Godis

I køkkenet i nederste skuffe til venstre er der proppet med griseører.
Ovenover, inde på ovenskabets tredje hylde, ligger der tørrede pølsehapser i kilovis og små ruller fyldt med mums.
Og schæferen ved præcist, hvor det hele er.

I entreen står to plastikbøtter, den ene med store godbidder, den anden med små.

Hvor mange hunde der er i husstanden? Øh, kun schæferen! Om schæferen er forkælet? Nej da, nej da, nej!

Det totale sammenbrud

Det var i lørdags. Jeg havde gæster. Jeg sad og så vinter OL åbningshalløj og spiste fastelavnsboller med tre søde piger på ti, tolv og otteogtredive. Ved siden af bordet sad schæferen, velopdragent vandkæmmet med butterfly og bedende, brune øjne. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt – formentlig meget snart – ville en af pigerne bryde sammen og give ham en bid.

Der gik få minutter, så brød det første pigebarn sammen. Derefter fulgte de andre i det totale sammenbrud.

Jeg var klar over, at jeg havde tabt væddemålet med schæferen. Inden de kom, havde han sagt:
”Jeg knækker dem, inden der er gået fem minutter!”

Han fik ret. Han havde brugt den, her i huset, kendte schæfer-taktik ’What-ever-it-takes’. Mindre end tre minutter efter at bollerne var kommet på bordet, så overgav storesøster sig som den første. Moderen fulgte hurtigt efter. Den mest standhaftige var den lille på ti; men da hun først var knækket, så kom hun sig aldrig.

En time senere, da schæferen fik sin tørkost, sad hun og håndfodrede ham fra skålen.
”Moar, jeg vil osse ha’ sådan én!” lød det ude fra schæferens vagtstue, hvorefter moderen kikkede bebrejdende på mig.

Det skal dog understreges, at de alle tre måtte tage hver deres kvarte bolle og lægge den ud i hans skål. Schæferen må nemlig under ingen omstændigheder fodres fra sofa- eller spisebordet. Det er en fuldstændig ufravigelig regel her i huset, som schæferen udmærket kender. Han har det dog med at få pludseligt hukommelsestab, når vi får gæster.

Livet er hårdt - schæferhårdt!

Her til frokost gik vi ned forbi den gamle vandmølle. Der var masser af snedybe spor fra rådyr, harer og andet at bore snydesnudeskaftet i for schæferen.

Så tog vi turen rundt om søen, ud på næsset, ind i skoven, hen over dæmningen, langs mosen, over åen og op på marken, der ligger med udsigt ned til banen, hvor X2000 kører imellem Malmø og Stockholm.

På marken var der urørt, schæfermavedyb sne. Her hentede schæferen pind. Det var hårdt at løbe i og svært at finde pinden, der faldt dybt ned; men så måtte schæfersnuden jo i arbejde.

”Det er hårdt,” råbte schæferen forpustet.
”Ja, ja, livet er hårdt – schæferhårdt!” råbte jeg tilbage.

Nu er vi kommet hjem og har spist frokost. Først jeg, så schæferen.
”Det gav god appetit,” mumler schæferen, mens han ligger og slår mave.

Så var det godt, at vi hentede mad til ham i går. Han var faktisk helt udgået, det kom lidt bag på mig. Det havde han ikke sagt noget om. Og naturligvis spiser schæferen ikke den slags tørfoder, som kan købes i det nærliggende supermarked. Det er han alt for fornem til.

Vi skulle køre 16 skumringskilometer ad knapt sneryddede veje ind i de nordskånske skove til gården, hvor vi køber hans ’AlgGutten’ med ’isländska havsalger’ der er ’tillagad med svensk färsk kyckling’. Ja, schæferen ønsker ikke at lægge gane til noget mindre end det. Det får vi i sådan en 15 kg sæk.

Havde vi ikke kørt den tur i går, så havde jeg kun stået med fryserens indhold, som er lasagne og pizza.
”Det ku’ jeg nu ellers godt ha’ klaret mig med’, brummer schæferen søvnigt.

Rolf, en schæfer blanding

Jeg har fået lov af schæferen at skrive et blogindlæg, der slet ikke handler om ham denne gang. Det her er meget mere alvorligt, end det plejer at være. Selvom det er fiktion, en kortnovelle jeg skrev sidste år i en bestemt sammenhæng, så sker det hver dag et sted i verden. Det er en sag, der ligger mig meget på sinde, og schæferen har det på samme måde.

Rolf, en schæferblanding

Det var et impulskøb. En af hans kolleger havde hvalpe. De var lutter lange ører, store poter og brune øjne. Noget schæferblanding. Ikke til at stå for. Tvillingerne havde plaget lidt, og nu havde de jo fødselsdag. De døbte den Rolf. Det bestemte tvillingerne, det var jo også dem, der skulle have ansvaret.

Første dag tissede den på deres askeparket.

”Få så den hund ud. Og lær den det dér!”

Men tvillingerne var allerede i nattøj, så det måtte jo vente. Han havde et møde dagen efter, som skulle forberedes, og hans kone havde helt meldt sig ud, var mere til katte.

Rolf sprang altid glad op ad ham, når han kom fra arbejde. Masser af hundehår på bukserne. Savl på hænderne.

”Har den hund overhovedet været ude i dag?”

Men tvillingerne var til fodbold, eller noget andet.

Hunden blev hurtigt større, energisk, og kunne nå køkkenbordet når ingen så det. Det blev vinter, koldt og regnfuldt, vejr til at være indendørs. Så kom foråret, fugtigt og mudret i haven, samt hele vejen fra terrassedøren til madskålen i bryggerset.

Dyrlægen, noget øjeninfektion, diarre på gulvtæppet, et gnavet stoleben, en potteplante, hundehår i kaffekoppen, en misbilligende hustru.
”Er der ikke nogen, der kan tage sig af den hund?”
Men tvillingerne var ovre hos en skolekammerat for at lave lektier, eller noget andet.

Rolf lå med store øjne i kurven og fulgte familielivet.

”Har den hund overhovedet været ude at gå tur i denne uge?”

Det var der ingen, der rigtigt kunne huske. Og tvillingerne stod lige og skulle til judo.

”Hvad gør vi med hunden?”To ugers sommerferie i Grækenland, de havde fortjent det. Hundepensionen var godt nok dyr. Dagen før, de skulle rejse, tog han Rolf med i bilen. Ud til en rasteplads ved skoven og åbnede døren.

Ikke schæfersanktioneret

Jeg møblerede om i spisekøkken og stue i går. Nu havde det stået sådan i to år, jeg trængte til noget fornyelse.
I køkkenet blev spisebordet vendt halvfems grader, det giver faktisk mere plads. I stuen blev sofaen vendt halvfems grader og sat op ad væggen ved vinduet. Stuens bedste krimistol blev flyttet over i den anden ende af stuen, hvorfra jeg kan se ind i mit arbejdsværelse, som jeg – noget indbildsk – ynder at kalde ’biblioteket’ på grund af de 671 bøger, som står i reolen.

Jamen, jeg ved godt, at folk, der har et rum i deres hus, som de kalder ’biblioteket’ ofte har tusindvis af titler stående. Men jeg er glad for mine bøger - og jeg har læst næsten dem alle - selvom der hverken er førsteudgaver eller andre sjældenheder iblandt. Der er enkelte gamle bøger med pæn bogbinderkunst, men det er generelt bøger uden særlig værdi. Alligevel kan jeg godt lide at kunne kaste et blik til venstre på dem fra krimistolen.

Ommøbleringen faldt dog ikke i god jord hos schæferen. Han stod længe og kikkede på det hele. Så gik han rundt og snusede grundigt og kritisk til hvert eneste møbel, som var flyttet. Og derefter satte han sig og nedstirrede den stol, der nu stod, hvor han plejede at ligge. Han var ikke tilfreds. Ommøbleringen var absolut ikke schæfersanktioneret.

I går aftes opdagede jeg så, at TV apparatet nu stod alt for langt fra min foretrukne stol. Schæferen godtede sig:
”Indrøm nu bare at det ikke var gennemtænkt,” begyndte han. ”Du er nødt til at flytte det hele tilbage igen.”

Eller også skulle jeg bare få købt den 42 tommers fladskærm?

En dialog om prutteposer

”Har du nu igen købt de billige prutteposer?”
Jeg stod forgæves, med frosne fingre, og forsøgte at lukke en af de små, sorte poser op, så jeg kunne få schæferens dampende efterladenskaber fjernet.
Det var her i morges, det var mildt i det Nordskånske, temperaturen var steget til -3; men det blæste. Vi stod midt i sneen, på hjørnet, og med udsigt til vores eget hus.
”Du skal købe de gode prutteposer, ikke de billige. Har jeg ikke sagt det tusind gange?”
Schæferen kikkede op på mig, som om han overhovedet ikke forstod, hvad jeg mente. Først senere kom han på det indlysende argument, at jeg ikke havde givet ham nok penge med. Schæferen er ikke så hurtigt tænkende om morgenen.

Måske havde han også travlt med at komme ind igen. Han havde netop været seks dage på hundepensionen, og selvom han nyder at lege med de andre hunde dér, så er det altid rart at komme hjem i egen kurv.
Jeg har nemlig været nødt til at tage nogle dage på sygehuset. Jeg fik en virus på balancenerven - det kan i øvrigt ikke anbefales som en spændende fritidsaktivitet. Og jeg kan forstå, at der kan gå mange uger før balance- og svimmelhedsproblemer er ovre. Så nu må schæferen tage sin andel af pligterne herhjemme. Jeg tænker på madlavning, støvsugning, gå ud med affald og den slags.

”Nu er ferien slut, din badebillet,” proklamerede jeg med stor alvor dér i sneen. ”Nu må du tage et ansvar og arbejde lidt for føden, derunder hører også at købe den rigtige type prutteposer!”

Det var lige på det tidspunkt – og hvorfor skal det altid ske? – at ægteparret Jönsson kom forbi atter engang. Jönssons er et stateligt, ældre, hvidhåret ægtepar. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Jeg tror ikke, at de nogen sinde har haft hund. De hilste afmålt og mistænksomt i retning af denne her mærkelige dansker, der igen stod og talte højt til sin hund.
”Nu bliver du indlagt igen,” brummede schæferen.

Jul med Jesusænder

Jo tak, schæferen havde en god jul.

Juleaften skulle vi tilbringe herhjemme. Vi gik en tur omkring søen om eftermiddagen, og jeg fortalte:
”Jeg havde tænkt mig risengrød i aften.”
”Nej, vi skal da have and,” svarede schæferen.
”Nå, fanger du én måske?”
Ti minutter efter kom schæferen tilbage med en svane og et blåt øje.
”Den var lidt vild, den and,” sagde han.

Den kunne ikke være i ovnen, og jeg havde ikke fået købt mælk. Så schæferen og jeg endte med at dele en tallerken med æbleskiver og et gensyn med ’Polarekspressen’ i TV, mens sneen udenfor blev grå.

Juletræ og gaver og den slags holdt vi første juledag – ja, det var nu mest schæferen, der fik gaver.
Vi holdt jul med Rullepølsen, sådan en hønselab i god foderstand med fire korte ben, og med Dumlen, der er en lille, karamelfarvet kleinspitz – og så var der for resten også noget familie.

Schæferen fik da også lige ædt lidt juleglimmer fra træets nederste grene. Det kom ud morgenen efter.

"Det er for at du bedre kan finde det i mørke, når du står og fjumrer med posen," forsøgte schæferen optimistisk at bortforklare sig med.

"Der er jo intet glimmer i det mere," forklarede jeg efter grundige studier. "Det er jo nærmest mavesyregult."

"Ja, ja, det er den nye modefarve!"

Tredje juledag var der fred igen, og schæferen og jeg gik en tur omkring vores lokale sø. Vi så Jesusænder. Ja, det kaldte schæferen dem altså. Han har aldrig før set tynd is i vandoverfladen dækket af et lag smeltevand øverst.
Jeg talte 70 ænder, der vraltede rundt 10 meter ude i søen.

Godt nytår!