Togstop og forstuvning

Vi mødte sværvægtsweileren med den ældre mand i snor, da vi var ude at gå her ved frokosttid. Så pustede schæfersheriffen og sværvægtsweileren sig igen op, snorene var spændt til bristepunktet, mens de så hinanden dybt i øjnene, og byens borgere skyndte sig indendørs.
”Hov, hvorfor har han bind om fingeren?” spurgte weileren.
”Pjoklederen? Det er en arbejdsskade,” svarede schæferen, hvorefter de to pelsdyr fortsatte med at tale om mig, som om jeg ikke var til stede.
”Jeg troede ikke, han lavede noget?” mente weileren.
”Det var under arbejdet med den nye station.”
”Arbejder han ved jernbanen?”
”Naj da, din tossede vægtweiler, men vi gik nede ved stationen forleden dag, da de lige var begyndt.”

I 2012 skal toget igen standse her i vor lille nordskånske by. Det har det ikke gjort i omkring tre dekader. Der skal laves perron og gangbro med elevator. Schæferen er ikke særlig tilfreds med det.
”Jeg kører aldrig med toget. Jeg er ligeglad,” siger han.
”Tænk på at det bliver lettere for folk at besøge os,” forklarer jeg. ”Man vil kunne køre hertil fra Københavns Hovedbanegård med kun et enkelt togskift.”
Schæferen er ikke imponeret:
”Besøg griber så forstyrrende ind i mit søvnbehov.”

De er lige startet på arbejdet med den nye station. Langs banen, nord for den gamle stationsbygning, der nu er restaurant, er der et grønt område med plæne og gamle træer. Her går schæferen og jeg tit. Nu har de imidlertid spærret hele området af. Det er schæferen ret utilfreds med. Så da vi forleden gik forbi et par arbejdere, der stod ved hegnet i deres orange reflekstøj, kastede schæferen sig farligt frem i snoren og gøede.
Det var jeg uforberedt på og havde desværre samtidig snoet snoren lidt uheldigt om hånden.

”Han har forstuvet lillefingeren,” forklarede schæferen.
”Det var da godt, lægen ikke sagde, den var brækket,” svarede sværvægtsweileren.
”Pjoklederen har sgu da ikke været til lægen. Se på forbindingen, den består af lige dele gaze, gaffetape og pjokleder-optimisme. Pjoklederen er nemlig meget klog. Meget klogere end lægerne. Bare fordi han ude i vildmarken har lagt et par brækkede fingre og et enkelt anfald af storhedsvanvid i skinne, så tror han, han er udlært som overlæge. Han brækkede jo en pegefinger i sommer, stillede selv diagnosen og lagde den i skinne. Nu har han besluttet, at lillefingeren har fået en let forstuvning.”
”Har han røntgen hjemme?”
”Nej, din tossede weilervægt; men han har ”mærket efter,” siger han. Åbenbart har han et meget følsomt sind, der er bedre end røntgen. Meget dygtig mand!”

Mens ironien således drev tykt ned ad schæferpelsen, begyndte han at brokke sig over hegnet ved banen.
”Nu har de sat hegn op om hele plænen dernede, og jeg har da vundet hævd på …”
”Ja, hævn! Jeg vil godt være med!” udbrød sværvægtsweileren.
”Det er da ikke hævn, dit tossede weilerapparatur, det hedder hævd!”
”Hævd?”
”Ja, pjoklederen er jo gammel ejendomsmaler, så han har fortalt mig …”
Nu tillod jeg mig at bryde ind:
”Mægler, schæfer, ejendomsmægler.”
”Ja, ja, what ever. Hævd er en ret, man får, når selv gamle på egnen ikke kan huske, at det har været anderledes. Jeg er efterhånden en gammel schæfer, siger pjoklederen, og jeg kan ikke huske, at det har været anderledes. Jeg har altid brugt den plæne!”
”Så har jeg vundet hævd på dit fortov!” udbrød weileren.
”Hvad? Umuligt, det er mit!”
”Hvor gammel er du da?”
”Seks år,” svarede schæferen.
”Ha, jeg er otte år. Og jeg har gået på dit fortov siden, jeg blev født. Jeg har vundet hævd.”
”Sådan noget vrøvl!”
”Hvorfor bed du egentlig de der jernbanearbejdere?”
”Jeg bed dem da ikke. Jeg sprang bare sådan lidt farligt frem, så han sked i de dér orange refleksbukser. Nu er de brune!”
”Det er da derfor, de har afspærret det hele. Det er din skyld!”
”Det kan de altså ikke. Det er mig, der ejer det, for jeg har vundet hævd.”
”Jeg tror altså, det er kommunen, der ejer det.”
”Kommunen? Jeg ejer også kommunen. Jeg ejer alting!” fastslog sheriffen.
”Gør du det?”
”Ja. Hvad er kommunen for noget?”
”Det ved jeg ikke. Det er vist noget, som man brokker sig over,” mente weileren.
”Så vil jeg da ikke eje det.”

Jeg vil tro, at samtalen kunne være fortsat på det tomgangsniveau i timevis; men jeg fik nok og trak af med schæferen. Naturligvis med en vis forsigtighed på grund af min forstuvede lillefinger.

Passér gaden!

Nede i vores lille nordskånske by er et par gader gravet op langs fortovet. Kort efter mørkets frembrud i går kom en mand med en puddel gående langs udgravningen, som var skærmet med rækværk næsten hele vejen. Schæferen og jeg gik på den smalle vejs andet fortov. Schæferen var helt afslappet og optaget af en duft i den lille græsrabat. Han værdigede knapt pudlen et blik.

Netop da manden og pudlen nåede til det sted, hvor rækværket ophørte, men udgravningen fortsatte et par meter, reagerede schæferen og sprang gøende frem på bagbenene. Pudlen kikkede overbærende, mens manden hoppede en meter ud af sine egne tanker og trådte et skridt baglæns. Hvorefter han forsvandt ned i udgravningen.

Der var ingen fare på færde, vel højst risiko for en forstuvet ankel. Udgravningen var knapt halvanden meter dyb og siden ikke voldsom stejl. Han forsvandt derned sådan i slowmotion. Da han havde sluppet snoren, og pudlen stod dér og så forundret ud, gik jeg over og tog fat i snoren, så den ikke løb sin vej.
Så dukkede mandens hoved op.
”Hjælp mig lige,” han rakte en hånd op.
”Jo, men jeg står jo lige og holder to hunde her.”
”Jamen, jeg kan ikke …” han skred i blød jord i forsøget på at komme op.
Jeg bandt hundene sammen og lagde snoren igennem rækværket, hvorefter jeg gav manden en hånd. Da han var kommet op og havde børstet det værste jord af, begyndte han at hidse sig selv en smule op:
”Hvad pokker er meningen? Sådan en bidsk hund burde …”
Jeg pegede hen mod hundene. Schæferen stod og så forundret på manden med hovedet sådan lidt på skrå. Pudlen benyttede imens lejligheden til at snuse schæferen respektløst i bagdelen.
Så tog manden en dyb indånding:
”Okay, måske var det mig, der overreagerede. Jeg blev lidt forskrækket.”
Så fortalte jeg, at schæferen var ganske ufarlig; men at han var af racen bølleschæfer og i en stilling som schæfersherif og derfor forpligtet til at råbe ”passér gaden” en gang imellem og i øvrigt sikre sig, at al aktivitet var schæfersanktioneret. Manden, der tydeligvis ikke var schæferblog-læser, kikkede på mig, som om jeg var vanvittig. Så valgte han tilsyneladende at tro på, at det var mit danske sprog, han ikke helt forstod.

Herefter skyndte han sig at ønske god aften, og så ilede pudlen og han hjem til aftensmaden.