søndag den 25. oktober 2009

Vintertid


Schæferen er ikke tilhænger af det her med sommer- og vintertid.

Vi går en lang tur hver dag ret præcist kl. 12.00, hvor han gerne får mulighed for at løbe frit. Hver gang, vi overgår til vintertid, så sidder han klar med hovedet spørgende på skrå allerede klokken ti minutter i elleve (almindelig dansk vintertid).

De følgende par dage gør han mig, på cirka samme tidspunkt, stædigt opmærksom på, at vintertid ikke er schæfer-sanktioneret.

Det er lettere, når vi går til sommertid, fordi så sker alt det sjove en time tidligere. Det er til at schæfer-forstå.

Det har ikke gjort det bedre, at det både i går og i dag har været efterårsregn og –blæst. Jeg må indrømme, at jeg gjorde vores ture i går lidt kortere end normalt. Jeg er egentlig glad for at være i naturen, og det kan såmænd også være ganske interessant i regnvejr; men mit førstevalg i regn og rusk er i stolen, ved siden af den svenske porcelænskakkelovn fra 1910, med en god bog i hånden.

Det er ikke schæferens førstevalg. Han er ligeglad med regn og rusk. Engang havde jeg en Grand Danois, han vendte gerne om i døren, hvis det regnede. Det var rart.

Når vi kommer hjem fra en regnvejrstur, så er bølle-schæferen jo drivvåd. Så skal han tørres med et stort badehåndklæde ude på verandaen. Fordi hans pels ser helt fluffy ud bagefter, så hedder det her i huset at blive fluffiet.

Schæferen elsker at blive fluffiet. Det rangerer helt oppe på højde med et stykke med leverpostej. Og det bliver – puha – nok også nødvendigt, når vi skal ud i dag ved frokosttid.

fredag den 16. oktober 2009

Der er en ulv ude i skoven


I sidste uge tog en ulv et lam lige her syd for byen. Og for et par dage siden blev den fotograferet med en mobiltlf. lige her øst for. Det er formentlig en ensom strejfer, der er kommet lidt langt sydpå; men vi har dem jævnligt her i området, selvom der ikke altid er skudsikkert bevis.
I følge eksperterne så var der senest ulve her i området i 2004. Men det var seneste gang, det var dokumenteret. Der er set ulve flere gange i den mellemliggende periode, de er bare ikke blevet fotograferet, og der har ikke været andet sikkert bevis.
Potespor er meget svære at bruge som bevis for ulve. Store hunde, specielt store blandingsracer, kan afsætte spor, som selv eksperter har meget svært ved at skelne fra ulve. Ofte følger eksperterne sporet længe, måske en kilometer eller mere, og baserer deres dom mere på den adfærd, som sporene viser end på sporene i sig selv.I denne omgang var der da også en ekspert ude og sige i medierne, at det næppe var en ulv, der var på spil, til trods for lammet, for spor og at flere mennesker indenfor de seneste uger har rapporteret, at de har set en ulv i området. Men det var altså inden, der kom et fotos på bordet.
Selvom det gamle grænseland her i det allernordligste Skåne, hvor jeg bor, er mere tætbefolket og bebygget end ulvenes normale levesteder længere oppe i Sverige, så er der egentlig intet til hinder for at en ulveflok eller to kunne leve mere eller mindre fast her i området. Der er skove nok, og en ulveflok har et stort revir, typisk omkring 200 km2 eller mere.
Selvom vi har en del vildsvin, som ulven kan jage, så skal folk nok, i så fald, vænne sig til, at der engang imellem ryger et par husdyr. Et lam, et får og lignende. Også kæledyr kan være i fare, katte og hunde der løber frit i skov og på mark. Men der er absolut ingen fare for mennesker.
Til trods for ulvens ikke alt for gode omdømme findes der historisk intet belæg for, at ulve skulle jage eller uprovokeret gå til angreb på mennesker.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt - godt nok ikke for lammet, men sådan er det jo i naturen.

Nu kommer schæferen travende ind i stuen for at sprede glæde og hundehår. Med sin sædvanlige schæfer-attitude som om han er universets centrum. Han kikker undersøgende på mig:
”Det der med ulven er jo noget, du har arrangeret, er det ikke?” siger han.
”Hvad?”
”Ja, du har jo lige udgivet din krimi NÅR ULVE JAGER. Den er lige nødlandet hos boghandlerne for et par dage siden. Synes du ikke, det er lidt mistænkeligt, at netop nu er der en ulv, der jager her ude i skoven?”
”Jamen, jeg kan ikke gøre for … og hvad mener du i øvrigt med nødlandet, dit uforskammede pelsdyr?”
”Synes du ikke, at den er lidt for tyk, lidt for reklame-smart, pjokleder?” svarer schæferen aldeles upåvirket.

På den baggrund vil jeg godt lige dokumentere min påstand med følgende link med foto af ulven: http://www.nsk.se/article/20091011/NYHETER/710119911
"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan nu bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops. Kan f.eks. bestilles på dette link: http://www.saxo.com/dk/item/per-lau-jensen-naar-ulve-jager-paperback.aspx?utm_campaign=Forfatterskole%202009%20oktober&utm_medium=referral&utm_source=per%20lau%20jensen&utm_content=link%20til%20naar%20ulve%20jager

torsdag den 15. oktober 2009

Da schæfer-ekspressen blev afsporet


At have hund er en farlig sportsgren. Jeg har ondt i ryggen på anden uge nu.

Hver dag ved frokosttid så går vi en tur i skoven, ud på marken eller ned til den indhegnede ”hundpark”. Under alle omstændigheder et sted hvor schæferen kan løbe frit uden snor, så han kan få sin motion og få brugt sin energi.

En af hans store fornøjelser er, når jeg kaster en pind, som han skal hente. Nogen gange har jeg i stedet taget en eller anden af hans plastikting med snor i med. Så kaster vi med den i stedet. Når han har hentet den, så løber han i høj hastighed tilbage og tæt forbi mig. Derefter tager han et par æresrunder, indtil han ender foran mig og afleverer plastiktingen/pinden til et nyt kast.

For lidt over en uge siden, da vi var på besøg i Danmark, var vi ved frokosttid ude på et nyudstykket område, hvor vejene var anlagt; men parcellerne lå stadig hen som mark. Jeg kastede en plastikting ind over markerne, og schæferen spurtede af sted. Det var tredje eller fjerde gang, jeg kastede, schæferen var stadig fuld af energi. Han hentede plastiksagen og havde vel 25-30 meter at accelerere tilbage på. Han drønede mod mig, jeg stod på vejen med sådan en belægning af små fliser.

Om jeg bevægede mig, og dermed forvirrede schæferen, husker jeg faktisk ikke, det kan meget vel have været min egen skyld. I hvert fald ændrede schæfer-ekspressen mening sådan cirka 1½ meter før mig og forsøgte at skifte retning for at løbe højre om i stedet for venstre om.
Hans poter skred på fliseunderlaget, og han fik kun ændret retning med halvdelen af det nødvendige og styrede lige imod mig.

Jeg er ikke sådan at flytte, jeg vejer på den tunge side af 90 kg med vindjakken på; men 40 kg veltrænede schæfermuskler og hårde schæferknogler i en ukontrolleret nødlanding kan formentlig lave hul i en kampvogn. Schæferen ramte mig med høj hastighed, jeg fløj op i luften og landede et øjeblik efter. Desværre så uheldigt, at jeg landede på schæferen. Jeg kunne mærke hans ene forben under min ryg, og han hylede højt. I det øjeblik blev jeg naturligvis frygtelig bange for et brækket schæferben.

Jeg trillede rundt på vejen, mærkede en ubehagelig smerte i ryggen og lå stille. Men så bemærkede jeg schæferen, som stod og støttede på tre ben, mens han peb. Så kom jeg op i en fart, huskede ikke at ynke ham eller vise medlidenhed, men var selvfølgelig voldsomt bekymret.

Efter et par minutter begyndte han heldigvis at støtte på alle fire ben igen og gik uden at halte. Jeg åndede lettet op. Men han ignorerede sin plastikting og stod i stedet længe tæt op ad mig.
”Undskyld”, sagde hans øjne vist.

Et par minutter efter gik det op for mig, hvor ondt jeg egentlig havde i ryggen. Og det har jeg stadig. Men hellere mig end schæferen – og sådan har de fleste hundeejere det vel.

mandag den 5. oktober 2009

Schæfer på ferie


Schæferen har været på ferie. Dels sammen med mig, vi har kørt mere end 2.000 km, hvor han har været agterskytte på V70’eren, dels for sig selv.

Schæferen har gøet af danske hunde fra Skagen til Gedser - næsten. Tilsyneladende kunne de alle sammen godt forstå, hvad han mente. Og han har set mere hav end nogensinde før. Han har gået i sandet ved Vesterhavet, skuet ud over bælterne og Kattegat og lavet en agterskytte pejling mod Falsterbo.

Vi var bl.a. på besøg hos en god ven, en smuk og meget sød pige, som schæferen gerne ville indynde sig hos – ikke mindst fordi hun var så god til mandelkage og marengs. Hun kan godt lide gravhunde, så schæferen gravede straks et hul i græsplænen. Det var ikke vejen til popularitet; men hun tog det nu pænt.

At tage på ferie med sin schæfer er naturligvis en større videnskab – altså når man bor i Sverige. Dels skal hunden jo have sit eget pas. Derud over er der regler om ormekur. Meget indviklede regler, vel at mærke.
Sverige er ”dvärgbandmask” frit område. Det tror de svenske myndigheder i hvert fald på. Denne frygtede og dødsensfarlige orm trives særdeles godt på det europæiske kontinent og i farlige Danmark, så restriktioner er naturligvis påkrævet.
Hunden skal have en ormekur højst 10 dage før, den indføres i Sverige, og de svenske myndigheder pointerer med stor alvor, at man også bør give pelsdyret ormekur hver 28. dag, mens man er bortrejst. Når man kommer tilbage til Sverige, er man forpligtet til at samle dyrets afføring op de første 3 dage.
Hvis man rejser meget, så kan man få et ”4-veckors-intyg” hos den svenske dyrlæge. Det er et alvorligt dokument, hvor man forpligter sig til, under dyrlægens skarpe tilsyn, at give sin hund en ormekur hver 28. dag. Det er en højtidelig sag, hvor selv bilens registreringsnummer skal anføres.

Dette er en EU-særregel, som Sverige desværre fik forlænget for et års tid siden, da den første gang udløb. Reglerne er frygteligt indviklede, f.eks. gjaldt en ormekur hos en dansk dyrlæge kun i 10 dage og ikke i 28, fordi den var indført i passet og ikke på en særskilt pendler-formular (4-veckors-intyg).

Et spørgsmål, man kan stille sig selv, hvis man pendler med sin hund imellem Danmark og Sverige, er om det er sundt for hunden at få en ormekur hver 4. uge?

Schæferen var også lige et par dage på pension. Han kom hjem med et halsbånd og en snor, som ikke var hans egen. Det er ligesom at sende et barn i skole, og det kommer hjem med forkerte vanter og halstørklæde. Det burde være ret enkelt lige at være opmærksom på det; men det er åbenbart for store forventninger at stille til schæferen.
”Jamen, jeg legede lige så godt, så …” prøver han at bortforklare.
Nå, pensionen kørte forbi med det rigtige senere på dagen, så det var jo flot service.

Nu er det hverdag igen for schæferen. Og … nå ja, det er jo også ren ferie.
"Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, kan om få dage bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.