Sneschæfer

”Min bedstefar var alpin piste-schæfer af sort løjpe-typen,” siger bølleschæferen ofte for at understrege sin sagkundskab, når vi ser skisport i TV.


Og nu hvor sneen ligger tungt i det nordskånske, kan det vel ikke være noget problem for en schæfer med så fine gener at blive begravet i sne. Og i øvrigt mener jeg, det må have været vinden, for jeg erindrer ikke, at jeg sparkede til det træ, schæferen snusede under.

Som et ådsel

Vi mødte min gode ven, den røde glente, i dag. Vi var nede i Hembygdsparken her i vores nordskånske by (sådan en slags lokalt mini-frilandsmuseum), da den kom svævende ind over os. Det var en af de store med et vingefang på cirka halvanden meter.
Den cirklede rundt som en drage, længere og længere ned.
”Pas på, det er dig, den har set!” råbte bølleschæferen.
”Nej, sådan en æder ådsler, schæfer.”
”Som du står og glor op i himlen, ser du altså også ret ådselsdød ud.”

Så landede glenten kun ti meter fra os, og man kunne rigtigt se den imponerende størrelse. Den værdigede os ikke et blik, samlede et eller andet op og lettere igen. Selv den farlige schæfer holdt sig ved min side, da glenten baskede tungt med de store vinger og langsomt steg.
”Nå, schæfer, du skulle ikke nyde noget, hvad?”
”Det er kun fordi den er for stor til vores ovn.”

Så kan han lære det!

Vågn op, det er bølleschæferen, der taler:


”Pjoklederen er en meget trættende person. Han bliver næsten aldrig sur, og han hæver meget sjældent stemmen; men til gengæld skal alting have konsekvenser hos ham.
Bare man slår en lille prut, så bliver man straks udstyret med en pensel og skal male der, hvor vægmalingen er smeltet.
Tag nu f.eks. forleden da vi gik ned igennem skoven mod det indhegnede område, hvor man må smide snoren og jage blå balladebold. Pjoklederen havde taget bolden i lommen, jeg så det selv, og selvfølgelig havde jeg travlt.
Det kan da godt være, at jeg kom til at lave fuld schæferacceleration og glemte, at jeg havde snor på en enkelt gang. Nå ja, så tre gange.
Hver gang stoppede pjoklederen og stod helt stille. Når pjoklederen fryser og står så stille som marmor, så ved man, at man selv skal regne ud, hvad der er galt og helst indenfor et par minutter. Det er enormt hårde vilkår.
Men jeg tænker jo hurtigt og hoppede tilbage ved siden af statuen hver gang, og så gik vi igen. Men jeg synes virkelig, at man bør have en chance mere. Altså efter den tredje.
I stedet vendte pjoklederen bare om uden et ord. Så gik vi op til bilen og kørte hjem.

Senere på dagen kørte vi derned igen. Og denne gang snød jeg ham. Jeg gik bag pjoklederen hele vejen og blokerede, så han ikke kunne vende om. Så kan han lære det!”

Ups!

Når bølleschæferen har spist sin mad, kommer han altid og henter mig. Jeg skal se resultatet og rose ham for den tomme madskål. Og vigtigst af alt: Han skal belønnes med en dessertgodis i form af en lille hundekiks.

Den kommer normalt med luftpost og lander i hans kurv. Nogle gange med væggen eller loftet som bande, så schæferen har svært ved at forudse, hvor den lander. Men i dag gik det lidt anderledes, og det måtte jo ske på et tidspunkt.

Plask! Så lå den på bunden af den fyldte vandskål. Og schæferen udbrød:
”Det er altså en selvhenter, pjokleder.”

Helle Helle-dage

Bølleschæferen hedder Rossi i stambogen. Til daglig dog Ozzy eller bare Ozz.


Derfra kommer et lidt specielt sprog, vi bruger meget her på krageslottet. ”Kom her, Ozz,” er efterhånden blevet til ”kom herozz.”

I dag havde vi været i skoven med en kvindelig bekendt. Da schæferen skulle have tørret poter på verandaen, sagde jeg:
”Kom så med den potozz, din banditozz. Jeg ved god, du er trætozz så gå nu ind og drik noget vandozz.”
Min bekendt rystede medlidende på hovedet. Hun har ikke hund.
”Så skulle du høre os, dengang jeg læste Helle Helles seneste bog. Da holdt vi Helle Helle-dage,” sagde jeg. ”Da lød vi virkelig tossede.”
”Da ikke mig mig,” mumlede schæferen.

Gøede du ikke selv?

Vi er lige kommet hjem fra gåtur i byen.


”Man gør altså ikke ad en lille hvalp, schæfer.”
”Jamen, den gøede først. Nogen må jo opdrage på de unge, når de ikke får nogen opdragelse hjemmefra,” forsvarede bølleschæferen sig.
”Øh …”
”Var det ikke lige præcis det, du selv sagde til mig forleden, da ham dér hættehovedet stod og blokerede med blikket på sin smartphone og med hvide propper i ørerne? Gøede du måske ikke ad ham og kaldte ham for en netzombie?”
”Joh, men …”

Slut!

”Alle hunde lystrer pjoklederen,” påstår bølleschæferen.
Sværvægtsweileren ser tvivlende ud.

Bølleschæferen er dybt imponeret. I går aftes sad vi og så en episode af et hundeprogram på tv af den type, hvor en adfærdskonsulent bliver kaldt ud til problemhunde.
Der var to små hunde, som jævnligt fik den idé at forsøge at slå hinanden ihjel. I episoden var der flere minutter, hvor de gøede rasende ad hinanden, mens adfærdsfidusen holdt dem adskilt i hver sin strakte arm.
Schæferen lå på gulvet og blev utryg, så han begyndte at blande sig ved at hyle dybt fra maven. Jeg pegede på ham, og han kiggede opmærksomt. Så drejede jeg i stedet pegefingeren mod tv-skærmen, knipsede og sagde ”slut!” Hvorefter de to tv-hunde blev helt stille, og schæferen så på mig med ærefrygt.
Så lænede jeg mig tilbage i stolen, og et øjeblik efter gøede hundene rasende igen. Herefter gentog jeg kunststykket et par gange. Og så lagde schæferen sig bare stille ned igen. Pjoklederen havde jo styr på det.

”Lystrer alle hunde? Det er altså mange hunde,” indvender sværvægtsweileren.
”Jamen, det er rigtigt,” insisterer schæferen. ”Selv hunde helt ovre i Amerika gør, som pjoklederen siger.”
Jeg siger ikke noget. Der er jo ingen grund til at belære dem om noget så kedeligt som fjernbetjeningens mute funktion, når schæferen nu er i gang med at fortælle en god historie.