Schæferens julebad

Schæferen har lige været i bad. Det tog et kvarter, og derefter tog det trekvarter at rengøre og renovere badeværelset.
”Den strammer over skulderen,” brokkede han sig, da han var blevet proppet ind i brusenichen.
”Jeg kan da sagtens være der,” indvendte jeg. ”Og jeg vejer mere end dig.”
”Det er fordi dine kilo er stablet ovenpå hinanden. Underlig konstruktion,” forklarede den store skrummelschæfer, mens brusenichen knagede.

Schæferen er meget begejstret for at blive sæbet ind og for at blive frotteret med det store badehåndklæde, der er hans private. Faktisk har han fire. Han er knapt så begejstret for håndbruseren.
”Kunne vi ikke springe det dér bruseri over?” forslog han.
”Du mener bare sæbe dig ind og tørre dig bagefter? Hvordan tror du egentlig, det vil gå?”
”Det vil gå fint,” svarede badebilletten med overbevisning.

Schæferen kommer normalt i bad et par gange i vinterhalvåret. I sommerhalvåret har vi en badesø i nærheden, hvor vi går i vandet så tit som muligt. Derud over kommer han kun i bad efter markante schæferfejltagelser, som f.eks. dengang, hvor han forvekslede et mudderhul på marken med den lokale badesø. Det var i hvert fald hans undskyldning.

Nu ligger han og tørrer. Selvom han er blevet frotteret med to store badehåndklæder, er pelsen stadig lidt fugtig, og jeg kan se, at gulvtæppet er vådt. Jeg har skruet temperaturen på varmepumpen op til dér, hvor der står Middelhav og bedt den blæse i schæferens retning. Så han ligger og ligner en firser popstjernevideo eller en prototype i en vindtunnel.

P.S. Jeg har lovet at ønske alle hundene glædelig jul og godt nytår fra bølleschæferen. Det gælder også deres pjokledere, siger han.

Rån!

”Hallo dér!” råbte han. Jeg så mig over skulderen.
”Dig med hunden!” Schæferen og jeg stoppede.
Så kom han småløbende hen mod os i mørket og regnvejret. 195 centimeter polisuniform med refleksvest og støvler, der gungrede hårdt i asfalten.
Da han var et par meter fra os, sprang schæferen frem i snoren og gøede farligt. Jeg greb bølledyret i halsbåndet, han trak sig lidt til venstre, jeg måtte træde et skridt samme vej for ikke at miste balancen, og min venstre røjser placerede sig lige oven på en af schæferens kæmpestore poteplader, dramaschæferen hylede op, jeg lavede et hop af bare overraskelse, og schæferen gik i gang med at gø igen.
Polismanden trak sig lidt tilbage og så på os med spørgende øjenbryn.
”Normalt tager vi penge for sådan en forestilling,” forklarede jeg. ”Vi kalder det cirkus Schæferweiz.”
Han så uforstående på mig. Ironi er ikke en svensk spidskompetence.
Nu er det ikke det smarteste at gø farligt af polisen. Selvom Sverige ikke har forbudt en mængde hunderacer som Danmark har, så har de også skrappe regler, hvorefter polisen kan medtage farlige hunde til nærmere vurdering og eventuelt senere aflivning. Så jeg skyndte mig at dæmpe bølleschæferen ned.
”Sit!”
Schæferen fortsatte med at gø.
”Sit, schæfer!”
”Nå, var det til mig?”
”Ja, det var sgu da ikke til polisen, vel?”

Nu kunne jeg mærke, at ordensmagten var ved at blive lidt utålmodig, så jeg skyndte mig at stille mig velvilligt til etatens rådighed, mens jeg spekulerede over, hvilken forbrydelse det var, de havde opdaget. Uanset hvad, kunne det vel næppe give mere end bødestraf.
”Var I hernede på torvet ved 19 til 19.30-tiden i går?” spurgte polismanden.
”I går aftes? Næh, men vi gik her ved 18-tiden og kom vel forbi igen en halv time senere,” svarede jeg og prøvede at erindre hvilken form for gadeuorden, schæferen havde lavet dagen før.
”Det var et rån på det tidspunkt,” forklarede polismanden og pegede mod byens lille kiosk.
”Nu igen, sådan noget forbandet lort, de skulle fandeme …” rasede jeg. Schæferen troede, at jeg skældte polisassistenten ud, så han sprang en meter op i luften og gøede: ”Passér gaden!”

Desværre havde vi ikke set noget, så vi kunne ikke hjælpe. Og polisbetjenten gik igen.
”Sådan en praktikantpolis,” brummede schæferen. ”Er han ikke klar over, at det er mig, der er sherif her i byen?”
”Hvis du er sådan en farlig schæfersherif, så burde du fange dem, der røvede kiosken i går. Måske er der stadig fært at hente, snuden til jorden, du!”
Det gjorde han så og fik en fært.
”Jeg har fat i færten!” råbte han. Vi strøg over gaden til en toetages lejlighedsbebyggelse. Schæferen vejrede i luften: ”Det er oppe på første sal.”
”Flygtede de op på første sal?”
”Flygtet, hvem? Næ, de laver pandekager oppe på første til højre!”

Det var de andre, der startede!

Vi evaluerer aftenens gåtur på verandaen.
”Hvordan synes du selv, det gik, schæfer?”
”Jeg synes, det gik flot!”
”Virkelig?”
”Ja, det var de andre, der startede.”
”Hvad?”
”Den kat kikkede så provokerende.”
”Jamen, hvad med den gamle mand på cyklen?”
”Du må indrømme, at han ikke havde lys på.”
”Hm, men hvad så da vi gik forbi lastvognen? At råbe ”idiot” efter en lastvognschauffør, der ligner Charles Bronson er unødvendigt.”
”Jamen, sådan et dieseldyr må da ikke stå og banke i tomgang så længe.”
”Næ, det er skide irriterende, men …”
”Desuden kunne ham Bronswrong vel se, at jeg er en meget farlig schæfer, og du er tidligere sergent i Fremmedlegionen.”
”Jeg har da aldrig været …”
”Nå, du lyder ellers sådan, når jeg ikke går helt, som du vil have det!”

En gang imellem fører vores evalueringer på verandaen ligesom ingen vegne.