jeg har set bævere før, på fisketure. Jeg ved ikke, om schæferen har set sådan en før.
Bæveren kikkede uinteresseret på bølle-schæferen og jeg, så gled den i vandet og svømmede uanfægtet over åen.
”Så du den?” spurgte jeg schæferen.
”Ja-ja, det var en pelsingeniør”.
”Hvad?”
”Ja, de bygger dæmninger og den slags, ikke?”
Det kunne han jo selvfølgelig have ret i. Han er svær at imponere den schæfer.

Lagkage og isposer

Det er min fødselsdag i dag. Lad mig bare indrømme det, sådan en halvrund én. I går var jeg i begyndelsen af halvtredserne, i dag er jeg i slutningen. Det er sådan en dag, hvor slidgigten værker lidt ekstra, prostata trykker en smule mere, og trangen til at købe en kraftig motorcykel er lidt større …..

Schæferen har vist fået blandet det dér med fødselsdagsgave og morgenmad på sengen sammen. Så han smed et griseøre i min seng. Jeg har hørt om folk, der er vågnet op med et hestehoved i sengen, aldrig et griseøre. Men det er tanken, der tæller.

Bølle-schæferen har også gjort klart, at han forventer lagkage til eftermiddagskaffen. Ingen fødselsdag uden lagkage er mit princip, så det må jeg jo nok efterkomme.

Schæferen og jeg gik en tur ned i byen her i formiddag. Som jeg tidligere har skrevet om (bloggen den 10. april 2009 ”Imponeret?”), så forsøger jeg at gøre mig selv lidt interessant på vores gåture, så schæfer-børstens opmærksomhed bliver rettet imod mig, og det vi gør sammen, og væk fra at gø af andre hunde.
Blandt meget andet har jeg ladet ham gå den modsatte vej i forhold til mig om vejskilte og lygtepæle, således at snoren vikler sig om, og så må han selv regne ud, hvad han skal gøre. Det lærte han nu ret hurtigt. Og nu er han snu nok til at stoppe op, når vi kommer til et vejskilt. Så venter han og ser, hvilken vej jeg går omkring, og så følger han efter.
En gang imellem bliver han selvfølgelig grebet af en duft, og schæferen er jo en hanhund og udpræget singletasker, så i den situation opdager han intet, og kan sagtens få snoet sig om et vejskilt. Eneste anden mulighed er at vi sætter farten op og løber rundt om nogle vejskilte, så løber han lige i mit kølvand; men hvis jeg pludseligt stopper, drejer rundt og løber tilbage rundt om skiltet, så vælger han oftest den lige vej hen til mig. Og så er snoren snoet om skiltet.

Det gjorde vi også nede på tovet i formiddag, og jeg satte hastigheden ekstra op. Så fik jeg samtidig rakt tunge af min fødselsdag, og tidens ubønhørlige fremmarch, og bevist hvilken fremragende kondition, jeg stadig er i. Og jeg vil til hver en tid blankt afvise, at den yngre kvinde med det lange, lyse hår, der spadserede med en silkepuddel lidt bag os, havde nogen som helst indflydelse på min opførsel.

Imidlertid overså jeg, at et af skiltene havde en undertavle. Den hang sådan lige i hovedhøjde. BOIIIING !!!!!

Nu sidder jeg med en ispose på panden. Schæferen er også syg. Han har fået mavepine af bar grin.