Syng, schæfer!

Schæferen og jeg gik forleden dag ad en grusvej syd for den lille nordskånske by, hvor vi bor. Vi havde aldrig gået på den vej før. Den endte blindt nede i skoven. Vi måtte derfor gå en længere runde ind i skoven ad et gammelt hjulspor for at komme hjemad. Og hvis jeg bliver presset, må jeg indrømme, at vi faktisk gik vild en halv times tid.

Bølleschæferens retningssans er intet værd, og i øvrigt ville han hellere finde pinde. Så jeg valgte en sti, som jeg mente gik i den rigtige retning. Det gjorde den ikke. Vi nåede næsten helt ned til den lille samling huse, der udgør den by, der ligger syd for vores. Vi kunne se ned på dem fra skovbrynet. Så vi måtte tilbage igennem skoven.

Jeg har flere gange mødt elge her i Sverige, både med schæferen og under fluefiskeri. Det er en god naturoplevelse; men ikke lige nu. Og selvfølgelig stod der så pludselig en elg på stien foran os.
”Se, en stylteko!” udbrød schæferen.
Elgen rystede bedrøvet på hovedet og sagde: ”Duk jer, jeg er dårligt selskab på denne årstid.”

Elgjagten er i gang. Under hver busk ligger en tykmavet dansker iført grønt tøj, tykke brilleglas og dirrende geværløb.
Nå ja, der er også svenskere ude i skovene. De fleste jægerne er såmænd sikkert dygtige; men der er også en del, som ikke er. Jævnligt hører vi om kondiløbere og andre, der er blevet beskudt i de uger, hvor der er elgjagt. Vi plejer at undgå skovene i den periode.

Elgen kikkede på os et par sekunder og smuttede så ind i skoven.
”Syng, for helvede!” sagde jeg til schæferen.
Og han skrålede: ”En jæger gik at jage …”
”Ikke den, for pokker!”
Og så sang vi hele vejen ud af skoven.

En vildmarkssok

En gang imellem synes jeg, at schæferen skal have en lille pause fra kraven (se evt. blogindlæg fra 3. oktober). Med kraven på har han jo ingen mulighed for at soignere sig, og hvis det klør på snydesnudeskaftet, så kan han ikke klø igen. Så får han en hvid tennissok på for at hindre adgang til såret på poten. Ved rolig indendørs brug kan den i en vis udstrækning sidde af sig selv.

Desuden giver det mig mulighed for at komme med en af mine sædvanlige forrygende morsomme bemærkninger:
”Jeg har hørt om heste med hvid sok; men aldrig om schæfere, hahahaha!”
Så kikker schæferen sig omkring og konstaterer:
”Standerlampen blinker ikke af grin, gardinerne blafrer ikke af grin, jeg griner heller ikke. Du er faktisk den eneste, der synes, det er sjovt, pjokleder.”
Det er ret svært at have schæfer på de vilkår.

Men ingen rigtig hanhund vil naturligvis ses udenfor egen schæfermatrikel iført hvide tennissokker i 2011, så til udendørs brug har schæferen fået en af mine aflagte vildmarkssokker. Det er en ”Bridgedale CoolMax high performance socks” i grå og sort.
”Den har jeg haft på ved fluefiskeri både i Lapland og på Kamchatka,” har jeg forklaret ham.

Da vi gik aftentur i går, mødte vi sværvægtsweileren. Han grinede af schæferens sok.
”Det er sandelig en vildmarkssok, at du ved det!” sagde schæferen. ”Har du måske en vildmarkssok?”
Det havde sværvægtsweileren ikke, faktisk vidste han slet ikke, hvad en vildmarkssok var for noget.
”Du ved da heller ikke noget,” svarede schæferen og forklarede: ”Det er da en sok, der har været både i lapvand og på Kamsjatskid!”

Ryk tilbage til start!

Det var en helt almindelig lørdag for 14 dage siden. Schæferen og jeg gik ned igennem skoven og kom ud i villakvarteret i byens østlige udkant. Der er en mark. Jeg slap ham løs og kastede en pind i det lange græs. Det gjorde vi i ti minutters tid. Så fik han snoren på igen, og vi gik langs vejen hjem.

Vi var ikke kommet langt, før jeg opdagede, at hans forben var indsmurt i blod. Han havde knækket en vildtklo helt inde ved benet. Hvad han havde ramt, ved jeg ikke. Da jeg kender dr. Dyrs takst i weekenden, lagde jeg en vildmarksforbinding. Den består af gaze, gaffatape og en god del optimisme. Og schæferen er jo sej, det skal man være som bølleschæfersherif.
Mandag smuttede vi så forbi dr. Dyr. De gav schæferen noget beroligende og tog klokapslen helt af, så nerven lå blottet. Klokapslen ville vokse ud igen, men det kunne nemt tage flere uger, fik jeg at vide. I starten skulle schæferen forsynes med såvel forbinding som krave, og jeg skulle vaske såret og skifte forbindingen dagligt.

Det blev til tre besøg hos dr. Dyr, og et markant dræn på min bankkonto, selvom han er forsikret.

I de uger har han gået med krave indendørs, har jeg tit sagt:
”Flot kasket, schæferdreng!”
”Men er skyggen ikke lidt stor?” spurgte schæferen.
”Nej, nej, sådan er de, det er en amerikansk kasket.”

Jeg har desuden været god til vandede vittigheder og ufatteligt morsomme bemærkninger.

Når det har regnet, og vi skulle ud at gå, så har han haft en plasticpose på benet, og så har jeg altid sagt:
”Jeg har hørt om posedamer; men jeg har sgu aldrig hørt om poseschæfere, hahahahahaha!”

Eller om kraven, f.eks. når jeg passerede ham på vej ud i køkkenet efter mere kaffe:
”Du vil jo så gerne være berømt, schæferdreng. Nu har du nået et af delmålene.”
”Hvad?”
”Det er jo blevet en skærmtrold, hahahahahaha!”

Eller når det var halvmørkt i stuen om aftenen:
”Hej, kom lige og lys for mig!”
”Hvad?”
”Nå, undskyld. Jeg troede, du var en lampe, hahahahahaha!”

I denne uge var jeg nødt til at tage til København på grund af en begravelse. Jeg blev der natten over og fik klaret en række hængepartier næste formiddag. Samme nat på hundepensionen fik schæferen befriet sig fra kraven. Den har sikkert hængt fast i noget. Og derefter slikkede han såret op.

Det minder mig om et brætspil: Ryk-tilbage-til-start! Forbinding igen, udsigt til krave i ugevis, måske endda endnu et besøg hos dr. Dyr, for såret bløder og væsker.

”Hør, er du løbet tør for morsomme bemærkninger?” spørger schæferen nu.