En slentretur med sheriffen

Schæfersheriffen og jeg er lige kommet hjem fra en helt almindelig gåtur i byen.

Udenfor den gamle togstation, der i dag huser en lille restaurant, sidder kokken med en kompis. De drikker kaffe og ryger en smøg. Schæferen springer frem og gør, så den ene spytter kaffe og den anden taber sin cigaret.
Jeg sætter mig på hug og taler alvorligt med schæferen. Han anfører til sit schæferforsvar, at sådan en kok burde stå indenfor og røre i gryderne. Og i øvrigt er det usundt at ryge.

På hjørnet møder vi en lille puddel. Schæferen laver straks en farlig ballade, mens puddel og ejer skyndsomt fortrækker, og medicinalindustrien har fået atter en stesolid-kunde.
Schæferens eneste forklaring er, at det jo var en puddel.

Ved hjørnet af det grå hus på bakken ser jeg lige et glimt af en sort vingefjer og er derfor forberedt. Det er en skade, der hænger dér på hjørnet og tygger tyggegummi. Schæferen hopper frem i snoren og gør så farligt, at selv vinden lægger sig. Den form for lediggang er skadeligt på en mandag, mener han.

Ved busstoppestedet står der en lille kat med halsbånd. Jeg ser den før schæferen, hvilket formentlig er det eneste, der redder min venstre skulder fra en længerevarende fysioterapeut-behandling. Schæferen hidser sig op, så det runger imellem husene og ind og ud ad busskuret. Katten spæner.
Jeg sætter mig på hug igen for at evaluere situationen med schæferen. Han påpeger, at en kat ikke har noget at gøre dér, for enhver ved jo, at katte sjældent har rede penge eller buskort på sig.

Så stikker han snydesnudeskaftet ned i græsset og guffer lige en kattelort. Jeg kommer atter for sent; men rykker alligevel i snoren og skænder på ham, mens jeg bøjer mig ned. Schæferen ved godt, at det er galt, det er tydeligt at se på ham; men han kan ikke lade være.
Da han sekundet efter har tygget af munden, så hopper han lige op og slikker mig i ansigtet. Det plejer at virke. Og så schæferslentrer han ubekymret videre.

Som sagt en helt almindelig gåtur med schæferen …

En verandadiskussion

”Sig mig en gang, holdt du fest i går aftes, da jeg ikke var hjemme?” spurgte jeg i formiddag, mens jeg svingede støvsugeren ind under sofabordet. Jeg havde været væk fem timer i går aftes.
”Nej, det kunne jeg da aldrig finde på uden at have fået lov,” svarede bølleschæferen og så mig frækt lige i øjnene.
”Det må du da have gjort. Der er jo en milliard hundehår. Der må have været en hel flok her.”

Så satte vi os ud på verandaen og diskuterede situationen. Schæferen havde smidt vinterpelsen for små to måneder siden, og åbenbart var han ikke tilfreds med sommerpelsen. Så nu skifter han igen.
”Nej, det var bare en forårspels,” påstår schæferen.

De kom i dag

De kom i dag, kl. 15.17. Først troede jeg bare, at det var en schæferudflugt. Jeg havde nemlig stillet et spørgsmål, som bølleschæferen ikke kunne svare på:
”Hvordan pokker kan der komme vand helt op i vindueskarmen, når du drikker fra din vandskål?”
”De kommer nu,” svarede han.
”Ja, det er godt med …”
”Kan du ikke høre det?”
”Jo, du har sgu ret.”
Jeg kikkede ud ad vinduet. Skåneskyen kom netop ind over grænsen fra Småland.

”Jeg tror, de samles oppe ved Växjö og bliver fordelt.”
”Er det noget, som du selv har udtænkt, schæferdreng?”
”Næh, det var den grand danois nede ved …”
”Var den meget klog, måske?”
”Den så i hvert fald meget overlegen ud.”

De første 700 kolonner passerede. De skulle videre til Kristianstad, Malmö og andre steder sydpå. Så råbte en af befalingsmændene, der fløj ude til siden:
”Alle, der skal af i Vedahult, dykker nu!”
Og så hørte vi den fløjteagtige lyd af styrtdyk, mens vi stod dér ved vinduet og så på hinanden.

Vi havde gjort klar til at gå en eftermiddagstur. Schæferen var allerede trukket i halsbåndet. Så vi gik ud, straks styrtdyklyden døde ud, og derfor kan jeg sige med sikkerhed, at netop bølleschæferen fik skånes første myggestik i år.