Og to katte gennembrød lydmuren

Vi evaluerer aftenens gåtur på verandaen:
”Vi mødte to katte og tre hunde. Og du gøede fire gange, schæfer. Hvad synes du selv om det?”
”Vi mødte fem dyr og jeg gøede kun fire gange. Det er da flot.”
”Schæfer, de to katte kom jo løbende samtidigt.”
”Nå ja.”

Jeg havde ellers været enormt ansvarsbevidst til aften. Da vi kom ned til sværvægtsweilerens hus, hvor schæferen altid plejer at gø for at se, om han kan sætte weileren i gang derinde, lokkede jeg med godis.

Schæferen glemte alt om weilerens hus. Han satte sig og ventede spændt, mens jeg viklede snoren om håndleddet, tog plastikglasset med godis op fra lommen og åbnede låget.
I det øjeblik lød et skarpt smæld og to katte gennembrød lydmuren. Som to streger i luften i fuldt kattepotespring fór de tværs over vejen kun et par meter bag schæferens ryg og ind langs weilerens hus. Schæfersheriffen hoppede en meter, vendte i luften, begyndte at løbe deroppe, flåede bødeblokken frem og eftersatte synderne.
Efter fem meter blev det for tungt med den pjoklederdødvægt for enden af snoren, så sheriffen afbrød jagten og kikkede sig tilbage. Over et større vejstykke lå spredt et tomt plastikglas, tyve stk. godis og et stk. pjokleder.

Schæferen sukkede:
”Hvorfor skal du altid klovne sådan?”

Schæferen på is. Eller omvendt.

”Skal vi gå over til den anden side?”
Der var vel en kilometer. Eller to. Osbysjön var frosset. I weekenden havde jeg set mange mennesker derude, der havde også været et par snescootere. Og jeg havde endda hørt, at et lille sportsfly skulle være landet på isen. Nu var det hverdag, og isen var tom, så langt øjet rakte.

Schæferen og jeg stod på halvøen ved Spegeldammen, pustede os op og skrydede.
”Eller er det for koldt for dig, schæfer?”
”Overhovedet ikke, jeg kan klare hvad som helst!”
Så gik vi.

Da vi var fri af pyntens læ, kom vi ud i polarvinden, der fra nord jog lavt hen over den frosne sø og ramte os som en betonmur på hjul.
Vinden gik tværs igennem mine handsker. Schæferens ører blafrede og hans øjne løb i vand. Men vi stred os begge frem. Det skulle ikke hedde sig …
Kulden fandt vej igennem mine gummistøvler, og vinden for igennem mine bukser og hamrede på mine knæ som en 5 kilograms mukkert. Schæferen begyndte at sakke agterud, og han havde trukket pelsen helt op om ørerne.

På det tidspunkt, hvor det udelukkende var stædighed og ikke blodomløb, der holdt mig oprejst, stred schæferen sig op på siden af mig. Han var helt tiliset.
”Det er altså tæt på, at min schæferpels ikke kan klare det.”
”Vil du ind?”
Han nikkede.
Vi vendte om, og jeg triumferede:
”Ja, jeg kunne nu sagtens have klaret det!”
”Jeg har svært ved at høre, hvad du siger, når dine tænder klaprer så højt,” svarede schæferen.

Så tog vi hjem, skruede termostaten op på 120 grader og drak 200 liter suppe.

Bølleschæfer og balladebold på badeværelse

Jeg stod for et øjeblik siden ude på badeværelset og tissede, sådan lidt i mine egne tanker. Ud af øjenkrogen så jeg dørhåndtaget blive trykket ned. Herefter blev der aset og maset lidt på den anden side af døren, hvorefter et par næsebor blev presset imellem døren og karmen. Straks efter kom hele snydesnudeskaftet til syne og et hurtigt kast med schæferhovedet sendte fyldningsdøren, på skrigende hængsler, op i væggen i det tilstødende rum.

Så spankulerede schæferen med den største selvfølgelighed ud i badeværelset bevæbnet med sin nyeste blå balladebold. Han stillede sig ved siden af mig og kikkede ned i toiletkummen, dette mærkelige stykke inventar, hvis evne til at producere "drikkevand" fra et vandfald fascinerer ham dybt.

Den nyeste balladebold er hul og forsynet med en række gummiflapper indvendigt. Man kan putte godis i den, som så falder ud på tilfældige tidspunkter, når hunden skubber bolden rundt.
Schæferen er ikke særligt tålmodig, så han har fundet ud af, at hvis han slipper bolden fra størst mulig højde og laver et schæferkast med hovedet, så den rammer gulvet så hårdt som muligt, så giver den mest godis.

Så det gjorde han, hvorefter bolden hoppede op fra gulvet og landede i toiletkummen med et plask. Derefter så han bebrejdende på mig, der nu stod med lokumsvand drivende ned ad bukserne, og forlod badeværelset i protest.