Når grovspurve og grovspurvetårer triller ned

Om morgenen, når bølleschæferen skal ud og godkende dagen og verden og læse lokalavisen, så tager jeg altid posen med fuglefrø med ud. Så får de en bunke i fuglehuset.

I morges, da vi travede over plænen mod fuglehuset, råbte en stor grovspurv, øverst i busken, til de andre:
”Nu kommer fodermesteren og den store skrummelschæfer!”
”Jeg vil endda kalde det en skrammelschæfer,” svarede en anden grovspurv. Og så lo de så hysterisk, at grovspurvetårerne trillede, og til sidst faldt den ene spurv ned fra sin gren og landede på græsplænen.

Hvis jeg ikke havde holdt schæferen tilbage, så havde han nuppet den.
”Husk spurveforliget!” formanede jeg. Ifølge den aftale må schæferen ikke jage de små spurve.
”Det kan da ikke gælde, når de gør nar af mig,” indvendte schæferen.
”Jo, jo,” svarede jeg. ”Jeg gør jo også tit nar af dig, og mig bider du jo ikke.”
”Næ, men jeg har da tit lyst.”

Vinterføre og snemænd

Bølleschæferen kom for et øjeblik siden slentrende igennem stuen og ind ad bueåbningen til biblioteket, hvor jeg sad foran computeren. Så stillede han sig lige foran mig og så mig ind i øjnene.
”Du har ikke skrevet noget på schæferbloggen siden jul,” sagde han med blikket.
”Nå nej, juleferie og sådan …”
”Folk skulle nødig glemme mig,” brummede schæferen. ”Hvorfor skriver du ikke lidt om, hvad vi har oplevet her i vinterføret?”
”Vi har jo ikke oplevet noget.”
”Jo da. Hvad med nede på torvet i sidste uge?”
”Torvet?”
”Lige da vi gik forbi hende dér den lyshårede med den chikke pelshue og de høje støvletter, dér hvor du rettede dig op og trak maven ind. Et øjeblik efter trådte du lige ind på blank is og røg på røven med et brag. Hold kæft, hvor hun grinede.”
”Øh, det kan jeg ikke huske. I øvrigt kunne det jo være, at det var med vilje. En list. Det havde du ikke tænkt på, schæfer,” sagde jeg triumferende.
”En list? Skulle ideen så være, at hun omsorgsfuldt kom hen og hjalp dig op. Hvis det var sket, så havde hun garanteret sagt: Hallo, morfar. Jeg håber ikke, at du brækkede nogen af de gamle knogler. Nu skal jeg hjælpe dig hjem til alderdomshjemmet. Hvem er den smukke schæfer?”

Jeg kastede en kuglepen efter ham.

”Eller fortæl om ude på trappen for et par dage siden, hvor du advarede mig imod istapper og bad mig trække hovedet lidt ind under verandataget.”
”Det er da ikke sjovt.”
”Det er da skideskægt. Netop som du stod og holdt foredrag, gjorde dig klog og rakte hånden ud, så slap den dér store istap og bankede lige ned igennem din hånd.”
”Du er så dramatisk, schæferdreng. Den gik da ikke igennem hånden.”
”Lidt blod var der da i hvert fald.”
”Joh …”

”Eller jeg kunne fortælle om dit stunt med snoren her i formiddag?” udbrød jeg.
”Hvad? Jeg synes, jeg hørte nogen ved døren. Jeg må hellere …” og væk var schæferen.

Når schæferen går i lang snusesnor, som jeg kalder det, så bliver han engang imellem så optaget, at han begynder at trække i snoren. Så stopper jeg normalt og holder den stram, indtil han søger øjenkontakt, og så går vi videre. Det plejer at virke meget godt. Men på det seneste har han udviklet et nyt schæfertrick.

Når jeg stopper og strammer snoren, så springer han dramatisk baglæns, højre om mig, bagom og frem i én hurtig bevægelse. Han stopper nådigt, når snoren ligger stramt om mine knæ. Så kikker han sig bagud med et blik, der siger: Har du lyst til en kolbøtte?

Det gjorde han også i formiddags. Men lige på det tidspunkt, hvor jeg havde snoren stramt om knæene, kom en kat spankulerende på tværs af hans schæferkurs. Så glemte schæferen alt om mig og snor.
Jeg slog mindst en dobbeltkolbøtte og foretog derefter adskillige rulninger i sneen. I takt med at jeg mere og mere lignede en snebold, blev vægten trods alt for meget for 40 kg firspringsschæfer. Så han stoppede modvilligt.
Ud for mit ene øje var der et lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at popsangerpudlen nede fra Bygaden kom ind i billedet fra højre.
”Hvad laver I?” spurgte den.
”Det ved jeg ikke,” svarede schæferen og rystede lidt på hovedet. ”Jeg tror, at pjoklederen er ved at lave en snemand.”

Onkel Schæfers jul

Jeg troede egentlig ikke, at vi blev inviteret til familiejulen i år; men så ringede min bror forleden dag.
”Børnebørnene påstår, at de er ligeglade med om julemanden kommer; men onkel Pjokleder og onkel Schæfer skal være her, for det var skide sjovt sidste jul, siger de. Min kone er vist ikke enig.”

Schæferen fik jo ellers ødelagt det sidste år. Da julemanden, kødtung og med usikker gang, kom ind ad døren, strålede børnenes øjne. Men schæferen lugtede straks blandingen af onkel Antons billige aftershave og alt for mange juleøl. Så han kunne selvfølgelig ikke holde sin schæferkæft:
"Det er sgu da bare ham onkel Barbersprit ..."

Katastrofen måtte undgås, de stakkels børneører skånes, så jeg kastede mig straks over schæferkæberne og væltede undervejs en skål med pebernødder på gulvet. Min brors kone skreg, mens jeg forsøgte at lægge onkel Schæfer i benlås. Men jeg mener ikke, at det var os, der skubbede til juletræet.

Min brors kone så ud som om, hun var klar til at gå i seng med en Maud, da jeg sad på gulvet med en juletræsstjerne i håret, mens onkel Schæfer guffede pebernødder fra det ægte tæppe, og onkel Anton hvilede tungt i stolen ved pejsen, mens han knappede endnu en juleøl op og trak vatskægget ned.

Men nu skal vi altså til det igen.
"Det er jul. Børnebørnenes ord er lov," forklarede min bror.
Måske skulle vi lade onkel Schæfer være julemand i år?

På en stille vinteraften

Det sker mest på stille, mørke aftener og oftest i vinterhalvåret, hvor lyden bevæger sig hurtigt. Og for et øjeblik siden skete det igen.

Frosten klingede klart i luften som tonen fra en isblå violin. Jeg kunne ikke mere mærke mine ører. Da vi kom forbi, hvor den store rottweiler bor, sprang bølleschæferen frem og gøede. Men der var ingen hunde at se.

"Der lugter lidt af sværvægtsweiler," forsvarede schæferen sig - for en rigtig schæfer har altid et alibi klart.

"Den har sikkert lige været her. Eller står på lur!" fortsatte schæferen listigt, kneb det ene øje lidt i og nikkede med schæferoverbevisning.

Da schæferens lugtesans er flere millioner gange bedre end min, så kunne jeg ikke rigtigt sige ham imod.

Så gøede schæferen yderligere et par gange og holdt op præcis, da den barske senne henne på hjørnet startede. Et øjeblik efter fulgte de to små piberensere oppe i det lyserøde hus, de var vist ude i haven. Og så vågnede sværvægtsweileren åbenbart også og gøede med sin bas, så det lille røde træhus ved siden af os rystede.

Kort efter blandede Popsangerpudlen på Bygaden sig. Schæferen siger, at den ligner Barry Manilow.

Og snart gøede hundene overalt i den lille nordskånske by.

Jeg satte hænderne bebrejdende i siden og prøvede at fange schæferens blik.

"Det er da ikke min skyld," svarede han; men jeg så godt det ulvegrin, han havde i schæferskægget.

En duft af ...

Vi har lige været i skoven. På vej ud asede vi os igennem knæhøj sne. Helt ude i det nordskånske skovbryn, med en villa nede til højre og skoven, der bredte sig ud til venstre, stoppede schæferen pludseligt og snusede koncentreret op i luften.

Nede i skoven havde der været en masse dufte, som schæferen havde stukket sit lange snudeskaft i. Det er lidt sjovt, når der er sne, fordi så kan jeg se de spor, han snuser i. Det var mest harer, enkelte hunde og et par spor af råvildt.

Men denne her duft lå i luften. Så jeg spurgte spændt:
"Hvad er det? Råvildt, elg, vildsvin?"
Schæferen havde ikke tid. Hans næsebor arbejdede koncentreret.
"Måske en los, eller skulle der ligefrem være en ulv hernede i øjeblikket?"
"Næ," svarede schæferen. "Jeg tror, det er æbleskiver."

Schæfersmugleri

Schæferen er i smuglerbranchen her om vinteren. Vi havde problemet hele sidste vinter. Og nu igen.

Smuglerforsøget sker, når vi kommer tilbage fra en gåtur og skal indendørs. Skrummelschæferen har jo nogle kæmpestore poteplader, og imellem trædepuderne gemmer han hver gang en lille snebold.

Jeg mistænker, at disse fire små snebolde i al hemmelighed indenfor skulle være samlet til én stor, stenhård snebold med pjoklederens navn på.

Schæferen ville formentlig vente til jeg sad i stuens bedste læsestol med en cognac i glasset og min Troels Kløvedal bog i skødet, mens jeg sejlede på det varme, indiske ocean. Han ville snige sig på tåpoter fra vagtstuen og ind til dagligstuen. Her ville han kikke schæferforsigtigt om hjørnet med ét øje og ét øre. Og bedst som jeg lå med Nordkaperen på kryds for varm brise med Indien om bagbord, så ville schæferen kyle sin snebold, så pjokleder, cognac og hele det indiske ocean ville splatte ud på stuens endevæg. Så ville schæferen rulle rundt på gulvet og holde sig for maven af grin.

Men jeg er heldigvis ikke naiv, som jeg forklarede schæferen i går. Så den slags schæferunoder bliver der sat en stopper for allerede i hoveddøren. Schæferen foreslog surt, at jeg burde søge ansættelse i lufthavnens security.

Selv på denne adventssøndag - hvor det sneede massivt udenfor, schæferen kom op at skændes med en mellemvægtsweiler og stod på schæferrøven ned ad en kælkebakke, fordi han skulle prøve det samme som børnene, men uden kælk - kunne jeg konfiskere fire små snebolde i hoveddøren.

Schæferen surmulede: "Det er forkasteligt at kropsvisitere en femårig!"

Frossen hjerne

Tre lag fleece, skaljakke og refleksvest. Føler mig som en mellemting imellem Michelin-manden og Goodyear-luftskibet. Tocifret frostbrise mod panden i det nordskånske. Frossen hjerne. Hvad laver jeg herude? Burde have anskaffet mig en brun bjørn, der går i vinterhi, som selskabsdyr i stedet for en schæfer.

"Frossen hjerne. Det er lige, hvad jeg også får engang imellem. Det er grunden, hvis jeg ikke altid hører, hvad du siger," påstår schæferen. En schæfer er kendt for at gribe enhver undskyldning i luften. Og bølleschæferen her har udviklet det til noget nær en kunstart.

"Ville du virkelig hellere have haft en bjørn?" spørger han.

"Ja, tænk på at den ville ligge i hjørnet af stuen under en dyne nu. Ikke noget med at skulle ud i kulden fire gange dagligt. Og den ville sove indtil april."

"Jo, men tænk på hvor højt den ville snorke. En schæfer ligger bare og brummer. Altså, hvis den har det godt."

Og det kunne schæferen selvfølgelig have ret i.