En teenagesløv skade

Vi var gået ned igennem skoven, rundt om byen og tilbage igennem villakvarteret ved frokosttid i går. Det var 27 skyggegrader. Bølleschæferen gik langsomt i snor ved min venstre side og var tæt på at træde i sin egen tunge. Da vi kom om hjørnet ved krageslottet, kom apotekerens Ingrid i sin nye soltop. Hun rakte armen op til hilsen, mens hun cyklede rapt forbi. Jeg gav hende min udelte opmærksomhed i nogle sekunder, sådan af ren høflighed.
Imens stod der åbenbart en teenagesløv skade i hækken og sms’ede. Skaden opdagede schæferen alt for sent og flaksede af sted. Schæferen sprang frem med sådan en pludselig kraft, at snoren smuttede, låsen på min urrem åbnede sig, og uret beskrev en bue op i luften.

Schæferen drønede efter flugtskaden langs hækken, indtil han fik tænkt sig om. Han stoppede, så sig tilbage og lignede en, der forventede, at en fyldt pruttepose hvert øjeblik kunne ramme en ventilator i drift.
Han holdt hovedet lavt, da han kom tilbage. Jeg stod og gned min hage, som jeg var landet på, da jeg kastede mig og greb uret, inden det ramte fliserne.
”Dit ur?” spurgte schæferen, der godt var klar over, at han nok ville blive bortadopteret til Bagindien, hvis der var sket noget med det.

Da schæferen var sikker på at overleve, forsvarede han sig med:
”Nogen må jo opdrage de skader, når forældrene ikke gør.”
Og egentlig har han ret, de unge skader er ret forvirrede og voldsomt plaget af teenagesløvsind. De har slet ikke den nødvendige respekt for den farlige schæfer.
Ifølge statistikken dør 70% af alle husskader i deres første leveår. Det kan ikke undre, de virker slet ikke klædt på til at klare sig i schæferens farlige krageslotshave.

Korte bukser

Vi var på vej ud på gåtur i sol og 24 graders varme, da bølleschæferen stoppede mig:

”Pjokleder, helt ærligt: Du er jo snart 60 …”
”58, tak!”
”Ja, det er det, jeg siger: Du er jo snart 60. Tiden er vist efterhånden løbet fra dig i korte bukser.”
”Altså, nu er det jo usundt at forberede sig på sommeren i solarium, så …”
”Ja, men behøver dine ben se ud som om, de har stået i letmælk vinteren over?”
”Nej, ved du hvad …”
”Og er de ikke lovlig skæve efterhånden og hvad med de små blå streger, der er begyndt at komme?”
”Det er så man kan se, at jeg er friherre af Ladonien med blåt blod i …”
”Ja, ja, jeg kender godt det dér Ladonien pjat, og jeg ved godt, du gerne vil være sådan en kunstmærkværdig type,” svarede schæferen og gjorde en bevægelse med poten mod panden.

Og sådan diskuterede vi den næste halve times tid; men når ens schæfer ikke vil følges med en, så skal man nok tage det alvorligt. Så efter hård forhandling er vi nu blevet enige om, at ingen af os herefter bør antræffes udenfor kragematriklen i korte bukser.

Det er hårdt at blive halvgammel, når man har schæfer.


http://www.ladonia.net/

Sværvægtskrave

”Flot kasket, sværvægtsweiler,” gøede bølleschæferen. ”Men er skyggen ikke lidt stor?” Og så grinede han.

Vi mødte sværvægtsweileren på morgenturen lige ud for anemonegrøften. Han havde sådan en stor krave af gennemsigtig plast på og et ordentligt sår på skulderen.
”Du ligner en sværvægtslampe med den skærm,” brægede schæferen, ”men der er sgu da ikke meget lys i den lampe, hahahaha!”
Efter yderligere bemærkninger og en begyndende mavepine af grin fik schæferen taget sig sammen til at spørge, hvad der var sket.
”Han tabte linen,” svarede sværvægtsweileren og kastede et blik tilbage mod den gamle mand, der stod længere oppe på vejen, helt ude for enden af snoren. ”Og så gik jeg hen og hilste på en hund. Jeg ville jo bare sige hej; men så hang den i skulderen på mig.”
”Var det ham den lille tætte med kommodebenene?” spurgte schæferen.
”Ja.”
”Skal jeg sige noget til ham næste gang jeg …”
”Nej, han blev vel bare bange.”

Da vi var på vej hjem, udbrød schæferen:
”Hvor så han sjov ud med den krave, jeg har fået helt mavepine af grin.”
”Hør schæfer, du kom jo med alle de morsomheder, som jeg fyrede af, da du gik med krave. Dengang syntes du ikke, de var sjove.”
Det svarede han ikke på.

Dagens skade

Når nu bølleschæferen stod så pænt bag dørtrinet i den åbne hoveddør, mens jeg rystede hans håndklæde over trappen ude på verandaen, så var der jo ingen grund til, at to tyggegummignaskende skader absolut skulle slentre provokerende lige forbi trappen.

Nu er jeg ikke så hjulbenet, som schæferen åbenbart regnede med, så jeg kunne let ”sakse” ham over rygstykkerne. Problemet var derimod, at det ikke stoppede ham.

Heldigvis skete der ikke noget med trappen. Alle seks trin er af granit.

Den blå balladespand

"Hjælp, min pote drukner!"
Bølleschæferen stod med den ene pote i den blå balladespand, som var fyldt med lunkent vand og lidt sæbe.
”Det kan den da ikke.”
”Jamen, den kan ikke svømme!” råbte schæferen.
”Du kan da godt svømme.”
”Jamen, jeg er jo ikke nede i spanden sammen med den!”
Schæferen havde trådt i en hundelort, da vi var ude på marken. Jeg havde ikke set det; men lugtede det på vejen hjem i bilen. Nu lå hans biltæppe i affaldsspanden. Hans ene forpote var lortebrun, helt op imellem trædefladerne og rundt om neglene. Noget af det var allerede tørret ind.

Så jeg lavede en spand lunken vand, som dels kunne opløse det, dels bruges til med en svamp at rense poten bagefter. Vi havde prøvet den øvelse før, hvor schæferen står nogle minutter med den ene pote i spanden; men åbenbart var det for lang tid siden, og pludselig fik han den idé, at sådan en blå balladespandvand var meget farlig og sikkert bundløs. Jeg måtte holde hans ben nede i spanden med en vis beslutsomhed. Da jeg samtidig har et ømt og halvstift knæ for tiden, så var det en forestilling, som vi burde have kunnet tage entre for.

”Hjælp, min pote er ikke vandtæt!”
”Hvad er det nu for noget pladder?”
”Men jeg håber, dit ur er,” tilføjede schæferen.
”Åh, shit!”
Jeg har et ur, jeg er lidt øm overfor, og nu drev det af sæbe og opløst lort. Schæferen benyttede lejligheden til at trække benet til sig, spanden væltede, og mine bukser blev gennemblødt af lortevand.
Ny spand, ny forestilling, stadig modvillig schæfer:
”Hvor mange hunde er i tiden løb døde under denne her behandling?” råbte schæferen.
”Ingen; men nogle har nok brækket benet,” svarede jeg og fastholdt mit greb i hans forben. Han så pludselig betænkelig ud. Og så gav han sig, og poten blev placeret på spandens bund. Efter 30 sekunder stod han helt upåvirket.
Da vi var færdige, kunne jeg endelig rette mig selv, og mit smertende knæ, ud. Så mærkede jeg, hvordan lortevandet var gået igennem mine cowboybukser og nu drev ned ad benet og ned i sokkerne.

Da schæferen var renset, trimmet, tørret og serviceret, lagde jeg tøjet i vaskemaskinen og gik i bad. Imens kom jeg til at tænke på en artikel forleden, der havde beregnet de samlede omkostninger ved at holde hund; men de havde vist glemt det ekstra vandforbrug.

Flåtcirkus

”Du er jo et omvandrende flåtcirkus, schæfer!” råbte jeg.

”Jamen, jeg er jo en farlig schæfer. Jeg forstår slet ikke, de tør,” udbrød bølleschæferen.

Fem kravlende og tre sugende skovflåter har jeg pillet af pelsdyret i denne uge. Og i sidste uge var der - inde i stuen under leg et godt stykke tid efter vi var kommet hjem fra gåtur – en flåt, der sprang fra hans pels over på mig. Jeg opdagede den kun, fordi jeg hørte den råbe:
”Geronimooo!”

Vi har så mange flåter her i det nordskånske. Sådan var det også sidste år. Man behøver ikke bevæge sig ud i skoven for at finde dem, de sidder tæt på hvert græsstrå af en vis længde, vi har dem også i haven. Hver femte flåt menes at bære Borrelia, og anbefalingen om tætsluttende tøj hjælper jo ikke meget, når de bringes hjem af hunden og derefter springer på ejeren.

Jeg tjekker schæferen grundigt en gang om dagen. Hvis man får dem af inden der er gået 24 timer, så skulle de ikke kunne nå at overføre Borrelia. Som hundeejer bør man også tjekke sig selv grundigt, morgenens brusebad er et oplagt tidspunkt, synes jeg.

Schæferen bliver ellers forebyggende behandlet. Jeg bruger et naturpræparat, der på ham virker bedre end de kendte kemi-produkter i nakken.

Engang for nogle år siden anbefalede apoteket mig et halsbånd mod flåter. Da schæferen fik det på, begyndte han at tabe pelsen. Jeg undersøgte derfor, hvilke erfaringer der var med bivirkninger, og de halsbånd burde jo være forbudt. Jeg returnerede det og foreslog pigen på apoteket, at hun selv gik med det en uges tid.
Det ville hun ikke.
”Hvordan kan du så stå og anbefale det til bølleschæferen?” spurgte jeg.
Det kunne hun ikke svare på. Og hun ville i øvrigt heller ikke give mig pengene tilbage.

Bog om bølleschæferen på vej

Fra flere sider har jeg fået opfordringer til at skrive en bog om bølleschæferen. Den er skrevet; men endnu er udgivelsestidspunktet ikke fastlagt. Jeg håber på i løbet af 2012. Titlen er ”Bølleschæferen og pjoklederen.”


Manus til bogen er skrevet i samme tone, som kendes her fra bloggen. De beskrevne situationer er grundlæggende sande og udsprunget af hverdagen, bortset fra visse indlysende overdrivelser. Vores hus, byen og folk i den er også inspireret af virkeligheden samtidig med, at det er en slags parallelverden, hvor alt kan ske.

Mens jeg venter på, at bogen udkommer, har jeg lavet en side på facebook for bogen. Siden hedder også ”Bølleschæferen og pjoklederen”. På siden vil jeg fortælle om bogens vej mod udgivelse, der vil være uddrag fra bogen og fra bølleschæferens hverdag. Det vil som udgangspunkt ikke være tekst, som du kan læse her på bloggen, derfor vil jeg invitere alle bloglæsere til at klikke ”like” inde på siden og blive venner med bølleschæferen på facebook, således at I får alt på siden direkte ind i jeres facebook-news feed. Her er linket til facebook-siden:

http://www.facebook.com/schaeferenogpjoklederen.


Dagens facebook-status fra schæferen lød således:

”Vågn op, det er bølleschæferen, der taler: Lige nu sidder pjoklederen og laver konklusioner på nogle tal, kurver og giraffer, som Mark Sukkerberg har lavet til ham. Pjoklederen er nemlig en meget klog mand, det er vist kun beskedenhed, der afholder ham fra at påpege det selv. Oftere end han gør. Pjoklederen siger, at giraffen viser, at sidens venner tilsammen har 26.713 fb-venner. Så hvis alle deler denne her status, så tror jeg, at jeg med garanti har 25.000 venner inden frokost. Og det er helt sikkert flere end sværvægtsweileren.”