tirsdag den 23. august 2011

Ny schæferkurv



Det er mange måneder siden, at schæferens kurv begyndte at gå op i syningen. Jeg tænkte derfor, at han skulle have en ny. Det kæmpede han imod igennem et par måneder.

”Jeg vil ikke have en ny kurv. Den kan aldrig blive så god, som den gamle. Det her er den, jeg er vant til. Det er den, jeg holder af. Den lugter rigtigt, det vil en ny aldrig komme til. En ny kurv vil stresse mig. Jeg vil aldrig få lukket et øje i en ny kurv!”

Selv når jeg støvsugede kurven, mente schæferen, at den var dårligere bagefter:
”Der er noget, der mangler. Der er noget, der er forsvundet. Den lugter mærkeligt. Af bøllesuger!”

Da han havde skabt sig et par måneder, tog jeg ham med til dyrehandelen for at vælge en ny kurv; men han ville ikke med ind, han sad ude i bilen med poterne overkors og var 3 måneder. Da jeg havde været inde og kikke lidt på udvalget og specielt priserne, blev jeg overbevist om, at han havde ret. Han behøvede bestemt ingen ny kurv.

Forleden faldt jeg så over et parti kingsize hundekurve til en usædvanlig pris. Så købte jeg én. Nu har jeg placeret den på den gamle kurvs plads, hvor der er udsyn ind til stue og køkken, og flyttet den gamle kurv over i den anden ende af værelset, hvor der slet ikke er noget udsyn. Så håbede jeg lidt, at han selv ville vælge den nye.

Men schæferen er småsur:
”Du tvinger mig jo til at bruge den nye kurv. Det er dyremishandling.”
”Du har da stadig den gamle?”
”Jo, men jeg kan jo ikke følge med i, hvad der foregår i køkkenregionerne fra den gamle.”
”Hvorfor skal du også det?”
”Det er da en pligt alle hunde har. Det står i jobbeskrivelsen!”

6 kommentarer:

gulfi sagde ...

Hej hvor er du bare god knus til vovse og dig

Per Lau Jensen sagde ...

Hej gulfi,
Tak for kommentaren. Lige hvad angår kurv bliver jeg måske nok lidt blød. De to kurve er meget forskellige, og han skal ligge sundt, på det underlag, der er bedst for ryg, led og muskler. Måske fornemmer han selv, hvad der er bedst og fortæller mig det ved sit valg. Holder han fast ved den gamle, så tror jeg, det ender med, at jeg køber én magen til.

vh. Per

Dorthe sagde ...

Hej Kender alt til det. Bare jeg har rystet hendes kurv, vil hun ikke ligge i den, før den er "duftet" til. Kunne du ikke have nøjes med en ny pude? Skal gerne sy en til Bøllen :) Jeg har syet puder med krøjer kugler til mine katte. Men Hunden (Bertha) elsker at ligge på dem.! Elsker at læse om jeres oplevelser. Knus

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Dorthe,
Du kender det, kan jeg høre. Nej, en pude ville ikke være nok. Den gamle kurv er gået så meget op i syningen, at den snart falder helt skilt ad. Ellers tak for tilbuddet med puden, det var sødt af dig. Også tak for de pæne ord om bloggen. Der er i øvrigt inden længe en bog på vej om schæferen. Jeg er ved at skrive det sidste i disse dage.
vh. Per

Dorthe sagde ...

Hej igen ja kan godt se, at puden så nok ikke kan gøre det. Glæder mig til bogen, måske den kan nå at blive et julegave ønske?
Knus

Per Lau Jensen sagde ...

Hej Dorthe,
Julen når schæfer-bogen nok ikke. Bogudgivelse er et langt forløb. Jeg håber på foråret 2012.

vh. Per