fredag den 27. august 2010

Omringet


Jeg er lige kommet hjem fra frokostturen med schæferen – præriens bedste hund. Eller noget i den stil.

Når man går fra byens torv og mod nord ind i villakvarteret, kommer man forbi et toetages hus med lejligheder.
Dér sprang schæferen pludselig frem og rømmede sig. Der var ingen hund i sigte. Men sekundet efter viste der sig et stort, gult blodhundehoved på en af altanerne. Hovedet gøede voldsomt.
”Jeg skal give dig blod, skal jeg!” hvæsede schæferen og trak luft ind til det store svar.

Men så begyndte sværvægtsweileren, der bor i huset ved siden af, at gø. Den kunne overhovedet ikke se, hvad der foregik og havde slet ikke noget at gøre med det, så det var nok bare sådan for en sikkerhed skyld.
Schæferen snurrede rundt.

Netop da kørte en blå bil langsomt forbi bag os og stoppede ved huset lige fremme til højre. Inde bagi sad spanieren, som schæferen kalder den. Den gøede rutinemæssigt, straks den fik øje på schæferen.
Schæferen snurrede igen og så rundtosset ud. Så kikkede han op på mig og råbte:
”De har omringet os. Kør vognene i ring!”

Nu hviler han ud på verandaen efter træfningen.

mandag den 16. august 2010

At godkende verden


Tre skader hang på et gadehjørne og tyggede tyggegummi.
Schæferen sprang frem med blottet tandsæt og rejst ryg.
”Forbandede knallertrockere!”
De flaksede væk i rædsel.

Klokken var knapt 8.00. Vi var ude på vores korte morgentur, hvor schæferen lige kan få gjort, hvad sådan én nu skal gøre ved dagens begyndelse.
Schæferen har dog en helt anden opfattelse af formålet med vores morgenture. Og det burde jeg måske have gættet for længst.

En morgen, hvor jeg var lidt sent på den, råbte schæferen:
”Skynd dig, de venter! Kan du ikke høre, at verden holder vejret?”
Jeg slog det hen som noget af det sædvanlige schæferpladder.
En anden gang råbte han fra verandaen efter morgenturen og med snudeskaftet mod himlen:
”Rewind! Spol, spol!”

Åbenbart er schæferen af den opfattelse, at han skal godkende verden, med alt der er i den, hver morgen. Den nye dag skal schæfer sanktioneres, før den rigtigt kan gå i gang. Det er hans opgave, ligesom det er hans opgave at tjekke haven for frække dyr, inden vi går i seng om aftenen.

Det er et hårdt job at være schæfer.

tirsdag den 10. august 2010

Mit eneste problem er en schæfer ...


Schæferen var så produktiv på morgengåturen i dag, at jeg fyldte hele tre prutteposer. Jeg holdt dem op foran ham og sagde:
”Sig mig engang, tror du, at du bliver betalt pr. kilo?”
Netop da kom ægteparret Jönsson atter engang forbi på det mest uheldige tidspunkt. Det er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede i bunden i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig et langt, undersøgende blik, når han hører mig tale med min hund. Men han plejer også at trække på skulderen og bare gå videre – formentlig forbi han kommer i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.

Men denne gang tiltalte han mig.
”Hr. Jensen, har De det godt?”
”Fremragende,” svarede jeg.
”De er ikke for meget alene her i Sverige uden nogen at tale med?”
”Nej da, jeg har flere svenske venner, og danske ditto kommer rendende i tide og utide.”
”Hmm,” han så undersøgende på mig med sine gamle psykiaterøjne.
”Han var indlagt i januar,” oplyste schæferen beredvilligt.
”Aha, blev det så bedre, hr. Jensen?”
”Altså, jeg var indlagt på grund af betændelse i den ene balancenerve.”
”Nåh,” han så skuffet ud.
”Eller også var det bare for meget cognac,” mumlede schæferen.
Jönsson kikkede undersøgende på mig hen over brillerne.
”Han har også været til en CT scanning af hovedet,” gøede schæferen.
”Aha, fandt man noget, hr. Jensen?”
”Absolut ingenting, nul, intet udslag, aldeles dødt, helt sort, prøvebillede, intet liv,” uddybede schæferen imødekommende.
Jeg sendte ham et dræbende blik og svarede:
”Jeg har hovedpine på grund af en gammelt piskesmældsskade, så …”
”De må aldrig være bange for at gå til lægen, hr. Jensen.”
”Kom så, Frederik,” fru Jönsson havde fået nok og greb i hans vindjakkeærme.
”Ja, ja, Märtha,” mumlede han og lod sig trække.
”Mit eneste problem er en schæfer, der kæfter op,” råbte jeg efter dem.
”Det er synd, det er ellers sådan en nydelig ung mand,” bemærkede fru Jönsson, mens de forsvandt i retning af købmanden.

onsdag den 4. august 2010

Feriegæster


I et par uger har vi haft forskellige hold af feriegæster her i det nordskånske. Nær familie, fjern familie og folk, der påstod, at de var familie. Det sidste hold feriegæster kom ikke på grund af sygdom. Det var det hold, der skulle have haft hund med. Schæferen var ret skuffet.

Vi havde lige to dage, inden sidste hold skulle være kommet. Der fik huset den store tur.
”Vil det sige, at du har vasket gulv helt uden grund?” spurgte schæferen, da han hørte om afbuddet.
”Nej, der skal da vaskes gulv en gang imellem under alle omstændigheder.”
Schæferen har aldrig rigtigt forstået konceptet med rengøring.

Schæferens skuffelse over det manglende hundebesøg har jeg forsøgt at lindre ved at forklare ham, at alle de vildsvineører, hundekiks og ruller med mums, som vi har købt, nu ikke skal deles med en anden hund.
Se, det er et sprog, som schæferen forstår!