Hættemand, baglås og bølleschæfer

Regnen piskede ned i går, da schæferen og jeg kom tilbage fra tur. Drivvåde. Og ikke en gang på verandaen var der tørt, fordi taget er blevet utæt, og håndværkerne kommer først i starten af august. Jeg har lagt en presenning på taget; men vandet havde besluttet at følge presenningen hele vejen rundt omkring tagets afslutning og først slippe ved presenningens kant inde under verandataget. Noget af det fortsatte endda langs de snore, som jeg har bundet presenningen fast med. En dag som i går var verandaen omdannet til en overdimensioneret brusekabine med højt vandtryk. Og så satte jeg nøglen i døren og konstaterede, at den var gået i baglås.

Altså, skal sandheden frem, så har der jo været problemer med den lås. Jeg har måttet lirke længe; men man vænner sig jo til den slags. For lang tid siden skiftede jeg faktisk låsecylinderen ud; men problemet ligger tilsyneladende inde i låseboksen.

Men i går ville den ikke lirkes. Jeg satte schæferen ned i bilen med åben bagklap, trak hætten godt op over hovedet og gik i gang med at lirke med nøglen en fem minutters tid. Schæferen afstod klogelig nok fra at komme med morsomme tilråb.
Selvom jeg er sikker på, at problemet er i låseboksen, så prøvede jeg alligevel at trække i døren, trykke på døren, foroven, forneden og meget mere i samme stil, mens jeg med regnen silende ned ad ryggen drejede nøglen og blev øm i både hofte og skulder. Uden resultat.

Så gik jeg ned i bilen og hentede værktøj. Hvis nøglen ikke kunne lirke låsen over sit døde punkt, så kunne et stemmejern direkte på låsepalen måske gøre tricket, tænkte jeg. Jeg eksperimenterede lidt med stemmejernet inde imellem døren og karmen nogle minutter. Og så lykkedes det endelig med stemmejernet at skubbe den nødvendige halve millimeter, hvorefter låsen vågnede op igen og – med nøglens hjælp - gjorde det, som den sidder der før.

Det var præcis på det tidspunkt, hvor stemmejernet trådte i karakter, at politiets Volvo rullede op i indkørslen.

”Jeg kender intet til det dér!” gøede schæferen og pegede op mod hoveddøren.

En bøllebader

Få kilometer fra hvor bølleschæferen bor, ligger der et søbad. For få år siden blev det kåret som Sydsveriges bedste. Der er broer langt ud, der er græsplæne, sandbund, bænke, grillpladser, minigolf, lille restaurant og iskiosk. Og så er der en lille hundestrand.

Her går vi tit i vandet, gerne ved frokosttid på hverdage. Schæferen elsker at bøllebade. Vi har været derude tre gange i denne uge. Når vi har været i vandet og siddet lidt i solen, så lægger vi gerne vejen forbi iskiosken. Så får schæferen en vaffelis. Og hvis der er råd til det, får jeg også en.

Vi stod ved siden af iskiosken i torsdags. Jeg havde min vaffelis i højre hånd og spiste med stor nydelse. Schæferen havde sin på græsset og spiste med stor hast. Ved siden af stod en lille dreng med sin ispind og kikkede lidt betuttet på schæferen.

Et øjeblik efter kom der et par bikinipiger forbi, og jeg indrømmer ærligt, at jeg blev lidt distræt et kort øjeblik eller længere.
Jeg blev vækket af den lille dreng, der satte i et hyl. Schæferen, der for længst var færdig med sin is, stod ved siden af og så forundret ud.
”Jamen, så gør da noget. Kan du ikke se, at drengen er dybt ulykkelig?” sagde schæferen.

Hvad der var sket, havde drengen ikke tid til at fortælle. Han havde for travlt med at lyde som en luftværnssirene. Heldigvis var der et vidne. Det var en midaldrende dame i blomstret badedragt og gul solhat. Hun skulle sådan koncentrere sig for ikke at grine.

Mens jeg havde været bikinioptaget, havde den lille dreng åbenbart stået og flagret med sin is og kikket den anden vej. Schæferen, der var ulykkelig over netop at have spist sin egen is færdig, var rykket tættere på. Derefter havde han to gange slikket yderst forsigtigt på drengens is. Og da det gik godt, så tog han en ordentlig bid.
På det tidspunkt havde drengen vendt sig om, kikket chokeret på isen og schæferen i flere sekunder og derefter sat i sit sirenehyl.
Jeg købte en ny is til drengen.

Da vi var på vej op til bilen, spurgte schæferen:
”Hvad var der egentlig galt med den lille dreng. Savnede han sin mor?”