Trappefald med håneret

Her for lidt siden havde jeg åbnet køkkenlågen til schæferens skab. Eller til det skab, hvor schæferens griseører og alt den slags ligger. Der gik omkring et halvt tusindedele af et sekund, så stod schæferen ved siden af mig. Og jeg skulle bare have mine sødetabletter, der står i samme skab.
Jeg sukkede og pegede med fingeren ud i luften mod stuen. Schæferen bakkede og bakkede med blikket stift rettet mod skabet. Derfor bakkede han lige ind i køleskabet.
”Hallo!”
”Ja, ja, jeg mistede lige orienteringen,” indvendte han med øjnene.
”Ligesom forleden da du faldt ned ad trappen?”
Så kikkede han bare væk og ignorerede mig.

Jeg har også benyttet enhver lejlighed de seneste dage til at vende tilbage til hans pinlige optrin ude på den udvendige trappe. Schæferen bryder sig ikke om, at jeg bringer det på bane hele tiden.

For kort tid siden var vi væk fra krageslottet her i nogle dage. I den periode sneede det en del. Samtidig må vind og vejr være gået op i en uheldig enhed, for da vi kom hjem, lå der 20 cm sne på den udvendige trappe, hvoraf de nederste 10 cm var frosset til is.
Da jeg vurderede, at det formentlig ville kræve dieseldrevet udstyr at rydde trappen, så lod jeg i første omgang være.

Næste morgen, da jeg havde været ude med schæferen, så han kunne gøre, hvad sådan nogle nu skal gøre om morgenen, så efterlod jeg ham på verandaen på toppen af trappen. Jeg fastgjorde snoren til en krummelure øverst på smedejernsrækværket.

Så gik jeg ud for at skovle sne i indkørslen. Bølleschæferen har det med at gå ud på det første eller andet trin på trappen i den slags situationer. Han ved godt, at han ikke må, og han bliver altid sendt tilbage, når jeg opdager det.

På et tidspunkt hørte jeg schæferen pive og kikkede op. Han lå nu nede for enden ad trappen. Snoren var strammet helt ud oppe fra toppen af rækværket og trak i halsbåndet, som uheldigt nok var sådan et klik- eller kvælerhalsbånd, og tillige var snoren snoet omkring mindst et bag- og forben, som begge blev trukket helt ind til kroppen. Han kunne overhovedet ikke røre sig.

Jeg satte naturligvis ny olympisk rekord i femten meter løb. Man bliver jo nervøs for brækkede ben og andre skader. Samtidig sagde jeg til mig selv, at jeg indvendigt skulle være rolig og afbalanceret, så jeg ikke påvirkede schæferen uheldigt. Ingen ønsker at en 40 kg hund går i panik i dén situation.

Jeg fik hurtigt klikket snoren af halsbåndet. Og schæferen var ikke kommet til skade. Han havde sikkert bevæget sig ud på trappen og var så gledet hele vejen ned. Han skyndte sig schæferslukøret op på verandaen igen. Og stod derefter og så ud som om intet var sket.

Men så let skal han jo ikke slippe. Jeg har tænkt mig at håne ham mindst et par uger endnu.

Solsortefed

Hver morgen går jeg ud med bølleschæferen, så han kan gøre, hvad schæfere nu skal gøre dér om morgenen.
Når vi kommer tilbage til verandaen og hoveddøren, så får han en lille hundekiks. Derefter tager jeg den store pose med fuglefrø, beder schæferen blive stående på verandaen, og går ned i haven. Jeg drysser så meget, der kan ligge ud på det tilfrosne fuglebad. Det fungerer som foderbræt, så længe foderhuset står i kælderen til reparation. Stråtaget er utæt, og der var vist også noget med tagrenden.

Schæferen glor altid fuldstændig uforstående på mig, når jeg drysser endnu en mængde fuglefrø ud. Han har for længst snuset til posen med fuglefrø og rynket på schæfernæsen:
”Giver du virkelig penge for dét?”

Schæferen mener, at det er okay at fodre dyrene, så længe det er schæfere. Han har ikke forstået konceptet med fugle, som altid flyver alt for lavt hen over schæfersnuden i hans have. Jeg har forsøgt at forklare ham om fuglene i vores have: Solsorte, gråspurve, gul vipstjært og dem med det røde bryst, som vistnok er rødhals.

Schæferen synes, at de fugle får alt for meget opmærksomhed.
”Har du ikke lagt mærke til, at solsortene her i haven er blevet federe end i alle andre haver?” råber schæferen oppe fra verandaen.

Godis

I køkkenet i nederste skuffe til venstre er der proppet med griseører.
Ovenover, inde på ovenskabets tredje hylde, ligger der tørrede pølsehapser i kilovis og små ruller fyldt med mums.
Og schæferen ved præcist, hvor det hele er.

I entreen står to plastikbøtter, den ene med store godbidder, den anden med små.

Hvor mange hunde der er i husstanden? Øh, kun schæferen! Om schæferen er forkælet? Nej da, nej da, nej!

Det totale sammenbrud

Det var i lørdags. Jeg havde gæster. Jeg sad og så vinter OL åbningshalløj og spiste fastelavnsboller med tre søde piger på ti, tolv og otteogtredive. Ved siden af bordet sad schæferen, velopdragent vandkæmmet med butterfly og bedende, brune øjne. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt – formentlig meget snart – ville en af pigerne bryde sammen og give ham en bid.

Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.

Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”

Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.

En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.

Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.

Livet er hårdt - schæferhårdt!

Her til frokost gik vi ned forbi den gamle vandmølle. Der var masser af snedybe spor fra rådyr, harer og andet at bore snydesnudeskaftet i for schæferen.

Så tog vi turen rundt om søen, ud på næsset, ind i skoven, hen over dæmningen, langs mosen, over åen og op på marken, der ligger med udsigt ned til banen, hvor X2000 kører imellem Malmø og Stockholm.

På marken var der urørt, schæfermavedyb sne. Her hentede schæferen pind. Det var hårdt at løbe i og svært at finde pinden, der faldt dybt ned; men så måtte schæfersnuden jo i arbejde.

”Det er hårdt,” råbte schæferen forpustet.
”Ja, ja, livet er hårdt – schæferhårdt!” råbte jeg tilbage.

Nu er vi kommet hjem og har spist frokost. Først jeg, så schæferen.
”Det gav god appetit,” mumler schæferen, mens han ligger og slår mave.

Så var det godt, at vi hentede mad til ham i går. Han var faktisk helt udgået, det kom lidt bag på mig. Det havde han ikke sagt noget om. Og naturligvis spiser schæferen ikke den slags tørfoder, som kan købes i det nærliggende supermarked. Det er han alt for fornem til.

Vi skulle køre 16 skumringskilometer ad knapt sneryddede veje ind i de nordskånske skove til gården, hvor vi køber hans ’AlgGutten’ med ’isländska havsalger’ der er ’tillagad med svensk färsk kyckling’. Ja, schæferen ønsker ikke at lægge gane til noget mindre end det. Det får vi i sådan en 15 kg sæk.

Havde vi ikke kørt den tur i går, så havde jeg kun stået med fryserens indhold, som er lasagne og pizza.
”Det ku’ jeg nu ellers godt ha’ klaret mig med’, brummer schæferen søvnigt.

Rolf, en schæfer blanding

Jeg har fået lov af schæferen at skrive et blogindlæg, der slet ikke handler om ham denne gang. Det her er meget mere alvorligt, end det plejer at være. Selvom det er fiktion, en kortnovelle jeg skrev sidste år i en bestemt sammenhæng, så sker det hver dag et sted i verden. Det er en sag, der ligger mig meget på sinde, og schæferen har det på samme måde.

Rolf, en schæferblanding

Det var et impulskøb. En af hans kolleger havde hvalpe. De var lutter lange ører, store poter og brune øjne. Noget schæferblanding. Ikke til at stå for. Tvillingerne havde plaget lidt, og nu havde de jo fødselsdag. De døbte den Rolf. Det bestemte tvillingerne, det var jo også dem, der skulle have ansvaret.

Første dag tissede den på deres askeparket.

”Få så den hund ud. Og lær den det dér!”

Men tvillingerne var allerede i nattøj, så det måtte jo vente. Han havde et møde dagen efter, som skulle forberedes, og hans kone havde helt meldt sig ud, var mere til katte.

Rolf sprang altid glad op ad ham, når han kom fra arbejde. Masser af hundehår på bukserne. Savl på hænderne.

”Har den hund overhovedet været ude i dag?”

Men tvillingerne var til fodbold, eller noget andet.

Hunden blev hurtigt større, energisk, og kunne nå køkkenbordet når ingen så det. Det blev vinter, koldt og regnfuldt, vejr til at være indendørs. Så kom foråret, fugtigt og mudret i haven, samt hele vejen fra terrassedøren til madskålen i bryggerset.

Dyrlægen, noget øjeninfektion, diarre på gulvtæppet, et gnavet stoleben, en potteplante, hundehår i kaffekoppen, en misbilligende hustru.
”Er der ikke nogen, der kan tage sig af den hund?”
Men tvillingerne var ovre hos en skolekammerat for at lave lektier, eller noget andet.

Rolf lå med store øjne i kurven og fulgte familielivet.

”Har den hund overhovedet været ude at gå tur i denne uge?”

Det var der ingen, der rigtigt kunne huske. Og tvillingerne stod lige og skulle til judo.

”Hvad gør vi med hunden?”To ugers sommerferie i Grækenland, de havde fortjent det. Hundepensionen var godt nok dyr. Dagen før, de skulle rejse, tog han Rolf med i bilen. Ud til en rasteplads ved skoven og åbnede døren.