Byvandring

”Der står halvtreds mennesker ude i indkørslen og vil ha’ min autograf. Hvor er mine solbriller?” spurgte schæferen.
”Hvad?”
Jeg kikkede ud af vinduet. Der stod tredive mennesker i min indkørsel. På verandaen stod en dame og hævede armen for at bede om stilhed. Så tog hun en megafon frem.
”Det er da bare byvandring”, forklarede jeg schæferen.
”Byvandring?”
”Ja, historisk byvandring. Vores hus har en historisk værdi og interesse”.
”Ja, den kendte schæfer bor her!”
”Nej … det var ikke lige det.”

Her i byen arrangerer man sådan en historisk byvandring engang imellem, hvor historien om de forskellige huse og veje bliver fortalt på åstedet. En rigtig god idé. Derfor havde en dame lidt forinden banket på min dør og spurgt, om man måtte tage min indkørsel og forhave i besiddelse et kvarters tid. Det var selvfølgelig helt i orden.

Men jeg havde glemt at informere schæferen. Og han blev lidt utilfreds, da damen begyndte at tale i sin megafon. En megafon på hans veranda var at stramme den en tak for meget, syntes han. Jeg måtte lige overbevise ham om, at han skulle holde mund.

Da hun havde fortalt historien om huset og dets beboere før i tiden, kom der et spørgsmål fra forsamlingen, hørte jeg, om hvem der boede her i dag. Hun fortalte, at der boede en ”meget venlig dansker”. De er høflige, de svenskere. Og så var det, at det gik galt.
Fra forsamlingen lød endnu et spørgsmål: ”Bor der ikke også en schæfer?” (Og det er virkelig sandt, det BLEV der spurgt om).
Schæferen spidsede straks ører – som om de ikke var spidse nok i forvejen.
”Hørte du det, hørte du det? De spørger om schæferen bor her”.
”Nej, der blev spurgt om EN schæfer, det er noget helt andet”.

Da vi var ude at gå til aften og mødte sværvægtsweileren, glemte schæferen helt at gø.
”Der stod halvtreds mennesker i min forhave tidligere i dag”, forklarede han. ”Det er svært at komme ud ad døren og gå i fred, når man har egen blog og er så berømt som jeg. Men det ved du jo selvfølgelig ikke noget om, sværvægtsweiler”.

”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, krimi/thriller, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Agterskytte på en V70'er

Sergent schæfer har været agterskytte på V70’eren på et længere togt. Det tog han meget alvorligt.
Vi har været i Jylland. Fem dage. En tur på 510 km hver vej. Det kan man jo sagtens gøre med en hund.

Behovet for pauser veksler jo nok fra hund til hund. Bølle-schæferen slapper meget godt af i bilen. Han ligger og hviler noget af tiden, og på andre tidspunkter sidder han og kikker meget interesseret ud af bagruden. Overvåger hvad der sker i luftrummet bag og er klar til at gribe ind som en ægte agterskytte der ved, at besætningens liv kan afhænge af hans overvågenhed.

Schæferen er nem at køre med. Der er ingen gøen og ingen vrøvl. Kun når vi kører langsomt igennem en by og blinklyset kommer i gang. Så tror han, at vi muligvis skal ind at stoppe og ud at løbe eller noget andet meget spændende. Så piber han, som schæfere jo så ofte gør.

Jeg har altid en flaske vand med til ham, når vi kører længere ture. 2 pauser med mulighed for at tisse og få lidt at drikke på 510 km passer tilsyneladende schæferen fint. Og det er perfekt, for det falder meget godt sammen med mit eget behov for pauser.

Schæferen har aldrig før set så meget vand. Vi var over både Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejle bro.
”Også Holstebro!” råber schæferen i baggrunden.
Okay, ja … selvfølgelig


”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne bestilles hos alle boghandlere samt i over 1.000 online-bogshops.

Kender I schæfer-Kaj?

For nogle dage siden fik jeg en mail fra Elsebeth Egholm, som er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg viste den til bølle-schæferen.

Han har ellers ikke været helt begejstret for Elsebeth Egholm. Jeg blev nemlig så optaget, da jeg læste hendes forrige krimi, at jeg en dag helt glemte schæferens frokost-tur. Det har han aldrig tilgivet.

Elsebeth Egholm skrev om sin nye krimi, VOLD OG MAGT, der netop er udkommet. Jeg havde samme dag set den få en kanon-anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor man skrev, at det var den bedste fra hende indtil videre. Hun fortalte, at det sikkert ville glæde schæferen, at der er en schæfer med i hendes bog, den hedder Kaj. Det gjorde straks bølle-schæferen til fan.

Han har nemlig den faste opfattelse, at der er for få hunde i dansk litteratur. Og det gik jo helt galt forleden, da det gik op for ham, at der ingen hunde er med i min bog, der udkommer her om en måneds tid. Jeg har prøvet at forklare, at der er ulve med (øh, en slags ulve …). Det hjalp ikke.

Så nu må jeg jo nok læse højt for bølle-schæferen om schæfer-Kaj.

Lige nu ligger sergent-schæfer i sin kurv ude i sit værelse, som jeg kalder ”vagtstuen”, fordi han er uddannet security-schæfer, og fordi værelset ligger lige ved siden af hoveddøren. Han har været et par dage på pension. Dér forvekslede han desværre et mudderhul på marken med det lokale søbad. Søbadet har en lille hundestrand, og vi kommer der jævnligt i sommerens løb. I søbadet plejer han at blive ren, det var ikke tilfældet i mudderhullet, kan jeg hilse og sige. Det gav anledning en større afvaskning, før han fik lov at komme indendørs.

Han kan godt lide at være på pensionen, hvor der er masser af legekammerater, og de går sammen i store løbegårde; men det er også altid rart at komme hjem igen.
”Godt at være tilbage i sin egen kurv”, brummer han uden at åbne øjnene, mens han venter på at høre mere om schæfer-Kaj.


Elsebeth Egholm: "Vold og magt". Udkom 20. august 2009

”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

En kamp-Russell

Schæferen blev angrebet af en Jack Russell terrier i dag. Det var i byens nye hundeindhegning. Schæferen og en sød lille Westi gik løs i indhegningen, og ejeren og jeg gik og sludrede.
Så kom der en Jack Russell trækkende med sin ejer. Jeg burde måske have reageret på den dårlige energi, som den fremviste; men man tror jo som udgangspunkt, at ejeren bedst kan vurdere om det er forsvarligt at slippe hunden løs.

Det var det ikke. Den gik direkte, og uden yderligere varsel, til angreb på schæferen. Den gik så langt fra hans tandsæt som muligt, efter maven og bagdelen. Der var ikke kun tale om markeringer. Den angreb mange gange, den blev ved og ved. Den ene gang så jeg klart og tydeligt, at den havde schæferpels i munden bagefter.

Man vil jo nødig have at ens hund kommer til skade eller skader en anden hund. På grund af størrelsesforskellen kunne det jo gå helt galt, hvis schæferen blev virkelig sur. Schæferen forsvarede sig men nøjedes tilsyneladende med at markere.

Jeg røg imellem allerede sekunder efter, det startede. Jeg har prøvet det før, men primært med store hunde. Normalt vil en hund stoppe angrebet, når man beslutsomt går imellem. Men ikke den her Jack Russell. Jeg fik flere gange markeret bid ved en hurtig berøring med hånden på dens hals, ligesom jeg gjorde med schæferen. Schæferen stoppede; men den lille Jack Russell var usædvanlig hurtig og smuttede hver gang over på den anden side af schæferen og gik til angreb igen. Da jeg først skulle omkring schæferen for at komme imellem, så kom jeg hele tiden for sent.

En enkelt gang lykkedes det at få fat på den lille og holde den til jorden et par sekunder, men da det foregik hen over schæferens ryg, så havde den held til at sno sig fri. Og det fik den ikke til at opgive. Til sidst valgte jeg at koncentrere mig om schæferen og holde ham i den naive tro, at den anden hunds ejer endelig ville komme på banen. Men nej, hun blandede sig ikke.

Da det var overstået, kom Jack Russell ejeren på banen med et belærende foredrag om, at den slags skulle man ikke blande sig i. Det fandt hundene selv ud af. Om hun virkelig var af den opfattelse, eller det bare var en belejlig holdning, dannet af at have en Jack Russell helt udenfor kontrol, skal jeg ikke kunne sige.

Min holdning er den, at hunde ikke skal slås for øjnene af deres ejere. De skal ikke engang opføre sig dominant, fordi det gør en hund eller en ulv ikke foran sin flokleder. Så giver man sin hund lov til dét, så vil hunden ikke se én som flokleder. Det er mangel på lederskab.
Endvidere mener jeg, at man altid som hundeejer skal tage hånd om sin hund og få den væk fra en konfrontation, hvis den anden hundeejer har et ønske derom. I øvrigt uanset om man er enig i situationens alvor eller ej. Det burde vel egentlig være indlysende.

”Var det en af de der kamphunde, som de taler så meget om?” spurgte schæferen på vej hen til bilen. Ellers tog han det helt roligt, som hunde jo gør. De lever i nuet og har ofte glemt den slags et øjeblik efter. Han har ingen sår, men jeg kan godt se, at der er forsvundet lidt pels et par steder - bare sådan en mundfuld.

En triller

Katten kom ubekymret gående omkring hushjørnet. Jeg så den ud ad øjenkrogen. Den fulgte, hvad der sikkert var dens normale usynlige sti hen forbi trappen til verandaen. Mig ville den blæse et stykke. Da den var lige udfor trappen, fik den øje på schæferen. Den frøs midt i en bevægelse.

Schæferen lå på maven på verandaen og finpudsede sit energispareprogram. Han hvilede hovedet på gulvet, som om det var alt for tungt at holde oppe ved egen hjælp. Han lå en meter inde på verandaen. Og det gav en blind vinkel, og det var lige netop dér, katten bevægede sig. Schæferen opdagede intet.

Efter at have stået stille i nogle sekunder sneg katten sig hurtigt videre og forsvandt omkring det andet hushjørne. Der gik derefter cirka 10 sekunder, så begyndte schæferens næsebor at vibrere. Duften af kat havde nået ham. Derefter åbnede han øjnene, så løftede han hovedet, og endelig rejste han sig helt op. Lugtesansen arbejdede, mens han spejdede rundt i haven.

Han vendte sig om mod mig. Hans øjne sagde:
”Hvor er den kat?”
Jeg trak på skulderne. Jeg havde travlt med at læse.
”Hjælp mig nu med at lede. Det dér kan vel ikke være så vigtigt”, brummede schæferen irriteret over min manglende entusiasme.
”Er du tosset. Det er da min ombrydningskorrektur”, udbrød jeg og nikkede i retning af papirbunken.
”Åh, er det din bog?” schæferen sukkede. ”Jeg troede da ikke, at det var ombrydende, jeg troede mere, at det var nedbrydende litteratur”, sagde han og virkede svært tilpas over sin egen humoristiske sans. Jeg nøjedes med et smil, der knapt nåede længere end til mundvigen.
”Jeg skal sørge for, at du får dit eget signerede eksemplar af bogen”, forsøgte jeg sarkastisk
”Det lyder godt, så kan jeg trille rundt med den i stuen”, schæferen så ned på sin bold, der snart var tygget helt i stykker.
”Trille, jamen … en bog kan da ikke trille?”
”Du sagde da, det var en triller?”
”Ja, en thriller eller krimi. Men schæfer for pokker, det betyder da ikke …”
Så var han fornærmet.
”Nå, så må jeg jo nøjes med at læse i den. Hvor mange hunde er der med?”
”Øh … jo, ser du … altså, det forholder sig således …”
”Du sidder ikke her, forfatter pjokleder, og fortæller mig at der ikke er én eneste hund med i din bog?” han stirrede schæfer-koldt på mig.
”Altså … det er jo, øh …”
”Du har skrevet på den bog i et år. Et års arbejde der slet ikke er hunderelateret. Er der ikke en lov mod den slags?”
”Jamen, der er en hund med i det nye manuskript, som jeg skriver på. En schæferhund endda”, forsøgte jeg patetisk.
”Hmm …”
”Og jeg vil gerne ha’ dig, schæfer, til at læse det igennem som schæfer-ekspert, såkaldt betalæser-schæfer, og fortælle mig om jeg beskriver sådan en schæfer på den rigtige måde. Hvad siger du til det, måske kan jeg endda takke dig i forordet?”

Lidt formildet blev han. Men jeg måtte også love at gå til bageren efter en kage til kaffen senere. Katten glemte han.

P.S. ”Når ulve jager” af Per Lau Jensen, ISBN 9788776916428, udkommer 1. oktober 2009 og vil kunne fås hos alle boghandlere og hos alle de store e-boghandlere.

Testschæfer

Det var i januar, at jeg luftede ideen om et indhegnet hundeområde. Jeg skal på ingen måde tage æren for ideen, for den kan være tænkt af flere andre før mig. Jeg stod og talte med Jeanette Thelander, der er journalist, forfatter og indehaver af et lokalt forlag. Hun er også en yderst handlekraftig person, har jeg senere erfaret.

I dag er hundeområdet stort set færdigt. Jeanette har fundet et egnet sted, fået godkendelser fra kommune, foreninger og alle relevante instanser, fundet sponsorer i det lokale erhvervsliv til at betale for pæle, hegn og låger, og folk i den lokale hundeklub til at sætte det hele op. Det er meget imponerende.

Der har været et par informationsaftener og et par arbejdsdage, hvor jeg desværre ikke har kunnet deltage. Det er jeg lidt ked af, fordi jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi får sådan en lokal ”hundepark”. Det giver en mulighed for hundene at socialisere sig og omgås uden snor. Det giver også mulighed for at give dem motion uden at overtræde loven. Det er jo nemlig ikke tilladt hunde at løbe frit i Sverige i sommerhalvåret.

Schæferen har været testschæfer. Siden hegnspælene blev rammet ned, har vi jævnligt besøgt stedet, og han har drønet rundt på området. Han mener, at han egenhændigt har tromlet og planeret hundeparken.

En del oplevelser har vi allerede haft på området. En dag gik schæferen f.eks. til angreb på en snog. En stor én. Den ignorerede ham overraskende, for den var lige ved at sluge en tudse. Jeg fik ham sad ned, og vi kikkede begge to på snogen og dens måltid helt tæt på. Det var lidt interessant. Jeg havde øjenkontakt med den, og sådan en snog har faktisk rare øjne.

Det tror jeg nu ikke, at schæferen var enig i.

En skovflåt

I morges, da jeg stod i brusebadet og sæbede mig ind, opdagede jeg en lille knop. Den var så ubetydelig, at jeg nær havde ignoreret den. Kun fordi den sad på pungen, besluttede jeg mig for at undersøge den lidt nærmere. Ja, jeg beklager at bevæge mig under bæltestedet denne gang. Men det var altså lige dér, den pokkers skovflåt havde bidt sig fast.

Jeg har udviklet en vis erfaring med skovflåter. Schæferen har haft en del. Denne sommer har vi dog, i modsætning til sidste år, undgået de steder, hvor der er flest flåter. Han bliver forebyggende behandlet med ”Frontline Vet” mod flåter, lopper og lus.

Jeg er altid grundig med at tjekke både schæferen og mig selv, når vi har været i skoven. Det er dog svært at se skovflåter i schæferens pels, de har alle muligheder for at gemme sig. Så er det langt lettere at tjekke sine egne ben og arme. Men åbenbart er det ikke nok, for jeg har flere gange opdaget flåter i schæferens pels timer efter, at vi har været ude at gå. Så længe de ikke har bidt sig fast, så kan de sagtens hoppe videre – f.eks. over på hundeejeren.
Problemet med skovflåter er, som de fleste vil vide, at en del af dem kan overføre Borreliainfektion. Her i Skåne mener man, at hver femte skovflåt er inficeret med sygdommen. Hos mennesker kan Borrelia give infektion i huden, betændelsen kan sprede sig, og i værste fald kan der ske infektion i nervesystemet med risiko for varige men. Det kan være et ganske alvorligt sygdomsforløb, og det kan tage lang tid at blive rask. Jeg tror, at det er vigtigt for os hundeejere at være opmærksom på flåter, også på os selv, ikke kun på hunden. Og løbende, ikke kun lige efter vi har været i skoven. Se evt. nærmere på dette link http://www.jerk.dk/skovflaat.htm.

Efter en skovtur for et par uger siden kildede det i nakken på vej hjem. Jeg havde en skovflåt i nakken. Jeg havde ikke haft hovedet i nærheden af steder, hvor de lever; men jeg havde haft kontakt med schæferens pels. Den var nok sprunget over.

Det var en morgen i sidste uge. Jeg var netop færdig med at barbere mig, og da jeg satte skægtrimmeren tilbage i opladeren, så sad der en lille flåt på spidsen af den. Den måtte have siddet i mit skæg. Efter morgengåturen et kvarter forinden havde jeg givet schæferen en krammer. Den var nok sprunget over.

I går aftes sagde jeg som sædvanlig godnat til schæferen ved at nusse ham lidt bag øret og give ham et lille kram. Åbenbart må en skovflåt, ved samme lejlighed, have skiftet adresse, uden jeg bemærkede det. I løbet af natten har den så kravlet rundt på mig og fundet et sted at bide sig fast. Den havde kun nået at suge en lille smule blod, og lignede derfor kun en lille bitte knop her til morgen. Hvis jeg ikke var så vant til flåter, så ville jeg slet ikke have tænkt, at det var en flåt. Faktisk var jeg ikke helt sikker. Men jeg tog flåttangen og tænkte, hvis det ikke var en flåt men en knop, så mærkede jeg det jo nok.

Jeg har schæferen mistænkt for at have udviklet en teknik til at læsse sine skovflåter over på mig. Bølle-schæferen ser helt uskyldig ud:
”Hvad mener du. Er det de dér små selvgående ballontyggegummi ting, du taler om?”
”Ballontygge …?”
”Ja, ja, det ligner da sådan noget boblegum noget, når først de puster sig op”, forklarer han.