”Skal du nu have popsangerhandske på igen?” spurgte schæferen. ”Jeg ved snart ikke, om jeg vil følges med dig.”
”Hvad?”
Det var i morges lidt i otte, vi stod i entreen, klar til at gå ud på en ganske kort morgentur, så bølleschæferen kunne få tisset og stemplet dagen som godkendt. Jeg stirrede forvirret på min sorte skindhandske. Så uddybede schæferen:
”Ja, det er da kun popsangere, der bare går med én handske.”
Ofte har jeg kun handske på den venstre hånd, der holder snoren. Den anden hånd kan jeg jo putte i lommen.
”Det er altså lidt pinligt,” forklarede schæferen.
Men han fulgte dog med ud. Vi gik ned mod byen. Så kom vores lokale Charles Bronson gungrende op ad Östra Storgatan i en gammel, bulet Mercedes lastvogn med sneplov, som smed sne og opkørt sjap ind på det smalle fortov og helt ind over hegnet til folks haver. Og vi havde ingen steder at flygte hen.
”Hvorfor fanden skulle du også gø ad ham forleden, schæfer?”
I sidste øjeblik blev trykluftbremserne knaldet i, så hele lastvognen sukkede dybt, og derefter passerede den os ganske langsomt. Oppe i kabinen sendte han os det dér Bronson-smil, som mest bare er en trækning ved munden. Så spant han tvillingebaghjulene og fortsatte nord ud af byen.
Lige efter mødte vi sværvægtsweileren henne ved det gule hus. Den kom om hjørnet med den gamle mand i snor bagefter, netop som jeg stod og samlede schæferens stempel op. Schæferen rejste rutinemæssigt hele rygpelsen til lodret, og weileren pustede brystkassen op, så den hvilede på asfalten. De hang begge for enden af stram snor med en halv meter imellem sig. Schæferen gabte op, mens sværvægtsweileren, der ikke har lige så hurtig reaktionsevne i mundtøjet, nedstirrede sheriffen med blottet tandsæt.
Så faldt den gamle mand, helt ude for enden af weilerens snor, i søvn, og snoren landede på asfalten. Weileren tumlede to skridt frem, og de to hunde knaldede panderne sammen, så det rungede i stereo i hele kvarteret.
”Åh Gud, undskyld!” udbrød sværvægtsweileren.
”Er du okay?” spurgte schæfersheriffen.
Weileren nikkede.
”Øjeblik,” weileren tog snoren og gik tilbage til den gamle mand. ”Hold nu fast på snoren, gamle. Jeg er jo en angrebsfarlig muskelhund, klar til at gå grassat!”
Så kom han tilbage, blottede tandsættet og stillede sig op.
”Din træner er lidt sløv,” sagde schæferen så.
”Min træner?”
”Ja, er det ikke din træner? Alle sværvægtere har da sådan en vissen, gammel mand som træner.”
Så trak jeg af med schæferen, inden han fik fornærmet flere sagesløse borgere og hundeejere.
”Han er heldig, ham sværvægtsweileren,” mente schæferen.
”Heldig?”
”Ja, han har en træner. Jeg har kun en pjokleder med popsangerhandske.”
